Charlie Hanghøj er transkønnet: “Jeg kunne ikke leve i løgnen længere”

Charlie Hanghøj er på vej til lægen. Han skal have taget en blodprøve. Men da han møder op med sit sundhedskort, tror receptionisten ikke på, at det er hans eget. Hun tror, at Charlie har taget sin søsters sundhedskort og laver en stor scene ud af det. Charlie Hanghøj skal både vise sit pas og sit studiekort. Imens bliver receptionisten mere og mere højlydt.

“Det ender med at blive en vildt ubehagelig oplevelse, hvor receptionisten står meget højlydt og siger: “Nåh, du er transkønnet.” Alle i hele rummet kan høre det, og det var jo bare for at få taget en blodprøve. Det burde jo ikke være noget problem, men det blev gjort til et kæmpe problem,” fortæller han.

Han sidder helt afslappet i en grøn stol og sipper til en kop kaffe. Han har tydeligvis fortalt om, hvordan det er at være transkønnet før. Faktisk har han besluttet sig for at bruge de mange negative oplevelser, han har haft som transkønnet, som afsæt til at gøre opmærksom på, hvordan det føles altid at skulle forsvare sin måde at være på i verden.

Men det er ikke en nem opgave, for som han selv siger, så er der mange, der er bange for forandring. Han taler om den kønsrevolution, der finder sted i disse år, hvor flere og flere unge sætter spørgsmålstegn til kønsroller, seksualitet og kønsidentitet.

En svær opvækst

Charlie Hanghøj er født som pige på Frederiksberg i 2000. Han begyndte allerede at vise tegn på at være transkønnet, da han var fire år gammel. Han nægtede at tage kjole på. Men han er vokset op i et katolsk hjem, og her var der ikke stor forståelse for eller et sprog for, hvad det betød at være transkønnet. Det var en synd i kirkens øjne.

I folkeskolen mødte han heller ikke megen forståelse. Alle årene i folkeskolen forsøgte han at leve op til den traditionelle pigerolle. Han blev klædt i feminint tøj og legede med dukker.

Det var først, da han startede på en efterskole, at der for alvor begyndte at ske noget. Her mødte han forståelse og accept. Han begyndte at gå i typisk drengetøj, klippede sit hår kort og ændrede sit navn til Charlie.

“Jeg følte, at jeg kunne være mig selv på den efterskole, det var så skønt,” fortæller han.

Han beskriver en helt fantastisk oplevelse, han havde på efterskolen.

“Jeg kan huske, vi sidder i spisesalen. Der er noget med pigerne og drengene. De er oppe og skændes og sidder hver for sig. Jeg står der i midten med min tallerken, og jeg ved ikke helt, hvor jeg skal sætte mig. Men så er der en af drengene, der råber: “Charlie kom herned og sæt dig. Du er en af drengene.” Der gik et sus gennem mig. Wow, kan jeg være det? Det var en helt euforisk følelse,” fortæller han.

Men da tiden på efterskolen var slut, var det også slut med det inkluderende miljø, hvor Charlie kunne være sig selv. Særligt hans forældre havde svært ved at acceptere det. Han mistede kontakten med sin far, allerede før han sprang ud som transkønnet, og da han afslørede sit sande jeg over for sin mor, mistede han også kontakten til hende.

“Vi har haft en rocky road min mor og jeg. Vi har haft mange problematikker og et af dem er, at hendes barn springer ud som transkønnet. Det har været en krise for hende,” fortæller han.

I dag har de genoptaget kontakten, men de har med hans egne ord ikke et normalt mor-søn forhold. Relationen mellem dem er meget svær.

“Jeg savner mine forældre. Det kan nogle gange godt føles som at være forældreløs,” forklarer han.

Det berører ham tydeligvis at tale om sine forældre. Alle andre emner taler han frit og levende om, men når samtalen falder på hans forældre, bliver blikket mere tomt, og smilet forsvinder.

Han er på talefod med sin mor igen. Det har været et mål for ham, men ellers har han ikke nogen forhåbninger om, at han får en bedre relation til sine forældre.

“Jeg taler med min mor igen, og det er jeg glad for. Men vores relation bliver aldrig, som den var før,” forklarer han.

Nyt CPR-nummer

Da Charlie Hanghøj fyldte 18 år, søgte han om juridisk kønsskifte. Det betyder, at han gik fra at have et CPR-nummer til en kvinde til at få et CPR-nummer til en mand. Kvinders CPR-nummer slutter på et lige tal, mens mænds CPR-nummer slutter på et ulige tal.

Det er blot ét tal, der skiller de to kønsidentiteter, men det gør en kæmpe forskel for mennesker som Charlie Hanghøj.

De fleste af os tænker nok ikke over, hvor ofte vi hiver sundhedskortet frem eller skal bruge vores CPR-nummer, men det skal vi mange gange i løbet af et år.

For de fleste er det fuldstændig uproblematisk, men det er det ikke for transkønnede.

“Du skal forestille dig, at hver gang, du skal bruge dit CPR-nummer, så bliver du mødt med skepsis. Folk tror ikke på, at du er det køn, som du fremstiller dig som. Det bliver hurtigt en meget langsommelig proces at skulle forklare det hver gang: “Ja det er mig, jeg har ikke taget min søsters sundhedskort. Ja, jeg ved det godt, det er fordi jeg er transkønnet,” forklarer han lidt opgivende.

Derfor er spørgsmålet om, hvorvidt man skal fjerne aldersgrænsen for juridisk kønsskifte, som flere har foreslået, også meget vigtig for ham.

I dag skal man være fyldt 18 år, men Charlie Hanghøj mener, at aldersgrænsen skal fjernes helt. De første tegn, på at et barn er transkønnet, viser sig nemlig for de fleste omkring de fire år.

Han forstår ikke helt bekymringen for, at man kan komme til at ændre CPR-nummer for et barn, som i virkeligheden ikke er transkønnet. Et barn som måske blot går igennem en fase, hvor det er sjovt at gå i kjole eller lege med lastbiler.

“Alle de transkønnede børn jeg har mødt, der har det ikke været en fase. De har været ekstremt mærkede af, at CPR-systemet er så kønnet, og deres forældre har været ekstremt mærkede af, at de ikke har kunnet skifte nummeret. De problemer er meget større, end de imaginære problemer man sætter op. Det er ikke et medicinsk indgreb, og hvis det er en fase, så skifter vi det bare om igen. Værre er det ikke,” siger han og uddyber:

“Det nummer kan ændre alt i et barns liv.”

Udredning for transkønnethed

Som 18-årig søgte han om at komme i hormonbehandling. I Charlie Hanghøjs tilfælde betyder det, at han får det mandlige kønshormon testosteron, fordi han er født som pige. Effekten af behandlingen er, at hans stemme er blevet dyb, og han har fået skæg.

Men for at man kan få hormonbehandling, skal man først udredes på Center for Kønsidentitet på Rigshospitalet, hvis man bor i København. Dengang Charlie Hanghøj blev udredt hed det Sexologisk Klinik.

Udredningen tog et helt år og var med hans egne ord et vanvittigt hårdt forløb, som har lagt dybe spor i ham. Han skulle fortælle alle detaljer om hans seksualliv. For eksempel hvordan han havde sex med kvinder, og han skulle fortælle dem om hans seksuelle debut.

Han følte, at han skulle performe en traditionel maskulin identitet. En identitet han ikke passer ind i. Derfor mødte han op i bukser og skjorte for at ligne billedet på en typisk borgerlig mand.

“Jeg løj mig igennem det forløb,” fortæller han og fortsætter:

“Der er den her meget heteronormative dagsorden. De stiller meget grænseoverskridende spørgsmål. Du bliver spurgt om, hvem du tænker på, når du onanerer. Om du tænker på din mor eller din far. Du bliver ikke behandlet som et menneske” fortæller han.

Han fortæller også, at det er et stort samtaleemne i transmiljøet, at udredningsprocessen er så umenneskelig og traumatiserende. Han er meget kritisk over for processen og fortæller, at det er et område i sundhedsvæsenet, der virkelig trænger til et løft.

Til spørgsmålet om det overhovedet er det værd, svarer han, at det for ham var et spørgsmål om liv og død.

“Det er en forfærdelig følelse at skulle lade som om, man er noget, man ikke er. Jeg kunne ikke leve i løgnen længere,” fortæller han.

En undersøgelse fra Statens Serum Institut og Aalborg Universitet fra 2019 viser, at hver fjerde transkønnede har forsøgt at begå selvmord.

Charlie Hanghøj er selv en af dem, som har forsøgt at begå selvmord, og selvmordstanker er noget, han stadig skal kæmpe med hver dag.

“Jeg gav faktisk op, da jeg var 16 år. Men jeg overlevede. Da jeg ikke døde, tænkte jeg, at når jeg ikke er død, så må jeg prøve at komme videre. Så må jeg prøve at arbejde med det her. Så rejser man sig fra bunden og prøver at kæmpe videre. Men det var sindssygt svært, for jeg stod alene med det, for jeg fortalte ikke noget om det til min mor. Det var meget ensomt. Jeg kunne ikke spejle mig i nogen. Der var ikke nogen, der forstod mig. Der var ikke det fællesskab, som jeg har fået senere,” fortæller han.

Chosen family

Det fællesskab, han omtaler, er noget, der inden for transmiljøet kaldes chosen family. På dansk betyder det selvvalgt familie. De ældre i transmiljøet tager sig af de yngre, som ikke møder forståelse hos deres egen familie.

“I 2018 begyndte jeg at arbejde i noget, der hedder Happy Copenhagen. Der arbejdede jeg sammen med en masse voksne i LGBT-miljøet, og der fik jeg meget hurtigt nogle rollemodeller, der tog sig af mig. De hjalp mig med at sørge for, at jeg fik sovet om natten, fik spist og bare i det hele taget passede på mig selv,” fortæller han.

Til spørgsmålet om, hvad den bedste oplevelse er ved at være transkønnet, svarer han, at det er oplevelsen af både at have levet først som pige og sidenhen som dreng og mand.

“Den store erfaring man får ved at være en del af både det mandlige og det kvindelige samfund. Man spiller totalt dobbeltspil og kan begge spilleregler. Men mest af alt de mennesker man møder. Andre transkønnede man møder, de er fantastiske. De er lavet af noget helt specielt.”

Læs også: Ny undersøgelse: Hver fjerde trans-kønnede har forsøgt selvmord