AIDS: “Sygdommen får lov til at vokse i mørket”

Monica Dan føler sig magtesløs.

Som psykolog for HIV-patienter i Rumænien arbejder hun overtid hver uge.

Hun kører rundt i den rumænske hovedstad, Bukarest, for at se til sine patienter, og når hun er på kontoret i den AIDS–NGO, ARAS, hvor hun arbejder, har hun travlt med at søge penge hos forskellige organisationer – eksempelvis hos EU.

“Hvis vi ikke modtog penge fra internationale organisationer, ville vi ikke kunne udføre vores arbejde. Den rumænske regering vil ikke hjælpe os,” siger Monica Dan, da vi møder hende på hendes kontor i det centrale Bukarest.

Hun er frustreret, men godt klar over, hvorfor regeringen ikke vil hjælpe.

“Ligesom i andre lande i Østeuropa er det især stofbrugere og sexarbejdere, som bliver smittet med HIV i Rumænien. De mennesker er regeringen fuldstændigt ligeglade med.”

Måned for måned kan Monica Dan se udviklingen af smittede med HIV bevæge sig i den forkerte retning.

Hun forsøger jævnligt at råbe politikerne op for at få dem til at gøre noget ved problemet. “HIV og AIDS er ved glide tilbage i mørket. Ingen taler om det, ingen ved nok om det, så tallene får lov til at vokse,” siger Monica Dan, som frygter, at problemet er ved at komme ud af kontrol.

Smitten vokser i Østeuropa

I Danmark har vi styr på udviklingen af HIV og AIDS. Færre og færre bliver smittet, og dem, der er smittet, er i behandling, så de kun i yderst sjældne tilfælde kommer til at smitte andre.

Sådan ser det ikke ud i Østeuropa.

I østeuropæiske lande som Rumænien stiger smitten. Op mod tre fjerdedele af alle smittetilfælde i Europa finder sted i de østlige lande.

Det skyldes ikke, at østeuropæerne ikke har de samme metoder som os til at bekæmpe sygdommene.

Grunden er, siger Monica Dan, at politikerne ikke har lyst til at prioritere sygdommene, når de smittede i langt de fleste tilfælde er mennesker, som ikke er ønsket af samfundet: Sexarbejdere, stofbrugere og hjemløse.

Monica Dan ville ønske, at NGO‘er og det øvrige samfund i Rumænien havde den samme indflydelse og betydning som i det vestlige Europa – for eksempel Danmark.

Her har NGO’er som AIDS-Fondet eksempelvis bedre mulighed for at opnå økonomisk støtte fra og samarbejde med den danske stat. I Monica Dans NGO, ARAS, er de nødt til at søge om økonomisk støtte fra andre lande. Den rumænske stat har aldrig givet dem penge, så de kan udføre deres arbejde.

Det hænger, ifølge Monica Dan, sammen med, at folk i landet stort set ikke tænker over sygdommen. Befolkningen er ligeglade med, at regeringen ikke prioriterer bekæmpelsen af HIV og AIDS.

“I skolen lærer eleverne intet om HIV og AIDS, og der findes ingen kampagner med information og kun ganske få muligheder for at blive testet,” siger Monica Dan.

Hun forklarer, at når folk ikke er klar over, hvad sygdommen går ud på, så giver det mange misforståelser og derfor også diskrimination.

“Mange er meget uvidende om sygdommen og vil eksempelvis ikke engang gå ind i en butik, hvis de ved, at en af de ansatte i butikken er HIV-positiv. Det er en meget skadende uvidenhed, og jeg kender til HIV-positive personer, som af frygt for diskrimination undlod at lade sig teste i så mange år, at deres liv til sidst ikke stod til at redde.”

På billedet er Monica Dan:

Kanyler og kondomer

Når Monica Dan besøger de personer, der er i størst risiko for at blive smittet med HIV, er problemet altid det samme.

Der mangler kondomer, og der mangler kanyler. Rene kanyler.

De fleste nye smittede i Rumænien er nemlig mennesker, som genbruger kanyler til at tage stoffer som heroin med. Det er et problem, som primært findes i det østlige Europa. I Danmark bliver stofbrugere yderst sjældent smittet med HIV, fordi der er langt bedre mulighed for at bruge rene kanyler.

At magthaverne ikke vil bruge penge på at give stofbrugerne rene kanyler, viser, at man er ligeglad med dem, påpeger Monica Dan.

“De her mennesker er nærmest blevet udstødt af samfundet. De lever ofte meget isolerede liv. De har mistet deres familie, som ikke længere vil tale med dem. Mange af patienterne har været afhængige af stoffer i mange år. Det bliver ikke bedre af, at de også bliver smittet med HIV, som er en meget tabuiseret sygdom.“

Uddannelse frem for medicin

Selvom der findes medicin, som kan kontrollere HIV i hele livet, ser Monica Dan hellere, at den rumænske befolkning bliver bedre til at undgå at blive smittet.

“I dag kan man som HIV-patient få medicin, som sikrer, at sygdommen ikke udvikler sig til AIDS. Men der er stadig bivirkninger ved at have HIV, det går stadig ud over dit helbred. Som smittet er du i større risiko end raske mennesker for at få organsvigt, ligesom risikoen for at få et hjerteanfald også er større,” siger Monica Dan, som ser uddannelse som vigtigere end medicin.

Hun mener, det er nødvendigt at hjælpe ungdommen til for eksempel at bruge prævention. Unge mennesker skal undervises i, hvad HIV og AIDS er, så de forstår vigtigheden af at bruge prævention og vigtigheden af at passe på sig selv.

“Det skal ske, før de udvikler farlige vaner som at tage stoffer med genbrugte kanyler. Det skal ske, før de får sygdommen,” siger AIDS-eksperten, som mener, at uddannelse og kampagner med information kan være med til at få flere til at bruge prævention.

“Folk benytter ikke prævention nok. Generelt bliver mennesker trætte af at skulle passe på hele tiden, og er man ikke bevidst om alvoren ved ikke at bruge prævention, så bliver man på et tidspunkt ligeglad,” siger Monica Dan og fortsætter:

“Det handler selvfølgelig om manglende uddannelse i befolkningen, men det handler også noget helt basalt. Det handler om at give børn og unge nogle muligheder.”

Som eksempel giver hun sig til at forklare om et belastet nabolag i Bukarest, hvor mange af indbyggerne tager stoffer.

“Hvis man vil forbedre beboernes mentale helbred og gøre dem bedre til at bruge prævention, så er man nødt til både at undervise dem i emnet og samtidig give dem alternativer til den farlige levevej, som mange mennesker fra den type nabolag ender på.”

Det kan være sport eller kreative hobbyer. Alt andet end stofbrug. 

“Men det kræver ofte, at regeringer vil investere i det. I Rumænien har folk uden penge ikke mulighed for at beskytte deres børn mod brug af stoffer. Forældrene har ofte ikke mulighed for at tilbyde deres børn et andet sted at være end gaden, og det er på gaden, man bliver introduceret til stoffer og andre dårlige vaner.“

Immun over for døden

Når Monica Dan besøger sine patienter i Bukarest, kan hun forsyne dem med medicin, som kan sikre dem et langt liv.

Men det kan være en udfordring at få dem til at tage deres medicin.

“De her mennesker dør, fordi de ikke kan tage deres medicin ordentligt. De lever et for kaotisk liv. De er afhængige af nogle hårde stoffer som heroin. De spiser ikke, drikker ikke vand og sover ikke. De brænder simpelthen ud.”

Især HIV-patienter, som også lider af tuberkulose, er i fare.

“Jeg har en liste med 50 HIV-patienter med tuberkulose, som jeg har taget mig af siden 2015. De er alle sammen døde,” siger Monica Dan, som med årene er blevet bedre til at acceptere, at patienter går bort.

Hun giver sig til at fortælle om den patient, som senest gik bort.

“Han var en 33-årig mand, som havde HIV og tuberkulose, og så var han afhængig af forskellige stoffer som heroin. Jeg arbejdede med ham i to år. I begyndelsen var han meget indelukket, men lidt efter lidt åbnede han op. Jeg var imponeret over hans indsats for at stoppe med at tage stoffer. Han vidste godt, at hvis han fortsatte med at tage stoffer mange gange om dagen, ville han dø. På et tidspunkt sagde han stolt til mig, at han havde drukket meget mælk den dag. Her i Rumænien er der en gammel myte om, at mælk fjerner gift. Jeg var ked af det, da han døde, men det var det bedste for ham. Han led så meget til sidst. Hans immunforsvar var brudt sammen, og han havde alle mulige sygdomme,” siger Monica Dan, som efter eget udsagn stadig har følelser for sine patienter, selvom hun har været i faget i mange år.

“Men med årene er jeg blevet immun, og jeg bliver ikke længere ulykkelig, når en patient dør. Døden er et vilkår, når du arbejder i det her fag.”

LÆS OGSÅ: Den glemte pandemi – hvad er HIV og AIDS?