Politik
Video: I Spanien er de vilde med EU – men er en ændring på vej?
Danmark har været med i EU i 50 år. Vi har besøgt nogle af de andre lande i EU, for at undersøge deres holdning til unionen. Vi har blandt andet været i Spanien, hvor de er meget glade for EU.
På de fleste officielle bygninger i Spanien, kan man se to flag – det spanske flag og EU’s flag.
I Spanien er de nemlig meget glade for at være medlem af EU. Det fortæller Alvaro Sanchez, som er redaktør på Spaniens største avis, El País. Han har tidligere været korrespondent i Bruxelles, hvor han har fortalt historier fra EU.
“Spanien er et af de mest pro EU-lande i Europa. I en undersøgelse lavet af Eurobarometer kan man se, at 80 procent af spanierne støtter EU og føler sig som europæere,” forklarer han.
Spanien var indtil 1975 et diktatur. Det betyder, at det er én person, som har al magten i landet. Den person hed Francisco Franco. Han var Spaniens diktator, indtil han døde i 1975. Efter hans død udviklede Spanien sig til et demokrati. Og her var det vigtigt for spanierne at komme med i EU. Det forklarer Miguel Benedicto, som er professor fra Complutense Universitet i Madrid og EU-ekspert .
“I Spanien var EU vigtig for at gøre Spanien til et moderne land. Vi skulle have nye værdier og et demokrati. Det var vigtigt for Spanien at komme med i Nato og EU for at blive et moderne demokrati. EU var som svaret på alle vores problemer. Det var en succesfuld rejse for Spanien,” forklarer han.
Hvorfor er Spanien så glade for EU?
Der er ikke nogen tvivl om, at spanierne er glade for EU. Men hvorfor er EU så vigtig for spanierne? Det forklarer Alvaro Sanchez fra El País.
“Der er flere årsager til denne popularitet. Det første er økonomisk. Vi har modtaget mange fra EU. Spanien var et meget, meget fattigt land, da man kom med i EU i 1986. EU har givet mange penge til at bygge veje, købe toge og så videre. Det er den ene del. Men det er ikke kun økonomi. Der er også mange kulturelle og politiske beslutninger, som er taget i Spanien, fordi vi er medlem af EU,” forklarer han.
Han forklarer, at flere af Spaniens love kommer efter inspiration fra de andre lande i EU.
“Jeg kan give to eksempler. I Holland gjorde man det lovligt for homoseksuelles at blive gift. Bagefter overtog Spanien den lov. Vi har også set det med retten til fri abort. Her var Spanien også ret langt tilbage. Men der blev man inspireret af Europa. Man skal regne med, at da Spanien gik ind i EU i 1986, der var landet splittet og tilbagestående. Vi havde problemer med terrorisme og fattigdom. Så EU og Europa har hjulpet Spanien på mange forskellige måder,” forklarer han.
Vil Spanien også være positive overfor EU i fremtiden?
Det er selvfølgelig umuligt at spå om fremtiden. Men ifølge en undersøgelse lavet af Eurobarometer, så mener 75 procent af spanierne, at EU er på vej i forkert retning.
Spanien har længe haft en dårlig økonomi. Derfor har Spanien modtaget flere penge fra EU, end de har bidraget med. Men det er slut nu. Det forklarer Alvaro Sanchez.
“Noget af det som er spændende, er, at Spanien går fra at være modtager af penge til at skulle give penge til EU, fordi økonomien er vokset relativt meget. Så man kommer til at sende penge afsted. Det bliver spændende, det er jo altid lettere at være for EU, når man får penge. Men hvad sker der, når man selv skal have penge op ad lommen? Det kan blive en udfordring,” forklarer han.
I videoen kan du se, hvad folket i Madrid og politikerne i Spanien siger til EU – det er nemlig ikke alle, som er begejstrede for unionen.