Identitet

Officielt: Isen Kæmpe Eskimo skifter navn i Danmark

Der er blandt andet chokolade på en Kæmpe Eskimo.

Foto: Viacheslav Bublyk/Unsplash.

Julius Christiansen Tromholt


4 marts, 2021



Nu skifter isen Kæmpe Eskimo navn. Flere mener nemlig, at navnet er racistisk. I fremtiden vil isen hedde enten Solbær Stang eller Kæmpe Solbær.

”Jeg vil gerne bede om Kæmpe Eskimo”

Det kan du ikke få. Det er der nemlig ikke noget, som hedder længere. I stedet skal du bede om en Kæmpe Solbær eller en Solbær Stang.

Det seneste år har flere navne og logoer på produkter som mad, is og slik skiftet navn. Nogle produkter har nemlig et navn, der kan lyde racistisk.

Det gælder også for den gamle is Kæmpe Eskimo, som er en vaniljeis overtrukket med chokolade med solbær i midten. Ordet eskimo kan nemlig virke racistisk eller nedsættende.

Sådan ser den gamle udgave af isen ud:

Debatten startede i USA, som havde en is, som hed Eskimo Pie i næsten 100 år. Men i sommer valgte firmaet at skifte navnet på isen.

Dengang ville firmaerne Frisko og Premier Is, som laver Kæmpe Eskimoen i Danmark, ikke skifte isens navn. Der var nemlig ikke nogen, som havde brokket sig over navnet. Det fortalte Claus Dahlmann Larsen til Ritzau. Han er kommerciel direktør hos Premier Is.

”Og vi har ikke fået nogle henvendelser overhovedet om det. Hvis vi skulle få det fra foreninger eller befolkningsgrupper om, at de finder det stødende, så vil vi overveje det igen. Men på den korte bane er svaret nej,” sagde han.

Men nu skifter isen altså navn alligevel.

Hvorfor har de ændret mening?

Flere begyndte at klage over navnet. Derfor har de to firmaer valgt at lytte til folk. Og nu ændrer de altså navnet. Det skriver TV 2.

Frisko ændrer navnet på isen til Solbær Stang. Premier Is ændrer navnet på isen til Kæmpe Solbær.

Tidligere har firmaet Hansens is også valgt at omdøbe isen. Derfor er der ikke længere en is i Danmark, som hedder Kæmpe Eskimo.

Du kan dog godt købe en Kæmpe Eskimo lidt endnu. Firmaet Unilever, som ejer Frisko, vil nemlig først sælge resten af de Kæmpe Eskimo-is, som de allerede har på lager. De vil nemlig ikke smide mad ud.

I løbet af de kommende måneder vil Kæmpe Eskimoen forsvinde helt.

Hvorfor er ordet eskimo racistisk?

Mange opfatter ordet eskimo som racistisk eller nedsættende. Ordet eskimo bruges om det folk, som lever i området omkring Arktis – altså i Grønland, Alaska og det nordlige Canada og i det nordlige Rusland.

Ordet blev brugt af folk, som kom til områderne for at overtage dem og bygge kolonier. De kaldte befolkningen i områderne for eskimoer.

Hvis du slår ordet op i ordbogen, så vil der i dag stå, at nogle opfatter ordet som nedsættende.

Hvad har ellers ændret navn?

Det er ikke første gang, at kendte navne bliver ændret, fordi de lyder racistiske.

Tidligere har Haribo fjernet nogle sorte masker fra slikposen Skipper Mix, fordi de var racistiske.

I flere år kaldte man også flødeboller for negerboller. Det gør man ikke mere.

I februar 2021 valgte firmaet Tørsleffs at fjerne et billede af sort mand på deres dåse med vanilje.

I bøgerne om Pippi Langstrømpe hed Pippis far “Negerkongen”. Det er blevet ændret til ”Sydhavskongen.” Det skriver DR.

Hvad mener du?

Er det en god idé, at Kæmpe Eskimoen skifter navn?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...