Politik
Minister åbner op for, at krav og bedømmelse til eksamen skal ændres
Hvordan skal man gå til eksamen til sommer, hvis man misser flere ugers undervisning nu? Undervisningsministeren lover, at der kommer løsninger.
Eksaminerne er lige om hjørnet. Og lige nu sidder du foran computeren derhjemme og skal forsøge at blive klar til at bestå – alene.
Corona-situationen kan få store konsekvenser på uddannelserne. Det indrømmer børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i et interview med Seismo. Især hvis skolerne skal være lukkede mere end to uger.
Ministeren er allerede nu i gang med at undersøge, hvordan man kan lave om på både eksamens-kravene og på bedømmelsen af elevernes eksamens-resultater – hvis det bliver nødvendigt.
”Vi kan komme til at stå i en situation, hvor man har mistet 14 dages undervisning. Det må vi tage forbehold for, i forhold til hvordan vi tilrettelægger eksamen, og hvordan vi vurderer de eksamens-resultater, der kommer.”
Lover løsninger
Lige nu er elever i alle landets skoler og ungdoms-uddannelser blevet sendt hjem. Indtil videre er skolerne lukkede i 14 dage, hvor eleverne skal undervises online.
Pernille Rosenkrantz-Theil indrømmer, at det kan true elevernes resultater til eksamen.
”Det er jo klart, at når vi lukker uddannelses-sektoren i en periode, så kan det for nogle elever have negative konsekvenser for deres eksamens-resultater.”
Hvis skolerne er lukkede mere end to uger, kan elever i 9. klasse miste vigtig forberedelse op til valget af et dansk-fagligt fordybelses-område i begyndelsen af april. Og til valget af et naturfagligt fordybelsesområde i midten af april.
”Det vil jo gælde en hel generation, hvor det år, der har været i år, har været anderledes end alle andre år.”
Men Pernille Rosenkrantz-Theil fortæller, at Undervisningsministeriet arbejder på at løse den udfordring. Uanset om det er svende-prøver på erhvervsskoler, 9. klasse eller studenter-eksamen.
”I behøver ikke være bekymrede for, om I mister jeres studentereksamen eller ikke kommer op til jeres svende-prøver. Vi skal nok sørge for, at der kommer løsninger. Vi kan ikke nødvendigvis svare på konkret hvordan lige nu.”
”Jeg ville synes, det var dybt uansvarligt, hvis vi ikke allerede nu var i gang med at planlægge alle tænkelige scenarier. Og det vil sige, at vi er i gang med at kigge på, hvad der skulle ske med en given eksamens-periode.”
Pernille Rosenkrantz-Theil understreger, at eleverne derhjemme ikke skal være bekymrede:
”Det er rigtig vigtigt, at I ikke går i panik. Det er ikke jeres ansvar. Vi skal nok sørge for at få skabt nogle løsninger for jer.”
LÆS OGSÅ: Minister: Der kommer ingen erstatnings-undervisning