Kultur

5 fjollede mærke-dage, du kan fejre

Du må ikke glemme at fejre koens dag!

Foto: Wolfgang Hasselmann/Unsplash

Julius Christiansen Tromholt


15 september, 2020



En dag hvor man hylder hobbitter? Der findes mange mærkelige mærke-dage. Vi har samlet fem af dem.

Mange dage på året bliver brugt til at skabe opmærksomhed om et eller andet. Ofte noget, som er et problem i hele verden.

Den 29. september er det for eksempel den internationale dag mod madspild. Læs mere om det her.

Den 22. april har vi Jordens Dag. Den har man fejret siden 1970. Her har hele verden fokus på klimaet og miljøet. Læs mere om dagen her.

Men der findes også en masse dage, hvor der bliver sat fokus på alt muligt mærkeligt. Specielt i USA er de glade for underlige mærke-dage.

Vi har samlet fem dage, som du skal huske at fejre næste gang.




1
Sæt pris på koen-dag

Siden 2004 har man – særligt i USA – hyldet koen den anden tirsdag i juli. Det hele startede med en reklame-kampagne fra 1995 lavet af den amerikanske kyllinge-producent Chick-Fil-A. I kampagnen kunne man se køer, som prøvede at overbevise folk om at spise mere kylling – for ikke selv at blive spist. Det skriver mediet Nationaltoday.com.

I dag er det blevet til en dag, hvor vi hylder koen. Vi skal hylde koen for alle de produkter, som kommer fra køer – som ost, mælk og fløde. De første mennesker begyndte at drikke mælk fra køer for cirka 7.500 år. 

Køer stammer fra den store ur-okse, som levede i Europa, Nordafrika og Asien for 10.000 år siden. De første køer kom til Danmark for cirka 5.000 år siden. Det skriver Aabentlandbrug.dk.

2
Hyld en hobbit-dag

Som troldmanden Gandalf siger: ”Hobbitter er i sandhed fantastiske væsner.”

Den 22. september hvert år hylder man hobbitterne fra Ringenes herreuniverset. Mange elsker de små, menneske-agtige hobbitter med hår på fødderne.

Dagen byder blandt andet på fester og lookalike-konkurrencer. Måske skulle du klæde dig ud som Frodo eller Sam til næste hobbit-dag? Læs mere om festen her.

Bøgerne Ringenes herre og Hobitten er skrevet af den engelske forfatter og professor J.R.R. Tolkien, som levede fra 1892-1973. 

3
Respekt for dine forældre-dag

Den 4. søndag i juli hylder vi vores forældre. Dagen blev startet i 1994 af den amerikanske præsident Bill Clinton. Dagen er tænkt som en kombination af mors og fars dag. Men den er aldrig rigtig blevet lige så populær som de to andre dage.

På dagen skal vi hylde vores forældre ved for eksempel at tilbringe dagen sammen med dem og lave mad til dem. 

4
Spis et rødt æble-dag

Der findes rigtig mange dage, som har noget med mad at gøre. Der findes blandt andet dage som cheesecake-dag og mælke-chokolade-dag. Der findes også mad-dage med fokus på lidt sundere mad. Blandt andet spis-et-rødt-æble-dag.

Det er hvert år den 1. december. Dagen blev startet i USA for at minde folk om, at der også findes sunde snacks.

Som det gamle ord-sprog siger: ”An apple a day, keeps the doctor away.” Eller på dansk “Et æble om dagen holder lægen bort.” 

Og der kan godt være noget om snakken. Æbler indeholder nemlig vigtige vitaminer og mineraler, som din krop har brug for.

Mennesker har spist æbler i tusindvis af år. De er en del af rosen-familien – ligesom pærer.

5
Den internationale katte-dag

Den 8. august hylder vi vores små pels-venner: kattene.

Dagen er blevet fejret siden 2002. Dagen skal bruges til at sætte fokus på de flere end 500 millioner katte, som lever i verden. Så husk at nus din kat en ekstra gang den 8. august – hvis den altså gider.

De fleste elsker at se på katte-videoer. Faktisk viser en undersøgelse, at det kan være sundt for dit mentale helbred at se katte-videoer. Læs mere om det her.