Kultur
Unge kunstnere satte fokus på kvinder og homoseksuelles rettigheder ved MTV Video Music Award
Til MTV Video Music Awards kan du forvente at se farverige outfits og vilde optrædener. I år var der dog meget mere på menukortet. En række unge kunstnere valgte nemlig at sætte fokus på kvinders rettigheder og HIV. Aftenens sædvanlige glamour blev derfor blandet med stærke politiske budskaber.
MTV kunne fejre 40-års jubilæum med et brag af en MTV Video Music Award. Der var både vildt tøj, god musik og kreative optrædener. Men det var ikke alt. Aftenen blev nemlig også brugt til at stille skarpt på kvinder og homoseksuelles rettigheder.
Et show med politiske budskaber
Billie Eilish kunne gå hjem fra MTV Video Music Award med en pris i favnen og lyden af høje klapsalver på grund af hendes takketale. Efter at hun modtog sin pris, valgte hun nemlig at tale om kvinder og misbrug af magt ifølge TV 2.
”Vi er nødt til at beskytte vores unge kvinder for enhver pris, virkelig. Og vi skal også huske på, at vi alle har magt, og vi skal huske ikke at misbruge den”.
Billie Eilish var dog ikke den eneste, som valgte at bruge aftenen til at tale om kvinders rettigheder. Måske kender du verdenshittet ’Girls Just Want To Have Fun’? Det er 80’er-popstjernen Cindy Laupers kæmpe hit, og hun valgte også at sætte fokus på kvinders rettigheder under prisuddelingen.
”Jeg vandt en måneperson (VMA-statuette) ved de allerførste VMAs i 1984. Tingene er lidt anderledes nu. For ja, piger vil bare have det sjovt. Men vi vil også have vores egne midler. Ligeløn. Kontrol over egen krop. Grundlæggende rettigheder, I ved”.
Basale rettigheder for kvinder er netop et emne, som bliver diskuteret meget i USA for tiden. I Texas har man nemlig lavet en utrolig streng abortlov, som gør, at kvinder ikke kan få en abort efter 6. uge. Heller ikke hvis de er blevet voldtaget eller har været udsat for incest.
En rapper med en HIV-hyldest
Men det var ikke kun kvinders rettigheder, som fik opmærksomhed til prisuddelingen. Den homoseksuelle rapper Lil Nas X sørgede for en hyldest til HIV.
Han havde nemlig taget formanden for Southern AIDS Coalition med på scenen. Formanden havde en sort t-shirt på med tallet 433.816 stående på ryggen. Det er nemlig antallet af HIV-smittede i de amerikanske sydstater.
Og i takketalen satte han igen fokus på homoseksualitet ifølge DR.
”Først og fremmest vil jeg takke den homoseksuelle agenda. Sådan, homoseksuel agenda! Jeg elsker jer alle sammen så meget. Jeg vil ikke tage det her for givet”.
Samtidig havde Lil Nas X under sin optræden fået lavet et stort fængsel på scenen, hvor mandlige fanger dansede rundt i lyserøde underbukser. Til en tidligere optræden i år valgte han også at tungekysse en mandlig danser til sidst.
Lil Nas X er altså kendt for at stille skarpt på homoseksualitet i en hiphopverden, som ellers ikke er kendt for at tale om emnet.
Et nyere fænomen
Tidligere har vi ikke set i samme grad, at kunstnere bringer politiske budskaber på banen. Det er altså et nyere fænomen siger musikjournalisten Kristian Karl til TV 2.
”Jeg kan selv huske dengang, hvor popmusik var en lyserød sæbeboble, der var fuldstændig frakoblet virkelige begivenheder og politiske emner, men sådan er det i den grad ikke længere. I dag tager popstjerner i meget høj grad stilling til de politiske emner i tiden”.
Vi har altså fået en prisuddeling, som både bød på flotte optrædener, vildt tøj og stærke politiske budskaber.
Hvis du skulle holde en tale til MTV Video Music Award, hvilke politiske budskaber ville du så fokusere på?
LÆS OGSÅ: USA er splittet efter ny stram lov om abort i staten Texas