Identitet
”Skadelig” for autister: Danske Nina samler underskrifter ind mod stjernesangers film
Nina Skov Jensen mener, at Sias nye film om en autistisk pige fremstiller autisme helt forkert. Nu har hun startet en underskriftindsamling mod filmen.
Popstjernen Sia har kastet sig ud i at blive filminstruktør. Hun har lavet en film, der hedder Music. Den handler om en autistisk pige, som også hedder Music. Hun er non-verbal – det vil sige, at hendes autisme gør, at hun ikke kan tale.
Fornem filmpris
Sias film Music er nomineret til den fornemme filmpris Golden Globe i to kategorier:
- Bedste musical eller komediefilm
- Bedste kvindelige hovedrolle i en musical eller komedie – skuespilleren Kate Hudson
Men filmen har fået voldsom kritik. Den bliver beskyldt for at fremstille autister forkert. Og folk er vrede over, at hovedrollen bliver spillet af en pige, som ikke selv er autist – nemlig danseren Maddie Ziegler, som også har danset i Sias musikvideoer Chandelier og Elastic Heart.
Filmen blev for nylig nomineret til to af de fornemme Golden Globe-filmpriser.
Men danske Nina Skov Jensen mener ikke, at filmen har fortjent at blive nomineret. Hun har startet en underskriftindsamling for at få Golden Globe-nomineringerne trukket tilbage. Og for at få filmindustrien til at inkludere flere autistiske personer.
Og der er mange, som er enige med hende. Indtil nu har over 110.000 personer skrevet under.
Nina Skov Jensen er selv autist. Og hun mener, at ”filmen bidrager til skadelige stereotyper om autistiske mennesker,” skriver hun.
Hvad er autisme?
Autisme kaldes mere præcist Autisme Spektrum Forstyrrelser. Man taler om et spektrum af forstyrrelser, fordi autisme kan komme til udtryk på mange måder.
Det er en række af psykologiske udviklingsforstyrrelser, der kan gøre det svært for personen at have socialt samspil, kontakt og kommunikation med omverdenen.
Personer med diagnosen kan have svært ved at sætte sig ind i andre menneskers tanker og følelser.
I nogle tilfælde har man sprogforstyrrelser, som gør det svært at tale eller forstå sprog.
Nogle gange har man adfærdsforstyrrelser, hvor personen gentager en handling igen og igen eller kun har interesse for bestemte ting.
Cirka én procent af befolkningen har en autisme spektrum forstyrrelse.
Med den rigtige hjælp bliver mennesker med autisme spektrum forstyrrelser ofte bedre til at håndtere sociale situationer og kommunikation.
Hvorfor får filmen kritik?
Nina Skov Jensen giver flere grunde til, at filmen ikke fortjener Golden Globe-nomineringerne. Det skriver hun på siden Change.org, hvor hun har startet underskriftindsamlingen.
Hun kritiserer, at hovedrollen som den autistiske Music bliver spillet af en ikke-autistisk skuespiller. Hun mener også, at karakteren bliver fremstillet på en stereotypisk måde.
Hun skriver, at skuespilleren Maddie Ziegler ”imiterer autistiske mennesker på præcis den måde, som autistiske mennesker er blevet mobbet og latterliggjort hele deres liv.”
Hun kritiserer også, at Musics følelser aldrig rigtig bliver vigtige i filmen:
”Ikke én gang kommer hendes følelser eller tanker til udtryk eller bliver opsøgt.”
Filmen bruger hurtigt skiftende lys, som kan starte et epileptisk anfald, hvis man har epilepsi. Nogle autister har også epilepsi, og for dem bliver filmen farlig at se, skriver Nina Skov Jensen.
Hun kritiserer også, at der i nogle scener bliver brugt tvang mod Music. At holde en personen ned mod jorden med hovedet nedad er en gammeldags måde at håndtere en autistisk person, som oplever et sammenbrud.
Den danske organisation Landsforeningen for Autisme mener også, at scenerne med tvang er et stort problem. Det fortæller formanden Kathe Johansen til DR:
”En magtanvendelse er overhovedet ikke en måde at håndtere situationen på. Det er skadeligt for autistiske mennesker at fremstille det som normalt og i orden.”
Hvad siger Sia?
Sia har fået hård kritik, især på sociale medier. Og da filmen blev nomineret til Golden Globes, tog shitstormen til.
I starten af februar svarede Sia på kritikken i en serie af tweets. Siden har hun slettet sin Twitter-konto, så hendes tweets ligger ikke længere online. Men det amerikanske medie Variety har skrevet om dem.
Hun skrev, at hun ”har lyttet” til kritikken. Hun lovede også at sætte en advarsel i starten af filmen, som advarer om scenerne, der indeholder tvang.
Senere tweetede hun, at scenerne med tvang vil blive fjernet fra filmen fremomver.
Hun skriver:
”Jeg lyttede til de forkerte mennesker, og det er mit ansvar, min research var tydeligvis ikke grundig nok, ikke bred nok.”
”Undskyld”, skriver hun også i et enkelt tweet.
LÆS OGSÅ: Sia i shitstorm: ”Utroligt stødende” over for autister