Kultur
Har du drukket mindre under corona-krisen? Så er du ikke alene
Mens Danmark har været lukket ned, har unge drukket langt mindre, end de plejer.
Danske unge har Europa-rekord i druk. Vi drikker alt for meget. Det har du helt sikkert hørt før. Det er den samme gamle sang om alkohol-vaner i Danmark.
Så da corona-krisen kom, og Danmark blev lukket ned, var eksperterne også hurtige til at sige, at de unge ville drikke sig fulde alligevel.
Men der tog de fejl. En undersøgelse viser nemlig, at de unge har drukket langt mindre under corona-lukningen end ellers. Sådan skriver DR.
Mindre druk under corona
Unges druk i Danmark
- Siden 1995 har unge i Danmark haft europa-rekord i druk.
- I 2004 blev det forbudt at sælge alkohol til børn under 16 år i Danmark. Man må først købe hård alkohol, for eksempel vodka, når man er over 18 år. I de fleste andre europæiske lande skal man være 18 for at købe alle former for alkohol.
Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
I undersøgelsen svarer 12.000 unge på, hvordan deres alkohol-vaner er blevet påvirket af corona-krisen.
Svarene viser, at 60 procent af de unge har drukket mindre alkohol, end de plejer under corona-krisen. Lidt over 30 procent svarede, at de næsten slet ikke havde rørt alkohol under corona-lukningen.
Grunden til, at de unge har skåret ned på sprutten, er, at de ikke vil drikke alene. Det er eksperter og de unge selv enige om.
”De begivenheder, hvor de plejer at drikke alkohol – fester, samvær med vennerne og fredagsbarer – har der ikke været nogen af. Og tager man årsagen til at drikke væk, så drikker de ikke,” siger Janne Tolstrup til DR. Hun er professor på Institut for Folkesundhed og står bag undersøgelsen.
At de unge drikker mindre under corona-krisen, er helt modsat deres forældre og de andre voksne i Danmark. Ifølge organisationen Alkolinjen har 10 gange så mange taget en online alkohol-test, mens der har været corona-lockdown. De fleste, som tager testen, gør det for at undersøge, om de drikker for meget alkohol i forhold til det, der anbefales. Det kan du læse mere om her.
LÆS OGSÅ: Søren Brostrøm til kamp mod unges alkohol-forbrug.