Online
16-årig skal måske i fængsel: Har truet en anden under et computer-spil
En 16-årig dreng skal muligvis i fængsel for at true en anden over programmet Discord.
Hvis du har spillet computer mod andre på internettet, så er du klar over, at tonen kan blive meget grov.
Man kan nemlig hurtigt blive sur på spillet, modstanderen, vennerne eller andre, der er skyld i, at man taber.
Men man skal passe på, hvad man siger. For det kan få stor betydning uden for spillet.
Det har en 16-årig dreng fra den danske by Lunderskov fundet ud af. Det skriver mediet JydskeVestkysten.
Han er nemlig blevet sigtet for trusler over programmet Discord. Det er et program, som man kan bruge til at tale med hinanden, mens man spiller computer.
Han har truet en anden dreng, som han ikke kendte i virkeligheden. De har dog spillet computer sammen flere gange. Han havde blandt andet truet ham med tæv og sagt at ”jeg tager nogen med, der er villige til at tage en anden mands liv”.
Skal han i fængsel?
Det ved vi ikke endnu. Den 16-årige dreng var i retten i fredags. Men han må vente en hel uge på at finde ud af, hvad dommen bliver.
Dommeren i sagen havde nemlig brug for en uges tænke-tid. Så det bliver nok en lang og svær uge for den 16-årige dreng.
Hvad skete der i retten?
Når man er i retten, så er der en anklager, en forsvarer og en dommer. Det skriver anklagemyndigheden.dk.
Anklageren repræsenterer staten. Når politiet har efterforsket en sag, så skal anklageren vurdere, om sagen skal for en dommer i retten. Altså, om der er beviser nok til at få nogen dømt for noget kriminelt.
Det er anklageren, som fører sagen i retten. Det betyder, at anklageren skal bevise, at der er sket noget kriminelt. En anklager er uddannet jurist.
I denne sag mener anklageren, at drengen skal 20 dage i fængsel. Han har nemlig tidligere fået en dom for vold.
Forsvareren skal forsvare den anklagede – altså den 16-årige dreng i denne sag.
Forsvareren forklarede, at den 16-årige lige er startet på en uddannelse, ligesom han også er startet på et kursus, hvor han får hjælp til at styre sin vrede. Derfor mener han, at dommen skal være betinget. Når en dom er betinget, betyder det, at man ikke skal straffes ved at sidde inde i fængslet. I stedet bliver der holdt øje med, at han ikke begår andre forbrydelser i to år frem.
Hele sagen skal afgøres af en dommer. Og det bliver den altså på fredag.
LÆS OGSÅ: Stor uenighed: Hvordan skal drenge-børn omskæres i Danmark?