Identitet
Video: Har du selv et ansvar for at hjælpe klimaet som forbruger?
Vi skal bremse klimaforandringerne. Men hvilket ansvar står vi selv med, når vi skal købe ind i supermarkedet, eller når vi skal opfinde nye produkter?
EU’s Green Deal
I temaet EU’s Green Deal sætter Seismo spot på, hvad EU kan gøre for at redde klimaet. Vi forklarer EU’s klimaplan, som skal gøre de 27 EU-lande klimaneutrale om 30 år. Vi taler med eksperter, unge klimaaktivister og politikere om, hvordan EU bedst kan hjælpe klimaet. Og vi rejser til Rotterdam for at undersøge, hvad der skal til for at forberede os på stigende have og de andre klimaforandringer, der allerede er på vej.
Temaet EU’s Green Deal er støttet af Europa-Nævnet.
Hvis alle i verden havde det samme forbrug, som os der bor i EU, havde vi brug for 2,8 jordkloder for at skaffe alle de naturlige ressourcer, som vi ville bruge.
Vi forbruger altså langt mere, end naturen kan holde til.
Det gælder for eksempel, når vi køber kød, som skader klimaet. Eller bananer fra den anden side af kloden, som kræver store mængder CO2-udledning for at komme frem til Danmark.
Det gælder, når vi køber nyt tøj eller elektronik i stedet for at genbruge og reparere.
Men har vi som forbrugere et ansvar for at redde klimaet? Eller ligger ansvaret kun på politikernes skuldre?
Vi har spurgt fire unge, som går op i at hjælpe klimaet.