Politik
Klar til stik nummer 3? Alle danskere får tilbudt tredje vaccine
Alle os i Danmark skal have lov til at få vaccine-stik nummer 3, fortæller regeringen.
Hvis du allerede har haft to nåle i armen, så kan du godt forberede dig på én mere.
På et tidspunkt får alle os i Danmark tilbudt vaccine-stik nummer tre. Det kunne sundhedsministeren Magnus Heunicke fortælle på et pressemøde mandag eftermiddag.
”Den danske forventning er, at vi alle skal have tredje vaccinestik, spørgsmålet er hvornår,” siger han.
Lige under 75 procent af os i Danmark har fået mindst det første stik med en vaccine. Lige under 69 procent af fået to. Det viser tal fra Statens Serum Institut.
Det tredje stik kaldes også et booster-stik. Det skal altså booste den vaccine, som man allerede har i kroppen.
I sidste uge kom det frem, at man regner med snart at tilbyde stik nummer tre til dem, der har allermest brug for det – nemlig dem, som har et svagt immunforsvar på grund af sygdom. Det er nemlig immunforsvaret, som bekæmper coronavirusset.
Statsministeren har besked til de unge
Statsministeren havde en direkte besked til unge på pressemødet. Hun talte direkte til alle dem under 40 år, som stadig ikke har fået deres vaccine. Dem er der nemlig alt for mange af, sagde hun:
”Til dig, der af den ene eller anden grund ikke er vaccineret endnu. Skulle du ikke tage at gøre det? […] Sørg nu for at blive vaccineret for din egen skyld og alle andres skyld.”
Sundhedsministeren Magnus Heunicke kunne også fortælle, at antallet af folk, der bliver indlagt på hospitalet med coronavirus, stiger lige nu. Og det er især dem uden vacciner, som bliver indlagt.
80 procent af de indlagte er ikke vaccineret færdig.
”Vi er på vej mod en epidemi blandt de ikke-vaccinerede i Danmark,” siger han.
Og det er især de unge, som ikke har fået stikkene.
Når man kigger på de 20-29-årige har knap 75 procent fået første stik. Og blandt de 12-19-årige er det lidt under 58 procent.
Det ser bedre ud blandt de 40-49-årige, hvor 86 procent har fået første stik. Og blandt de ældre grupper er tallet endnu højere.
For unge kan det være et valg mellem vaccinen eller corona – for de fleste uden vaccine vil blive smittet før eller siden. Det vurderer Søren Riis Paludan, som er professor i virologi på Aarhus Universitet. Det siger han til Politiken.
”Når virus er så smitsom, som deltavarianten er, vil hovedparten af alle uvaccinerede før eller siden bliver smittet. Også vores børn. For alt tyder på, at vi skal leve med coronavirus i fremtiden. Derfor stiller det forældre med valget at lade sit barn vaccinere, ellers vil det med stor sandsynlighed bliver smittet,” siger han.