Videnskab

Covid 19: Første land i Europa har opnået flokimmunitet – hvad betyder det?

Hvis Malta ser bekendt ud, er det fordi mange afsnit af Game of Thrones er optaget her.

Foto: Shutterstock

Sesilie Christophersen


26 maj, 2021



Malta opnår som det første land i Europa flokimmunitet. Danmark har stadig langt igen.

Endelig er der lidt gode nyheder om corona. Det har vi nok alle brug for. Det lille land Malta, som ligger syd for Italien, har nemlig opnået flokimmunitet. Som det første land i EU. Det skriver TV2.

Det betyder, at over 70 procent af befolkningen har dannet de antistoffer, som beskytter mod sygdommen. Enten ved at have haft corona, eller ved at blive blive vaccineret mod den.

70 procent af alle borgerne på den lille ferie-ø er nemlig helt vaccineret eller har fået første stik med en vaccine mod covid-19. Det fortæller landets sundhedsminister på et pressemøde. Han hedder Chris Fearne.

“Vaccinerne administreres med en hastighed på én hvert femte sekund. 42 procent af den voksne befolkning har fået to vaccinestik,” siger han.

Det betyder, at landet nu er så godt beskyttet mod covid-19, og at sygdommen gerne skulle forsvinde langsomt, da så mange er blevet immune, at virusset ikke kan finde nogen at smitte.

Og det kan man også mærke på øen. De seneste uger har der kun været tre nye smittetilfælde om dagen. Der bor så også kun 500.000 på øen. Men det stadig et meget lille smittetal.

Den positive udvikling i landet betyder, at restauranterne kan holde åbent indtil klokken 24. De har ellers skullet lukke klokken 17. Og alle restriktioner på fitnesscentre og swimmingpools er fjernet helt.

Fra 1. juli kan beboerne på Malta også glæde sig til at tage mundbindet af, hvis smittetallene bliver ved med at være så lave.

Danmark er bagud

I Danmark går det ikke helt så godt. Der bor ti gange så mange mennesker i Danmark, som der gør i Malta, men vores smittetal er 100 gange så stort, som det er i Malta.

Hvis Danmark havde Maltas smittetryk skulle der kun være omkring 100 nye smittede om dagen, men vi har omkring 1.000 nye smittede om dagen. Nogle dage lidt over, andre dage lidt under.

Magnus Heunicke er Sundhedsminister i Danmark. Han fortæller på Twitter, at kontakttallet er beregnet til 1,1. Det betyder, at smitten stadig er i stigning. Dog kun en lille stigning.

Men det går også fremad med vaccinerne herhjemme.

Den 25. maj har 1.893.795 personer fået første stik af en vaccine mod covid-19. Det svarer til 32,44 procent af befolkningen.

Mens 1.193.046 har fået begge stik og er færdigvaccinerede. Det svarer til 20,44 procent af befolkningen. Det skriver DR.

Læs også: Overblik: Indien er ramt af det værste coronaudbrud, verden har set