Politik
I EU flytter folk fra landet og ind mod byen – hvorfor er det et problem?
Mange unge forlader de små byer til fordel for større byer. Sådan er det også i Danmark. Men hvorfor lader man ikke bare de unge gøre, som de vil? Og hvad gør EU ved problemet?
Måske er du selv vokset op i en lille by? Måske kender du én, som er fra en lille by?
En lille by, hvor alle kender hinanden. Hvor der kun er én skole. Hvor bussen kun kører en gang i timen – hvis den overhovedet kører.
Det kan være hyggeligt at bo i en lille by. Men alligevel flytter rigtig mange mennesker ind mod de store byer.
Særligt de unge flytter væk fra landsbyerne. De flytter ind til de store byer for at få en uddannelse, et arbejde og for at bo et sted med lidt mere gang i den.
Og mange kommer ikke tilbage til landsbyen igen. I Danmark er det kun hver femte, som vender tilbage til det område, som de kommer fra.
Når man flytter væk fra et område, så siger man, at området bliver affolket. Og affolkning er et problem i hele Europa.
Hvorfor er det et problem, at alle gerne vil bo i byen? Kan folk ikke bare gøre det?
Ifølge Steffen Damsgaard, så er affolkning et problem af flere grunde. Han er formand for Landdistrikternes Fællesråd. Det er en organisation, som kæmper for de områder i Danmark, der ligger langt fra de store byer.
”Jo færre folk der bor i et område, jo færre folk er der til at støtte lokalsamfundet. Det kan betyde dårligere mulighed for uddannelse. Færre arbejdspladser. Færre til at købe varer i de små butikker. Der vil blive lukket skoler. Samfundet vil langsomt skrumpe ind,” siger han.
Et af de steder i Danmark, som har problemer med affolkning, er på Lolland, der ligger syd for Sjælland. Det forklarer Tobias Dinesen, som tidligere var medlem af byrådet i Lolland Kommune.
”Vi har kæmpestore problemer med affolkning. Det er især de unge, som flytter for at studere i de store byer. De ældre flytter for at finde et arbejde. Og så begynder folk at flytte, fordi andre flytter. Den anden vej flytter folk hertil, som ikke har råd til at bo i de store og dyre kommuner. Det er også et problem,” forklarer han.
Hvad gør EU ved affolkning?
En af grundene til, at mange flytter, er arbejdspladser. Der mangler simpelthen jobs i de små byer.
EU støtter derfor små virksomheder og iværksættere på landet. Hvis man har en god idé, så kan man få penge af EU til at starte sin virksomhed. Så håber man, at virksomheden kan vokse sig større og ansætte nogle flere mennesker. På den måde kan man skabe nye jobs.
Man kan få støtte via en ordning, som hedder lokale aktionsgrupper (LAG). Der er 26 LAG-grupper i Danmark. De ligger i hvert sit lille område. De enkelte LAG-grupper ved derfor, hvilken type forretning der er brug for i området.
”Det kan være små virksomheder, som har gang i en udvikling, men ikke har ressourcer og økonomi til det næste step. Så kan man få LAG-midler til at skabe en udvikling eller starte en virksomhed op. Det kan være lokal produktion at fødevarer, kunsthåndværker og så videre,” siger Steffen Damsgaard.
Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.