Kultur
Elever er sure og skuffede over forbud på sidste skole-dag
Kast med karameller er en vigtig tradition for de elever, som går ud af folkeskolen. Men det bliver der ikke noget af i år.
Det er en tradition. Eleverne, som stopper i 9. klasse, skal kaste karameller til de yngre børn på sidste skole-dag. Det hører bare til.
Men sådan bliver det ikke i år. På grund af risikoen for corona-smitte, får 9. klasserne ikke lov til at kaste karameller. Det er en af reglerne for, hvordan skoler og uddannelser skal fejre afslutningen på skole-året, som er lavet af Børne- og Undervisningsministeriet.
Den nye regel er ikke populær blandt elever i 9. klasse, skriver TV2 Østjylland og Holstebro Struer Dagbladet.
”Sker kun én gang”
I Aarhus er karamel-kast blevet aflyst i hele kommunen, skriver TV2 Østjylland.
15-årige Tine Andersen Dabelstein, der går i 9.X på Tranbjergskolen i Aarhus, skal holde sidste skoledag på torsdag. Hun er både sur, irriteret og ked af det.
”Jeg har brugt 10 år på skolen, og hvert år har jeg set de ældre elever kaste karameller. Jeg kommer ikke til at gå i 9. klasse igen. Det her sker kun én gang i vores liv, og nu kommer det slet ikke til at ske,” fortæller hun til TV2 Østjylland.
I Holstebro havde Ole Preiss også glædet sig til sidste skoledag. Han er skole-leder på Rolf Krake Skolen, og så er han selv far til to børn, som bliver færdige i folkeskolen i år, siger han til Holstebro Struer Dagbladet:
”Hvad hestevogns-kørslen er for studenterne, er karamel-kastning for folkeskole-eleverne. Det er vigtigt for dem, men jeg tænker da også, at de ikke er gået i skole i 10 år bare for at kunne kaste karameller.”
I sidste øjeblik fik årets studenter lov til at køre studenter-kørsel i hestevogn eller lastbil. Men de skal også følge nogle corona-regler – dem kan du læse mere om her.
LÆS OGSÅ: Første dansker har fået medicin, som skal hjælpe mod corona-virus