Syrisk flygtning i Tyrkiet: “Hvornår smider de mig ud af Tyrkiet?”

Denne artikel er en del af temaet “Valg i Tyrkiet” som er skrevet af freelancejournalist Birk Kotkas. Projektet er støttet af Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.

Hver eneste dag er Louay bekymret.

Bliver det i dag, han får besked på at forlade Tyrkiet?

“Hvordan kan man dog planlægge fremtiden, når hverdagen er så usikker?” spørger Louay, som ikke ønsker at oplyse sit efternavn, fordi han er bange for, at de tyrkiske myndigheder kommer efter ham.

Louay starter hver dag på samme måde. Han beder en bøn, spiser morgenmad og tager afsted mod den lille butik, som sælger tekstiler, hvor han arbejder seks dage om ugen.

Butikken ligger tæt på den berømte Hagia Sophia-moské i Tyrkiets største by, Istanbul, så der er mange turister, der kigger forbi butikken for at købe et tæppe eller en håndtaske.

Dagene ligner hinanden, og Louay nyder tilværelsen i Istanbul. Han har fået venner her, og han tjener penge nok til at betale regningerne.

Men hvor længe kan det vare ved?

De seneste to år har Louay oplevet en stigende frygt for, hvad der skal ske. Som situationen har udviklet sig i Tyrkiet, tør han ikke længere at planlægge fremtiden.

Han er bange for at blive udvist fra den ene dag til den anden, ligesom det skete for hundredvis af syrere i 2022.

Flere syrere er blevet smidt ud af Tyrkiet mod deres vilje. De thar flere syrere fortalt til organisationer som Human Rights Watch. Der er en organisation, som kæmper for menneskers rettigheder.

Syrerne fortæller, at personer fra den tyrkiske stat har anholdt dem i deres hjem, på deres arbejde og på gaden. De har tilbageholdt dem under forfærdelige forhold, mishandlet og misbrugt flere af dem, tvunget dem til at underskrive papirer, som sender dem tilbage til Syrien, har kørt dem til grænsen til Syrien og har tvunget dem tilbage over grænsen ved at true dem med våben.

”Jeg tænker hele tiden på det øjeblik, hvor jeg kan blive smidt ud af landet. Nogle gange kan jeg ikke sove om natten, fordi det er så skræmmende,” siger Louay.

Flygtede fra Damaskus – Syriens hovedstad

”Damaskus var et smukt, roligt og sikkert sted indtil 2011. Jeg drev en lille café mens jeg studerede jura på universitetet. Hvis ikke krigen var brudt ud, ville jeg aldrig have forladt byen,” fortæller Louay.

Da krigen brød ud, oplevede han, hvordan situationen i Damaskus blev værre og værre. Caféen gik konkurs, og hans mor blev slået ihjel. Hun deltog ikke i kampene, men blev skudt på gaden, mens et slag var i gang.

Efter to år var krigen blevet for meget for Louay. Han ville helst blive i Syrien, men så sig nødsaget til at tage over grænsen til Tyrkiet.

Louay havde en plan om at tage videre fra Tyrkiet mod Europa. Men da han ikke havde nogen stor opsparing til at betale for at blive smuglet videre, tog han et arbejde som flyttemand.

”Jeg var allerede vild med Tyrkiet, inden jeg kom til landet. Vi så altid tyrkiske film og hørte tyrkisk musik derhjemme. Så jeg var meget glad for at være i Tyrkiet. Jeg følte, at vi blev modtaget med åbne arme,” fortæller han.

”Syrere ikke velkomne”

Da Louay først ankom i Tyrkiet, var han ikke forberedt på, at der kunne være racisme over for syrere som ham. Men det oplevede han hurtigt, da han var startet som flyttemand.

”Vi skulle hjem til en familie, for at flytte en masse møbler. Men da vi kom op til lejligheden, hang der en seddel på døren, hvor der stod: Syrere ikke velkomne her,” husker Louay.

”Jeg blev helt chokeret,” siger han. ”Jeg var lige ankommet i Tyrkiet, og jeg kendte ikke engang til ordet racisme.”

Louay mindes også, at han oplevede at blive behandlet anderledes end sine tyrkiske kollegaer. ”Hver gang de fik drikkepenge, fik jeg aldrig nogen,” siger han.

Der var også kollegaer, der tiggede om penge fra kunderne i Louays navn. De sagde, at de arbejdede sammen med en fattig syrer, som havde brug for hjælp.

Men hvis det så var nogle af kunderne, der gav et beløb, tog de pengene til sig selv. Det fandt Louay dog først ud af senere.

Græsset er altid grønnere

Louay ærgrer sig ofte over, at han aldrig fik mulighed for at blive uddannet færdig som jurist.

I dag er drømmen om en uddannelse blevet et ønske for den kommende generation. Louay håber, at han en dag vil få børn, som han kan give de muligheder i livet, som han selv glippede. For eksempel en god uddannelse.

”Jeg tror stadig på, at jeg nok skal opnå nogle ting i livet,” siger Louay. ”Jeg tror på, at Gud nok skal beskytte os, hvis bare vi er tålmodige og holder ud.”

Nogle gange kan han dog ikke lade være med at kigge mod det liv, som flere af hans syriske venner har fået opbygget i Europa.

”Jeg har mange venner fra Syrien, som i dag har fået etableret et liv i Europa. Flere af dem er gift, har familie og tjener en god løn. Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke selv har det liv.”

Men andre gange føler han, at det er ham, der har fået etableret det bedste liv for sig selv blandt mange syrere i Tyrkiet. Selvom det ikke er perfekt.

”Jeg har et par venner fra Europa, som nogle gange siger, at de er misundelige på det liv, vi har i Istanbul. Vores sociale liv er måske bedre end deres. Så misundelsen kan gå begge veje. Græsset er altid grønnere på den anden side,” lyder det fra Louay.

Teen er drukket og turisterne begynder at komme til butikken.

Louay har stadig 11 timer tilbage, før arbejdsdagen er omme, og han kan ryge sin vandpibe.

LÆS OGSÅ: Mohammad flygtede fra krig i Syrien til Tyrkiet: “I Tyrkiet kan jeg gøre en forskel”