Identitet

Ny undersøgelse: Hver femte dansker er fed – og det er det laveste tal i EU

Danmark er det land i EU, som har færrest svært overvægtige.

Foto: Unsplash

Julius Christiansen Tromholt


4 december, 2019



Danmark er det land i EU, som har færrest svært overvægtige mennesker. Det viser en ny rapport.

Julen nærmer sig. For mange mennesker betyder det fed mad, sovs, masser af slik og andre søde sager. Alt det, som smager godt, men som man bliver tyk af.

Men faktisk er vi ikke særligt tykke i Danmark. I hvert fald ikke i forhold til resten af EU. En ny undersøgelse viser nemlig, at Danmark er det land i EU, som har færrest i kategorien ‘svært overvægtige.’ Det skriver DR.

Så nogle af os kan måske godt tage lidt ekstra sovs til flæske-stegen juleaften.

Men det er desværre ikke os allesammen. For hver femte dansker er nemlig svært overvægtig. Det viser rapporten ’Den svære overvægts tunge byrde,’ som er lavet af den internationale økonomi- og udviklings-organisation OECD.

Hvis man er svært overvægtig, har man et BMI på over 30. BMI står for Body Mass Index, og det er en model til at udregne kroppens mængde af fedt. Du kan udregne din BMI her.

Professor er ikke overrasket

At Danmark ligger så godt i forhold til resten af EU, overrasker ikke Arne Astrup, som er professor og leder for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Han forklarer nemlig, at Danmark de sidste 10-15 år har ligget godt i statistikkerne.

Vi spiser nemlig sund mad som havregryn og rugbrød, ligesom mange bor i byer, hvor det er normalt at cykle og gå meget.

Derudover er sukker og sodavand dyrt i Danmark. I 2004 lavede Danmark som det første land i Europa en lov, som gør, at der kun må være to procent kunstigt fremstillede transfedtsyrer i mad. I årene efter loven blev indført, har der været et fald i antallet af svært overvægtige i Danmark, skriver DR.

Danmark har mange sygeligt overvægtige

Den nye rapport er desværre ikke kun positiv læsning.

For når det kommer til de sygeligt overvægtige – dem med et BMI på over 35 – så ligger Danmark i den dårlige halvdel af undersøgelsen.

Det kan virke mærkeligt, at vi har færre fede, men flere ekstremt fede. Men det skyldes, ifølge Arne Astrup, at der mangler tilbud med behandling til de ekstremt overvægtige.

”Vi er gode til at forebygge, men ikke til at komme med behandlings-tilbud. Så bliver man overvægtig, får det lov at blive ekstremt, fordi der ikke er ordentlige behandlingstilbud, hvis overvægten ikke er livstruende,” siger Arne Astrup til DR.

Malta er det land i EU, som har flest svært overvægtige. Her er 29 procent af befolkningen svært overvægtige. På de næste pladser kommer Storbritannien og Ungarn med 28 og 27 procent. Se hele listen her.