Online

Advarsel om app lavet i Rusland: Den kan bruges til at udspionere dig

Faceapp har ret til at sende oplysninger om dig til andre lande.

Foto: Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


4 december, 2019



Faceapp kan gøre dit ansigt yngre eller ældre. Men måske kan appen også udspionere dig, advarer politiet i USA.

Faceapp er genialt sjov. Du har nok selv prøvet at gøre dit ansigt yngre eller ældre på appen – og det ser ekstremt ægte ud.

Men Faceapp er måske også en spion. En spion, som kan gemme dine fotos og vigtige oplysninger om dit liv. Og måske kigger politikere i Rusland med.

Nu advarer FBI mod Faceapp, skriver DR. FBI står for Federal Bureau of Investigation, og det er USA’s politi for forbrydelser som terror og spionage.

FBI har undersøgt Faceapp, som er lavet af det russiske firma Wireless Lab. Og FBI mener, at appen kan være en trussel, fordi den kan indsamle data om alle brugerne, som kan havne i hænderne på russiske politikere.

I dag findes teknologi, som kan genkende et ansigt på et billede. Så hvis Ruslands politikere har et billede af dig, så kan de i princippet genkende dig på alle andre billeder og videoer.

Faceapp ejer dine billeder – for altid

FBI siger ikke noget om, om Faceapp allerede er blevet brugt til at misbruge brugernes data.

Faceapp siger selv, at appens data ikke bliver delt med magt-havere i Rusland, skriver mediet TechCrunch.

Men faktisk har Faceapp lov til at bruge dine data til andet end at ændre dit ansigt. Det står i appens egen data-politik.

For Faceapp ejer de billeder, som du lægger ind i appen. Og de ejer dem for altid.

”Faceapp, dets datter-selskab og tjeneste-udbydere må sende information, som vi indsamler om dig, over grænser og fra dit land til andre lande i hele verden,” står der i Faceapps datapolitik.

Faceapp har stadig dine billeder, selvom du sletter appen. Men det kan godt lade sig gøre at få dine data slettet fra appen – læs mere om det her.