Politik

Alt for lang ventetid – akuttelefonen 1813 mangler læger og sygeplejersker

Lige nu mangler der 40 procent af de sygeplejersker, og 25 procent af de læger, der burde sidde klar ved akuttelefonen.

Foto: chainarong06/Shutterstock

Helene Bay


30 november, 2021



Der mangler nu så mange ansatte hos akuttelefonen, at situationen er kritisk.

Akuttelefonen 1813

  • 1813 er Region Hovedstadens akuttelefon.
  • Du kan ringe 1813, hvis du er blevet syg, eller er kommet til skade.
  • Du skal kun ringe 1813, hvis din egen læge holder lukket.
  • Du skal ikke ringe 1813, hvis du kun er lidt syg og godt kan vente til din egen læge åbner igen.
  • Hvis du har brug for hurtig hjælp ved for eksempel livstruende sygdom eller meget alvorlige skader, så skal du ringe 112.
  • Det er kun i Region Hovedstaden, at du skal ringe 1813. I de andre regioner skal du ringe til lægevagten.

Kilde: DR

Hvis du for eksempel bor i Lyngby, Høje-Taastrup eller København, så har du måske prøvet at ringe til akuttelefonen på nummeret 1813? De tre byer ligger nemlig alle sammen i Region Hovedstaden. Og 1813 er nummeret på Region Hovedstadens akuttelefon. Det er den telefon, du skal ringe til, hvis du er blevet akut syg, og din egen læge har lukket.

Men lige nu kan der gå rigtig lang tid, før du kommer igennem til de ansatte hos akuttelefonen. Der mangler nemlig læger og sygeplejersker til at tage telefonen. Det skriver DR.

Faktisk mangler der hele 40 procent af de sygeplejersker, og 25 procent af de læger, der burde sidde klar til at besvare blandt andet dit opkald. Det kan du læse mere om her.

Det er akutberedskabet, der står bag akuttelefonen, og de beskriver situationen som kritisk.

Hvor lang tid skal du vente?

Det er snart jul, og det er typisk den tid på året, hvor der er flest, som ringer 1813. Hele situationen bekymrer derfor Morten Frei. Han er direktør for Danske Patienter.

”Vi forventer selvfølgelig, at regionen gør alt for at sikre, at alle kræfter sættes ind i den kommende juletid, så vi ikke ender i en uoverskuelig situation, der går ud over patienterne. Det kan være lægestuderende og praktiserende læger, som vi må appellere til, tager en ekstra indsats”, siger Morten Frei til DR.

Men hvorfor ringer flere lige præcis i juletiden? Det er, fordi de fleste almindelige læger holder fri mellem jul og nytår. Hvis din læge holder fri, kan du ikke ringe for at få en tid, som du plejer. Og det er netop i sådan en situation, at du kan ringe 1813.

Det er nemlig kun, hvis din egen læge holder lukket, og du har akut brug for hjælp, at du skal ringe 1813. Men du skal altså nok regne med, at der kommer til at gå noget tid, før dit opkald bliver besvaret.

Akutberedskabet tæller alle de opkald, de får i løbet af et år. De deler året op i det, der kaldes kvartaler.

I skemaet herunder kan du se hvor mange opkald, der blev besvaret af akuttelefonen i 2021. Du kan også se, hvor hurtigt opkaldet blev besvaret. I 4. kvartal er opkaldene for november og december ikke talt op endnu. Det er altså kun opkaldene fra oktober, der er med i skemaet.

I starten af året kan du se, at der var flere opkald, der blev besvaret hurtigt, end i slutningen af året.

 1. kvartal2. kvartal3. kvartalOktober
Opkald, der blev besvaret af 1813212.158258.778234.13076.717
Opkald, der blev besvaret inden 3 minutter87 procent47 procent23 procent24 procent
Opkald, der blev besvaret inden 10 minutter97 procent75 procent46 procent47 procent
Kilde: Region Hovedstaden

Hvorfor mangler der læger og sygeplejersker?

Der mangler i det hele taget læger og sygeplejersker i Danmark. For eksempel kan du læse her, at der mangler næsten 5.000 sygeplejersker.

En anden grund til, at der mangler ansatte hos akuttelefonen, er, at sygeplejerskerne er stoppet med at tage ekstra vagter. Det er de, fordi de lige har været i en konflikt med regionerne.

Sygeplejerskerne ville blandt andet have mere i løn. De tabte dog konflikten. Når sygeplejerskerne holder op med at tage ekstra vagter, viser de regionerne, at de er svære at undvære i vores samfund.

Hvad er regionerne?

Der er fem regioner i Danmark. De fem regioner hedder Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden.

I en region er der en række kommuner. I Region Hovedstaden er der for eksempel 28 kommuner. Kommunerne har ansvaret for, alt det der sker i lokalområdet. Det vil sige, at kommunen skal holde styr på for eksempel skoler, plejehjem og biblioteker.

Der ligger ikke et hospital i hver eneste kommune. Til gengæld ligger der flere hospitaler i hver region. Og det er netop en af regionernes opgaver at holde styr på sygehusene.

Når sygeplejersker forhandler løn, så er det altså regionerne, de forhandler med.

LÆS OGSÅ: Danskerne får 22.000 flere billige boliger – 6.000 af dem skal være studieboliger




© Copyright - seismo 2019