Videnskab

Rumfartøj eksploderede under en test

Sådan så det ud, da rumfartøjet eksploderede.

Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


10 december, 2020



Et rumfartøj fra virksomheden SpaceX eksploderede, da det landede. Der var ingen mennesker ombord.

Hvem har ikke forestillet sig, hvordan det ville være at blive skudt ud i det ydre rum i et rumfartøj?

Du skal være glad for, at du ikke var med på det rumfartøj, som landede onsdag i Texas i USA. Eller rettere, forsøgte at lande. For rumfartøjet eksploderede, da det var i gang med at lande.

Det skete under en test, og der var heldigvis ingen mennesker med ombord. Det skriver mediet The Guardian.

Rumfartøjet er lavet af virksomheden SpaceX. Den bliver ejet af Elon Musk, som også står bag virksomheden Tesla, der laver el-biler.

Sådan så det ud, da rumfartøjet eksploderede:

Hvad er det for et rumfartøj?

Rumfartøjet var et såkaldt Starship, som SpaceX er i gang med at udvikle.

Planen er, at netop sådan et Starship skal bruges til at rejse til både Månen og Mars om nogle år, ifølge TV 2.

Rumfartøjet fløj ved hjælpe af SpaceX’ nye Raptor-motorer. De bruger flydende ilt og stoffet metan til at drive fartøjet fremad.  

Hvad skete der?

Rumfartøjet skulle flyve en tur som en test. Blandt andet skulle det nå en højde på 12,5 kilometer.

Rumfartøjet lettede og fløj med succes. Men det vides ikke, om det nåede højden på 12,5 kilometer.

Det var først under landingen, at noget gik galt, og rumfartøjet eksploderede.

Hvad siger Elon Musk?

Det lyder ikke som om, at Elon Musk er ked af, at rumfartøjet eksploderede.

På Twitter skriver han, at testen gav ”alt den data, vi havde brug for”:

Eksplosionen kom tilsyneladende ikke som en overraskelse for ham. Ifølge BBC havde han allerede før testen fortalt sine fans, at der måske kunne ske fejl.

En del af planen med Starship-fartøjerne er, at de skal kunne genbruges. Derfor skal de også testes til deres yderste, skriver TV 2.

LÆS OGSÅ: Historisk: Privat firma sender astronauter afsted – kan man snart blive turist i rummet?