Identitet

Ensomheden rammer psykisk sårbare unge hårdt under corona-krisen – men her kan de mødes og støtte hinanden virtuelt

SIND Ungdom har 12 klubber rundt omkring i landet.

Foto: Eric Ward/Unsplash

Freya Ea Bjørnlund


12 april, 2020



Psykisk sårbare unge plejer at hænge ud med andre unge hos organisationen SIND Ungdom. Men under corona-krisen må organisationen tænke kreativt.

Det er ikke nemt for nogen at sidde derhjemme bag lukkede døre den ene dag efter den anden. Men det er slet ikke nemt, hvis man er psykisk sårbar, mener Theodor Gjerding.

Han er landsformand i organisationen SIND Ungdom, som blandt andet arbejder for at skabe frirum og fællesskaber, hvor psykisk sårbare unge kan mødes.

Angst og stress kan komme til at fylde mere under sådan en krise, siger han.

”Og ensomhed vil fylde rigtig, rigtig meget. Også hos folk, der normalt ikke føler sig ensomme, men som pludselig bliver isoleret meget voldsomt.”

”Følgerne af sådan en krise kommer til at være meget store, når vi snakker psykisk sårbare unge.”

Hos SIND Ungdoms klubber rundt omkring i landet plejer psykisk sårbare unge at kunne mødes og hænge ud med hinanden. Men lige nu er intet, som det plejer.

Da statsministeren Mette Frederiksen lukkede ned for store dele af Danmark den 11. marts, lukkede SIND Ungdom også ned for klubberne. Og lige siden har de frivillige i ledelsen talt om, hvordan man kan støtte de psykisk sårbare under corona-krisen – på afstand.

Nu har de fundet flere løsninger.

Et sted, hvor man bare kan hænge ud med andre

SIND Ungdom har 12 klubber rundt omkring i landet, hvor psykisk sårbare unge kan mødes en eller to gange om ugen og lave mad, spille brætspil eller bare hænge ud sammen.

Når man kommer hos en af klubberne, er det ikke en pædagog, en læge eller en terapeut, som fører ordet. Klubberne bliver drevet af unge, som er der frivilligt.

”Vi går rigtig meget op i, at unge har mulighed for at komme i et fællesskab, uanset om de har en diagnose eller ej, uanset om man er ensom eller bakser med noget andet. Et sted, hvor det ikke er diagnoser eller udfordringer i hverdagen, der skal fylde, men hvor man bare kan være sammen med andre unge mennesker,” siger Theodor Gjerding.

Under corona-krisen har det ikke været muligt at mødes i klubberne ansigt til ansigt. Men nogle af de lokale klubber begyndte at finde løsninger online.

”Vi har klubber, der har arrangeret digitale quizzer, hvor de for eksempel har spillet Jeopardy sammen. Vi har andre, som har set film sammen over Netflix Party eller bare mødtes virtuelt.”

”Det er jo dejligt, at man som formand kan kigge ud og se, at der opstår en masse initiativ af sig selv.”

Nyt online-fællesskab

Selvom flere klubber har fundet deres egen måde at samle nogle af de unge, som lige nu sidder derhjemme, så manglede der stadig en løsning for alle på tværs af Danmark.

Nu er SIND Ungdom snart klar med et forum, hvor psykisk sårbare unge fra hele Danmark kan mødes – online.

Snart kan man nemlig mødes på appen Discord, hvor man kan chatte gennem tekst, video og lyd.

”Vi er næsten færdige med at udvikle vores eget rum. De enkelte klubber skal blive ved med at mødes lokalt online, hvis de har lyst. Men vi kunne godt tænke os at lave et større online-fællesskab,” forklarer Theodor Gjerding.

På Discord skal de samme regler gælde som i klubberne: Ingen alkohol, ingen stoffer og altid en god tone. Man skal inviteres for at komme med i forummet. Men alle psykisk sårbare unge er velkomne.

Det er vigtigt, at vi holder kontakten til hinanden netop nu, understreger Theodor Gjerding.

”Jeg vil gerne opfordre unge til at huske at tage kontakt til deres venner – også selvom det ikke er det samme på telefon. Man kan godt tænke over, om man kender en, som ville blive glad for at få kontakt nu.”

Hvis du har du har brug for at tale med nogen, kan du ringe til SIND’s telefonlinje og få råd og hjælp til psykisk sygdom på 70 23 27 50. Du kan også ringe og få en snak om svære følelser hos Headspace på 25 97 00 00 – du kan også chatte her.