Videnskab

Se den graf, der giver statsministeren håb om, at Danmark kan åbne efter påske

Hvis corona-spredningen fortsætter som nu, kan Danmark langsomt åbnes op efter påsken. Det fortalte statsminister Mette Frederiksen mandag.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


31 marts, 2020



Danskere dør stadig af corona-virusset. Alligevel håber statsministeren, at Danmark kan åbne op efter påske. En ny graf kan forklare hvorfor.

Corona-virusset har kostet 90 mennesker livet i Danmark. Og tallet stiger hele tiden.

Alligevel håber statsministeren Mette Frederiksen på, at Danmark langsomt kan åbne op igen efter påske. Sådan sagde hun på et presse-møde mandag – læs mere om det her.

Er det virkelig klogt at åbne landet langsomt op, hvis danskere stadig dør hver dag?

Det er et svært spørgsmål. Men når statsministeren tør håbe på, at Danmark er klar efter påske, så er det på grund af en ny graf.

Vi forklarer, hvorfor den her graf er så vigtig:

Foto: Statens Serum Institut

Hvad er ”smitte-kurven”?

Hvis du har set tv under corona-krisen, så har du nok hørt udtrykket: ”Vi skal flade kurven ud”.

Men hvad betyder det?

Det hele handler om ”smitte-kurven”. Det er en graf, som viser, hvor mange mennesker der er syge af corona-virusset på et givent tidspunkt.

Corona-virusset kan sprede sig meget hurtigt fra person til person. Og hvis vi ikke gør noget for at bremse spredningen – for eksempel bliver hjemme, holder afstand og vasker hænder – går det ekstra hurtigt.

Så får vi det, som kaldes en stejl smittekurve. Det vil sige, at antallet af smittede stiger meget hurtigt. En stejl smittekurve betyder, at epidemien bliver overstået hurtigt, men også at mange flere mennesker bliver smittet end ved en flad smittekurve.

Italien er et af de lande, som har haft en meget stejl smittekurve. Corona-virusset har spredt sig hurtigt og ramt masser af mennesker på kort tid. Lige nu har virusset kostet over 11.000 liv i Italien.

Hvis man til gengæld gør sig meget umage for at bremse smitten – igen, ved at blive hjemme, holde afstand og vaske hænder – så får man en flad smittekurve.

Det vil sige, at færre personer bliver smittet – og de bliver smittet langsommere. På den måde kan lægerne bedre følge med. Til gengæld vil epidemien vare i længere tid.

Se en video fra Sofaskolen, som forklarer forskellen på en stejl og en flad smittekurve, her:

Hvad er ”smitte-trykket”?

Hvis du så statsministeren holde presse-møde i går mandag, så hørte du måske udtrykket ”smitte-trykket”.

Hvad betyder det så?

Smittetrykket er et tal, der viser, hvor mange andre mennesker en corona-smittet person typisk giver virusset videre til.

I Danmark bliver spredningen af corona-virusset overvåget af Statens Serum Institutogså kaldet SSI.

Her har man vurderet, at smittetrykket i Danmark var cirka 2,4 den 12. marts – dagen efter, at Danmark begyndte at lukke ned.

Det betyder, at en smittet person gav virusset videre til i gennemsnit 2,4 andre mennesker.

Men efter samfundet lukkede ned, er smittetrykket faldet. Det vurderer SSI i en ny rapport. Og det er godt nyt for Danmark.  For et lavt smittetryk betyder en flad smittekurve.  

Hvorfor er den nye graf så vigtig?

Den nye graf viser, at Danmark indtil videre ser ud til at få en flad smittekurve.

Grafen er lavet af SSI, som holder øje med spredning af corona-virusset i Danmark. Den kan ses i den nye rapport om, hvordan spredningen udvikler sig, som SSI var klar med i går.

Den grå kurve viser, hvordan antallet af indlagte i det nordlige Italien forventes at stige indtil maj. Italien forventes altså at få en meget stejl smittekurve, som sætter hospitalerne under alvorligt pres.

Den røde linje viser antallet af indlagte i Danmark indtil nu. Man kan allerede se, at kurven ser ud til at blive meget fladere end den grå.

Hvis man kigger godt efter, kan man faktisk se, at kurven stiger voldsomt omkring den 9. marts. Men så falder den pludselig omkring den 13. marts – kort efter, at samfundet blev lukket ned.  

I rapporten vurderer SSI også, at smittetrykket i Danmark er faldet – faktisk er det næsten halveret. Smittetrykket er faldet fra cirka 2,4 den 12. marts til 1,4 den 24. marts.

Det betyder, at en smittet person nu ”kun” giver virusset videre til i gennemsnit 1,4 andre mennesker.

Det ser altså ud til, at strategien virker. Det gør faktisk en forskel, at vi bliver hjemme, holder afstand og vasker hænder.

Foto: Statens Serum Institut

Hvad kommer grafen til at betyde?

Om Danmark faktisk begynder at åbne op den 14. april efter påske – og om du kan komme i skole igen – er helt op til statsministeren og resten af regeringen.

Men i den nye rapport vurderer virus-eksperter fra SSI, at det er ”forsvarligt at ophæve dele af restriktionerne”. Det vil sige, at man godt kan fjerne nogle af alle de regler, regeringen har lavet for at bremse smitten.

Men det skal gøres langsomt og med små skridt ad gangen. Hvis vi åbner landet op for hurtigt, risikerer vi, at kurven bliver stejlere igen.

Og selv hvis Danmark begynder at åbne op, betyder det ikke, at corona-epidemien er overstået. Smitten er blevet bremset, men den er ikke blevet stoppet.

Det forklarede Kåre Mølbak, som er direktør for SSI, på et pressemøde i går mandag:

”Der er fortsat nogen, der vil blive smittet og blive indlagt. Og der vil fortsat være folk, der mister deres kære. Men epidemien er kommet mere under kontrol, end den er i andre lande. Det effektive har været, at vi har handlet tidligt i Danmark,” sagde Kåre Mølbak ifølge TV2.

Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at holde afstand, blive hjemme og vaske hænder ofte. Bliv klogere på, hvordan et virus helt præcist kan angribe din krop, her.

LÆS OGSÅ: Fra dyr til menneske – hvordan opstår en ny sygdom?