Skuespiller Lise Pleidrup: Jeg vil gerne kaldes tyk

Det startede allerede i folkeskolen, hvor sundhedsplejersken sagde til Lise Pleidrup, at hun lige var et par kilo tykkere, end hvad godt var. Derfor blev hun sendt i et skoletilbud som hed “Fed Fredag”. Her skulle hun hver fredag eftermiddag mødes med andre tykke elever og dyrke motion og spise æbler, som hun selv beskriver det.

Derfra har hendes liv været fyldt med “gode” råd fra voksne, skoletilbud, julemærkehjem og uopfordrede kommentarer fra andre om, hvordan man bedst bliver tynd. Alt handlede om at blive tynd. Men ingen spurgte Lise Pleidrup, om hun overhovedet havde lyst til at være tynd.

“Der var mange, der syntes, at de skulle være min helt og redde mig fra det menneske, jeg er. Det kan føles meget voldsomt, når folk kommer hen til en og siger: ‘Lise, jeg synes, du skal ændre dig. Jeg vil gerne hjælpe med at ændre dig.’ Når man ikke har bedt om det. Man får en følelse af at være forkert fra en meget tidlig alder,” fortæller hun.

Første danske forestilling om at være tyk

I dag er Lise Pleidrup 26 år gammel og er netop blevet uddannet skuespiller fra skuespillerskolen Ophelia i København. Hun har skrevet det første danske teaterstykke, som udelukkende handler om at være tyk, og hvordan det føles at blive set som en belastning for samfundet på grund af størrelsen på ens krop.

“Jeg har en scene i stykket, hvor jeg er bekymret for, om jeg kan være i et biografsæde. Det tænker man ikke over, hvis man er tynd, for selvfølgelig kan man være der. Men mange tykke mennesker ved ikke, om de kan være i et sæde eller ej. Det er en panik, der hele tiden er der, om du skal på café, eller du bare skal hjem og besøge nogen, hvor du ikke ved, hvilke stole de har. Man kan blive helt panisk, hvis man ikke kan finde billeder af, hvordan det ser ud på nettet,” fortæller hun.

Tykke mennesker bliver ikke taget seriøst i medierne

I forestillingen gør Lise Pleidrup meget ud af at bruge humor, fordi hun hverken vil have, at publikum skal have ondt af hende, eller at emnet skal blive for tungt. For selvom hun taler om nogle seriøse emner, så er stykket først og fremmest lavet som en kærlighedserklæring til Lise Pleidrups egen krop og andre tykke menneskers kroppe.

“Det handler ikke om kampen “de tykke mod de tynde.” Men forestillingen er mest lavet til tykke mennesker. Det kan give dem en oplevelse, som de kan spejle sig i. For vi er ikke særligt godt repræsenteret i medierne. Kun som comic relief som i for eksempel den norske tv-serie SKAM,” fortæller hun.

Hun taler om rollen Chris Berg i SKAM, der er den tykke veninde i pigeflokken, som i mange scener bliver vist som kejtet og klodset på en humoristisk måde, men så heller ikke så meget mere. Hendes følelsesliv bliver ikke udforsket på samme måde som de andre piger i flokken, der alle er tynde.

“Jeg skal ud til en branche, hvor jeg er nervøs for, om der er roller til mig, for jeg har svært ved at få øje på dem, og det skaber en følelse af, at man er forkert og alene,” fortæller hun.

Lise Pleidrup har kæmpet med selvmordstanker

Netop følelsen af at være forkert og alene har plaget Lise Pleidrup hele hendes liv, og hun får i dag antidepressiv medicin. Hun har tidligere været så ked af det, at hun overvejede at begå selvmord.

“Jeg tænkte, at hvis tykke mennesker ikke må være her, så kan jeg jo lige så godt ikke være her. Så kan jeg jo lige så godt udslette mig selv,” fortæller hun og fortsætter:

“Vi lever i et samfund, hvor man skal præstere på alle fronter, hvor man ikke må være en belastning for samfundet. Som tyk tager du mere plads, end hvis du er tynd, og bliver derfor set som en belastning. Mange kobler også tyk sammen med usund, og der bliver tykke mennesker igen set som en belastning, for så tager man mere på sygehuset. Men man behøver ikke at være usund, fordi man er tyk. Jeg har også været danseinstruktør i Fitness World. Men der er sgu ikke nogen, der tror, at jeg kan danse,” forklarer hun.

Hun er godt klar over, at hendes budskab provokerer mange mennesker, fordi det, hun kalder tykfobi, er så gennemgående i verden, og fordi mange mennesker har meget stærke holdninger til, at det er sundere at være tynd, end det er at være tyk. Men efter hendes mening handler debatten om noget andet. Det handler om, at alle skal have lov til at være her og blive behandlet med respekt uanset størrelse.

“Alle lider af en form for tykfobi. Selv tykke mennesker lider af det. Jeg har sågar taget mig selv i at tænke: Ham der, han sidder da bare derhjemme foran computeren og spiser slik og chips hele dagen. Der blev jeg virkelig flov over mig selv,” fortæller hun.

Men hun ser dog en udvikling hos de unge, som hun kalder oplyste og fremme i skoene i forhold til at inkludere mennesker, som er anderledes.

“Jeg vil gerne sige til de unge, at det aldrig er dem, der er noget galt med. Det er samfundet, man skal kigge på, hvis man skal kigge på noget. Det er ikke den enkelte person, der skal lave om på sig selv,” afslutter hun.

Hvad er forskellen på tyk og overvægtig?

Lise Pleidrup:

“Grunden til, at jeg foretrækker ordet tyk, er, fordi det oprindeligt er et neutralt ord på lige fod med tynd. Vi har bare valgt som samfund at lade ordene, sådan at tyk er negativt, og tynd er positivt. Grunden til, at jeg ikke bruger begreber som normalvægt, undervægt og overvægt, er, at de er skabt ud fra ordet normalvægt.

Ordene kan ikke stå alene. Der ligger et hierarki i de ord, som siger, at normalvægt er det rigtige, og overvægt og undervægt er forkert. Så er der også ord som fed, der er koblet på ordet fedme, som er skabt på baggrund af sygdom. Hvis man skal tro det ord, er vi sådan nogle sygdomsbomber, der render rundt i verden. Vi er en epidemi, hvilket selvfølgelig ikke er rigtigt.”

Hvad er forskellen på tyk-aktivisme og krops-positivisme?

Tykaktivisme og kropspositivisme er to bevægelser, som mange mennesker tilslutter sig i disse år for at skabe fokus på en anden krops-type end de helt slanke og trænede kroppe, man for eksempel ser på sociale medier. Kropstyper, som mange mennesker føler, er svære at leve op til.

Lise Pleidrup:

“Tykaktivisme arbejder ud fra nogle strukturer i samfundet, kropspositivisme handler om, at man skal lære at elske sig selv. Det handler om individet og om at lære at holde af sig selv og sin krop, som den er.

Tykaktivisme arbejder den anden vej fra. Her arbejder man mod, at man overhovedet skal leve i et samfund, som hader tykke kroppe. Det er to forskellige retninger.

Jeg synes, at det er forfærdeligt, at vi lever i en verden, hvor vi ser ned på tykke mennesker, og mange føler, at de bliver nødt til at gemme sig. Vi må nærmest ikke eksistere. Jeg tror på, at det er bedre at arbejde på at gøre samfundet mere inkluderende end at arbejde på individbasis. Det kendetegner hele vores samfund meget, at det hele handler om individets ansvar for at leve op til alle samfundsnormer, frem for at skabe et samfund, som er mere inkluderende over for forskellige mennesker. Det vil jeg gerne lave om på.”

Forestillingen “Er der plads til mig” spiller d. 6.-19. november 2020 på Folketeatrets nye ungdomsscene Kvisten i København. Billetter er gratis.

Hvis du har det svært, kan du få råd og hjælp ved at kontakte Headspace her. Hvis du går med selvmords-tanker, kan du ringe til Livslinien på 70 20 12 01.