Mexico Citys vandkrise: Et nyt venskab med vandet kan redde byen fra tørst, oversvømmelser og ulighed
Mexico Citys udfordringer stammer mange århundreder tilbage fra fejl begået af mennesker. Men der er håb, mener eksperter. Det handler mest af alt om at få et bedre forhold til vandet.
Mexico City synker. Hurtigt. Du kan se det, når du går rundt byens centrum. At kirkegulvet i katedralen buler. At skolebygningen synker.
Byen synker, fordi der bliver hentet for meget vand op fra undergrunden for hurtigt. Den underjordiske vandbeholdning kan ikke nå at fyldes op igen. Og det er på trods af, at det regner meget i Mexico City – mere end i våde London.
Arca Sanchez er mexicansk-amerikansk statsborger. Han har en helt stor kærlighed til Mexico City. Men byen har udfordringer, fortæller han. Blandt andet at byen synker under dem. Han maler et billede af, at byen er bygget på jello, en amerikansk dessert lavet af gelé:
”Jeg tror ikke, spanierne indså, at de ville skabe en by, der i bund og grund er bygget oven på noget, der minder om jello. Hver gang vi har et jordskælv, vælter bygninger som aldrig før, fordi jorden under bygningerne bogstaveligt talt er som gelé, og alt smadrer ind i hinanden.”
Byen plejede nemlig at være en våd by. Som Venedig, København og Amsterdam. Med kanaler gennem byerne, med udsigt over åbent vand.
Før Mexico City stod der en by, der hed Tenochtitlán, som var opført af et folk, der hed aztekerne. Byen bestod af flere kunstige øer, der lå midt i en stor sø. Gennem byen løb der kanaler, og der var bygget dæmninger, der adskilte salt- og ferskvand. Aztekerne oplevede mange oversvømmelser, men havde formået at få kontrol over det vand, som byen var omgivet af. Men sådan skulle det ikke fortsætte.
I 1521 blev byen overtaget af spaniere ledet af den opdagelsesrejsende Hernán Cortes. Spanierne overtog Tenochtitlán. I den overtagelse blev aztekernes vandsystemer ødelagt. De ødelagte vandsystemer skabte mange oversvømmelser.
Løsningen på det blev at dræne søen, og Mexico City opstod på ruinerne af Tenochtitlán.
Byen er altså bygget på en drænet sø. Siden da er grundvandsmagasinerne, altså vandet under jorden, som man henter op til samfundet, blevet så groft udnyttet på grund af mange års vandmangel, at det ellers svampede ler under overfladen er blevet tørt, presser sig sammen og knækker.
Rovdrift på vandet
I Mexico City er der forskellige måder at få vand på. Nogle har vand i hanen, som vi har i Danmark. Det har de, hvis de underjordiske vandsystemer fungerer i deres område. Det afhænger ofte af, hvor velhavende et område det er.
Andre er afhængige af vandvognene, som mexicanerne kalder ‘pipas’ (rør på spansk), der kommer og fylder vand i en vandtank i folks huse eller boligområder.
Nogle har hverken mulighed for at få vand fra vandvognene eller de underjordiske rørsystemer. Det betyder, at de må finde dyrere eller mere besværlige måder at skaffe vand på.
Enten ved at købe store dunke med drikkevand, samle regnvand, få vand fra vandmafiaen eller hente vand i brønde mange kilometer væk fra byen.
Ifølge vandmediet Aqua Tech bliver 40 procent af byens vand fragtet fra fjerne vandkilder i bjergene over 100 kilometer væk i store vogne. Det er både dyrt og miljøskadeligt.
Resten, altså 60 procent af Mexico Citys vand, kommer fra underjordiske brønde, der bliver ført rundt i de underjordiske vandsystemer af rør. Det kaldes for ‘infrastrukturen’.
Dét system er gammelt og dårligt vedligeholdt, fortæller Kristian Almblad, DR’s korrespondent i Latinamerika:
“Det er et ret generelt problem i Latinamerika, at der ikke er blevet investeret særlig meget i vandsystemerne. Omkring 40 procent af vandet kommer ikke frem. Når der er vandmangel, er det jo helt vildt, at så meget vand bare forsvinder ud i rørsystemerne. Det løber simpelthen ned i jorden.”
Oven i det, bliver de underjordiske vandsystemer sat endnu mere under pres, fordi der står en tung storby på en jord, der er ved at synke.
Krisen i tal
- 40 procent af vandet i Mexico City bliver hentet fra fjerne kilder langt væk fra byen.
- 60 procent af vandet bliver hentet fra over 500 underjordiske brønde.
- 40 procent af vandet i de underjordiske rør går tabt i systemerne på vejen, fordi rørene er gamle og sårbare.
Kilder: Aqua Tech, Den Nationale Vandkommission CONAGUA
Det fortæller Helene Balslev Clausen, der er lektor ved kultur- og globale studier på Aalborg Universitet:
“Det betyder også, at de rør, der ligger i undergrunden for at fragte vand rundt i byen, er ekstra udsatte. Der er en masse rør, der er sprunget eller gået i stykker under byens vægt, så der pibler vand ud. Og det er ikke pibler som i to eller tre dråber, det er simpelthen litervis af vand, der bare fosser ud.”
Rørene er altså for gamle og dårligt vedligeholdte. Og dét, at byen synker, lægger mere pres på rørene.
“Mexico City er en af verdens største byer. Og de mangler simpelthen vand, fordi de har drevet rovdrift på det i så mange år. De har ikke vedligeholdt deres infrastruktur, og så bor der simpelthen for mange mennesker i den by i forhold til, hvilke ressourcer der er tilgængelige,” opsummerer Helene Balslev Clausen.
Regnvand er vejen frem
Elena Cruz López har fundet en løsning uden om de underjordiske rør og vandvogne. Hun bor i Mexico City i det lille Quiltepec-kvarter. Da hun bor oppe i bjergene, kan hun hverken få vand fra de underjordiske rør eller vandvognene. Flere gange har hun været nødt til at bestille en privat vandvogn, der kan fylde hendes vandtank op.
Ifølge Elena López koster den private vandvogn ca. 1400 pesos, svarende til 490 danske kroner. En offentlig tankning fra de private vandvogne koster til sammenligning 64 pesos, altså 22 kroner. Det er 21,8 gange dyrere for hende, end for dem, der får vand af de offentlige vandvogne.
Elena López’ løsning har været et vandsystem fra Isla Urbana.
Det er en organisation, som laver systemer, der samler regnvand og renser det gennem filtre, så det kan bruges til husholdningen og endda til drikkevand.
Elena López har fået vandsystemet gratis af Isla Urbana, som har installeret et system i alle husstandene i nabolaget, fordi de akut manglede vand.
Systemet fra Isla Urbana består af en stor blå plastikbeholder med et stort hul i midten. Der er et rør på taget af Elena López’ hus, der fører ned til beholderen og videre hen til en stor stentank malet med mønstre i blå nuancer. Når det regner, bliver regnvandet filtreret i Isla Urbana-beholderen og ryger derefter hen i stentanken. Elena López’ primære vandkilde er regnvand.
Hun fortæller: “Da jeg fik systemet fra Isla Urbana, gjorde det tingene meget lettere for mig. Lige nu har jeg tanken helt fyldt op. Jeg håber, at jeg kan få det her vand til at holde til marts, måske begyndelsen af april. Jeg sparer tid og penge, masser af tid og penge.”
Elena López forklarer, at før hun fik sit vandsystem fra Isla Urbana, kunne hun kun få vand, når hun havde penge nok. Hendes adresse er nemlig ikke registreret hos staten. Derfor kunne hun kun få vand fra de private og meget dyrere vandvogne, da hun oplevede vandmanglen.
Da hun ikke havde penge, måtte hun derfor låne vand af naboerne, hvis adresser er registreret hos staten, så de kan derfor godt få vand fra de billigere vandvogne.
Nu rækker hendes vandbeholdning til mange flere ting, fortæller hun:
“Jeg kan gøre mange ting med det ekstra vand, jeg får fra systemerne. Når jeg vander mine træer, får jeg tørret frugt derfra, jeg laver marmelade, jeg har høns, der lægger æg. Hønsene drikker virkelig meget vand, og hvis der ikke var vand, ville træerne ikke gro frugt, og så ville jeg ikke kunne lave marmelade. Så der har vi en ekstra indkomst uden at forlade huset.”
At arbejde med vandet
En af de helt store temaer, der går igen i byens vandmangel, er opbygningen af byen. Den mexicanske miljøjournalist Juan Mayorga fortæller, at byen kunne have set helt anderledes ud, hvis det var danskere eller italienere, der koloniserede Tenochtitlán dengang:
”Spanierne kom fra en tør by, så de forstod ikke, og de respekterede ikke forholdet til vand. Mexico City kunne have lignet København eller Venedig, hvis de havde forstået vandet og arbejdet med det. Og så ville byen ikke mangle vand, som den gør nu.”
Det er Delfín Moltañana enig i. Han er direktør for uddannelsesområdet hos Isla Urbana. Han fortæller også, at byens udfordring fra start har været, at den er blevet bygget imod vandet og ikke med det. Men han mener også, at der er en løsning i at indrette moderne samfund efter naturen, så der kan rettes op på menneskets fejltrin:
”Grunden til, at vi ikke har en by, der tager hensyn til vandet, er, at menneskerne, der designede byen, ikke selv tog hensyn til vandet. Derfor er vi i fremtiden nødt til at indrette os bedre over for naturen for at kunne rette op på de fejl.”
Han fortsætter:
”Uanset om det er en park, et industriområde, en fabrik, et hus, en gade eller en bro, så bør menneskets byggeri generelt tage hensyn til vandet og naturen.
Delfín Montañana mener, at Isla Urbanas vandsystemer kan være en moderne løsning til at hjælpe de mennesker, der mangler vand.”
Mexico City har en regnsæson, der varer fra maj til oktober. Gennemsnitligt falder der 145 millimeter regn i regnsæsonen og 31 millimeter regn uden for regnsæsonen.
Systemerne har altså potentiale til at få indsamlet en masse vand i regnsæsonen, der kan lette presset på vandet i undergrunden.
Systemerne skal ifølge Delfín Montañana ikke ses som en løsning på byens vandkrise, men det kan være afgørende for nogle familier i de regnfulde måneder:
“Hvis en familie kæmper med vandmangel i 12 måneder, vil de i regnsæsonen kunne indsamle seks måneders regnvand med et Isla Urbana-system. På de fire timer, det tager for os at installere systemet, går de fra 12 måneders mangel til seks måneders overskud.”
Han uddyber:
“Hvis de har gode vandvaner, og vi skaber et rum, hvor kulturen om vandet bliver udviklet, så kan familierne spare seks af de månedlige omkostninger til vand med systemet.”
Han fortæller, at de hos Isla Urbana også bruger meget tid på at uddanne børn i skoler om systemerne og vandmanglen generelt. Det er organisationens håb, at undervisning i vandkrisen og indsamling af regnvand kan gøre de nye generationer fornuftige i deres håndtering af vand.
Klimaforandringer spøger
Mexico City har komplekse problemer, når det gælder vandmanglen. Selvom byen mangler vand, regner det meget i byen. Omkring halvdelen af året byder på regntid.
Oversvømmelser og vandmangel
- Klimaforandringer medfører mere og kraftigere regn.
- Infrastrukturen i Mexico City er skrøbelig. Den kan ikke klare de store mængder vand, der kommer. Så rørene knækker endnu mere, og det skaber oversvømmelser og tab af vand.
- Oversvømmelserne får kloaksystemerne til at flyde over. Det kan føre forurenet og sundhedsskadeligt vand ud til husstandene.
Kilde: BBC
Det regner faktisk så meget, at der nogle gange er oversvømmelser i byen. Delfín Moltañana forklarer:
”Det kan virke absurd, at vi oplever en vandmangel, samtidig med at vi hvert år har oversvømmelser i vores by. Men det er interessant, fordi der er en sammenhæng mellem vandmangel og oversvømmelser.”
Og netop det bliver der brug for. Prognoser viser nemlig, at klimaforandringer kommer til at påvirke Mexico Citys klima. Det fortæller Fabiola S. Sosa Rodriquez, som er forskningsleder for enheden for vækst og bæredygtighed på universitet ’Metropolitan Autonomous University’, UAM, i Mexico City.
Han fortæller, at oversvømmelserne kommer fra de skrøbelige og gamle underjordiske vandsystemer. De kan simpelthen ikke klare presset fra de store mængder regnvand, der kan komme i regntiden:
”Når man presser et system til det ekstreme, har systemet en tendens til at blive udmattet. Byens infrastruktur er faktisk ikke i stand til at klare den mængde vand, der kommer under oversvømmelserne. Og det gør, at de knækker endnu mere. Vi er derfor nødt til at indrette vores systemer til at kunne håndtere både oversvømmelser, tørkeperioder og regn.”
Naturen som medspiller i Danmark
Eksperter er enige i, at der er blevet begået fejl i håndteringen af vandet i Mexico City. Lektor Helene Balslev Clausen fortæller, at vi også i Danmark har haft svært ved at se naturen som en medspiller. Hun nævner flere steder i København, hvor vandet altid samler sig under skybrud.“ I stedet for at respektere vandløbene i byen har vi puttet kæmpestore motorveje nedover. Så det er ikke fordi, vi nødvendigvis er bedre i Danmark, vi har bare lidt flere penge til at investere og forsøge at gøre det bedre,” forklarer hun.
“På grund af klimaforandringerne forventer vi flere og kraftigere oversvømmelser, højere risiko for vandmangel, højere risiko for dårlig vandkvalitet og længere tørkeperioder,” fortæller hun.
Med udsigten til et ændret og utilregneligt klima mener hun ikke, man bare kan satse på at indsamle regnvand. Hun mener derfor, der er brug for flere handlinger til at bøde op for de fejl, byen er bygget på:
“Vi har begået mange fejl gennem årene i håndteringen af vores vand. Siden den spanske kolonisering har vi haft en dårlig tilgang til at håndtere vandet. Vi besluttede os for at tørre alle vores floder og søer ud, hvilket påvirker balancen i økosystemet. I stedet for at have udnyttet al vandet fra søen, som byen stod på, er vi nu nødt til at pumpe vand fra fjerne kilder med store omkostninger – både i forhold til energi, miljø og socialt.”
Håb i vente
Situationen i Mexico City kan se sort og uoverskuelig ud, men Fabiola Rodriquez er håbefuld. Hun kan nemlig se, at den nye regering, der kom til i juli, er villig til at gå ind i samtalen om nogle af de problematikker, der er ved vandmanglen.
Fabiola Rodriquez fortæller, at universitetet og regeringen har gang i projekter, der skal reparere biodiversiteten i områder omkring byen.
Hun har tillid til, at byen med fokus på at vedligeholde infrastrukturen, indsamle regnvand, reparere forholdet til vandet og et hensigtsfuldt forbrug, kan afhjælpe krisen.