Valg fra blokken
Abdul: ”Jeg vil stemme på en, som ikke bare snakker og glemmer”
Abdul Hakim Mohammad er syrisk flygtning. Den 16. november skal han for første gang stemme til et valg i Danmark. Hvilke tanker flyver igennem hans hoved kort tid inden, han skal sætte sit første kryds?
Abdul Hakim Mohammad kom til Danmark i 2016. Han flygtede fra Syrien og endte i Stenbjergparken i Sønderborg. I Danmark har han både prøvet lidt af hvert. Han har gået på sprogskole og lært om den danske kultur. Nu er han i gang med at læse til social- og sundhedsassistent.
Han har dog endnu ikke prøvet at stemme til et valg i Danmark. Det er altså første gang, han skal træde ind i en stemmeboks for at sætte sit kryds til et dansk valg. Det sætter selvfølgelig nogle tanker i gang, og dem vil Abdul Hakim Mohammad dele med dig i denne artikel.
Hvad er vigtigt, når krydset skal sættes?
Abdul Hakim Mohammad ved, hvad der fungerer og ikke fungerer, når en flygtning skal integreres i det danske samfund. Han har nemlig prøvet det på egen krop. Derfor er det et politisk emne, som fylder meget, når han skal stemme den 16. november.
”Jeg sætter stor pris på integration. For når det fungerer med jobcentret eller sprogskolen, så bidrager man til samfundet. Du kan intet gøre, hvis du ikke kan sproget. Så kan du ikke arbejde eller være en del af samfundet”, slår han fast.
Men en anden ting er også ret vigtig, når Abdul Hakim Mohammad sidder derhjemme og tænker over, hvad der rent politisk er vigtigt for ham – og hvem han vil stemme på.
”Jeg vil gerne stemme på en person, der ikke snakker og snakker, og efter han er blevet valgt bare glemmer og glemmer. Det er vigtigt for mig, at man er ærlig”, fortæller han.
Hvad skal en politiker konkret gøre?
Det er altså vigtigt, at en politiker handler og ikke bare snakker både under og efter valgkampen. Men der er også en anden ting, som en politiker skal gøre for at sikre Abdul Hakim Mohammads stemme.
”Politikerne i Sønderborg skal lægge vægt på bedre sprogskoler og integration. De burde for eksempel lave studieture til Den Gamle By i Århus. Så kan man lære om den danske kultur. Samtidig skal der være to lærere i klasserne i stedet for en. Nu er der én lærer til 50 indvandrere. Det er ikke nok”, siger han.
Samtidig er aldersforskellen mellem indvandrerende alt for stor ifølge Abdul Hakim Mohammad.
”De er fra 18 til 60 år. Det fungerer ikke. I stedet skal klasserne deles op, så unge er sammen med unge, og gamle er sammen med gamle. Så har de nemlig mere til fælles”, siger han.
Hvad ville Abdul gøre?
Hvis rollerne var byttet om, og Abdul stod på stemmesedlen, så er der ét emne, som han især brænder for.
”Jeg ville lægge meget stor vægt på ligestilling. Jeg ville sørge for, at alle mennesker har de samme rettigheder – lige meget hvad deres religion og hudfarve er. For vi er alle sammen mennesker, og vi er alle sammen ens”, slår han fast.
Abdul Hakim Mohammad er heller ikke i tvivl om, at det er virkelig vigtigt at stemme til kommunal- og regionsvalget.
”Jeg har læst en artikel om, at der er mange indvandrere, som ikke stemmer. Men hvis de gerne vil ændre noget, så skal de også stemme på de rigtige politikere, som har de samme værdier som os”, fortæller han.
Den 16. november er der valg til kommunerne og regionerne. Her har du mulighed for at stemme på den politiker, som har de samme værdier som dig.
Du behøver ikke at være dansk statsborger for at stemme.
Se videoen, hvor vi besøger Abdul Hakim Mohammad i hans hjem i Sønderborg for at tale om hans tanker og meninger op til det kommende valg.