Kultur
Regeringen vil stramme loven om lattergas
I 2020 kom der en lov mod lattergas. Nu vil regeringen gerne stramme loven, så det bliver endnu sværere at få fingrene i de små patroner med gas.
I 2020 kom der en ny lov. Den blev døbt lattergasloven, og den gjorde det blandt andet forbudt at sælge lattergas til unge under 18 år. Den kan du læse mere om her.
De små patroner med lattergas var nemlig blevet ekstremt populære hos især de unge. Men det skulle der sættes en stopper for. Derfor blev regeringen og alle Folketingets partier – undtagen partierne Liberal Alliance og Nye Borgerlige – enige i at lave lattergasloven.
Det er nemlig ikke ufarligt at tage lattergas. Hvis det går rigtig galt, kan man både få nerve- og hjerneskader.
Men nu har regeringen og de andre partier bag lattergasloven besluttet, at de gerne vil stramme den. Siden den blev lavet, har de nemlig fundet ud af, at der er nogle huller i den – loven kan altså godt blive bedre. Det skriver DR.
Hvad er det nye?
Hvad er lattergas?
- Det kemiske stof, som vi kalder lattergas, hedder egentlig kvælstofforilte
- Cirka 12 procent af danske unge har prøvet lattergas.
- Når man indånder lattergas, bliver man høj i meget kort tid – ofte kun omkring to minutter.
- Når man tager lattergas, kan man blive svimmel, miste kontrollen over sin krop og besvime. Man kan få hjerne- og nerveskader. I værste fald kan man blive kvalt og dø.
Kilde: Sundhedsstyrelsen, Alt om stoffer og Giftlinjen.
I 2020 blev det ulovligt at sælge lattergas til unge under 18 år. Samtidig blev det forbudt at sælge mere end to patroner ad gangen til private.
Butikker, som sælger alkohol, tobak og e-cigaretter, fik også forbud mod at sælge lattergas.
Og så troede man, at det var nok til at stoppe danskernes brug af lattergas. Men problemet er ikke blevet løst. Derfor vil man gerne stramme loven.
I fremtiden skal det nemlig være forbudt at have mere end to patroner af lattergas på sig, hvis formålet er at blive høj.
Samtidig bliver det ulovligt at sælge lattergas, hvis formålet med salget er, at personen skal blive høj af gassen.
Hvis du har en virksomhed, som sælger lattergas, bliver det også sværere for dig nu.
Hvis virksomheden sælger lattergas til andre virksomheder, så skal den nemlig kontrollere, at CVR-nummeret er rigtigt. Det er et nummer, som alle firmaer skal have. På den måde håber man, at man kan stoppe salget af lattergas fra virksomheder til privatpersoner, fordi privatpersonerne har skrevet et falsk CVR-nummer.
Hvis virksomhederne ikke overholder loven, skal det i fremtiden være muligt at straffe dem ved domstolene.
Man vil også stoppe salget af lattergas på de sociale medier. Mange unge får nemlig fat i lattergassen via især Snapchat. Det kan du læse mere om her.
Derfor vil man have, at de sociale medier selv skal hjælpe med at lukke profiler, som sælger lattergas. Hvis de ikke hjælper med det, foreslår regeringen, at de skal have en bøde.
”De sociale medier skal tage deres del af ansvaret, så ulovligt salg ikke skal foregå på deres platform. Derfor har vi lige nu folk siddende i Sikkerhedsstyrelsen, som overvåger de forskellige profiler, og som i en tæt dialog med de sociale medier får lukket de konti, hvor man sælger lattergas”. Det siger Danmarks erhvervsminister Simon Kollerup til DR.
Før de forskellige stramninger kan blive til virkelighed, skal de dog fremsættes og stemmes om i Folketinget. Erhvervsministeriet regner med, at det vil ske til efteråret.
Er lattergas farligt?
Ja, lattergas kan være farligt. Der er altså en rigtig god grund til, at regeringen og partierne bag lattergasloven gerne vil stramme den endnu mere.
Lattergas er ikke farligt, når for eksempel en tandlæge bruger det til at bedøve med. Her er det en professionel, som bruger kontrollerede mængder af gassen, så du ikke får ondt. Samtidig blander tandlægen lattergassen med ilt.
Men det kan hurtigt gå galt, hvis du inhalerer lattergas for at blive høj. Når man selv køber lattergas, er der for det første ikke blandet ilt i gassen. Det er altså helt ren lattergas, som du inhalerer – og det betyder, at du faktisk bliver kvalt lidt.
”Hver gang man fylder lungerne med en gas, der ikke indeholder ilt, så betyder det, at man bliver kvalt en smule. Det skaber en kvælning, som man ikke kan mærke. Fordi man stadig trækker vejret, så vil kroppen ikke sende faresignaler til hjernen om, at den mangler ilt”. Det forklarer Claus Løland til Videnskab.dk. Han er professor ved Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet.
Det er ikke nødvendigvis farligt at inhalere lattergas en gang, men hvis man gør det flere gange, begynder kroppen at blive negativt påvirket. Det kan blandt andet give skader på nerverne.
Man kan også risikere at få forfrysninger i munden og svælget, hvis man inhalerer gassen direkte fra en patron.
LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk melder sig ind i Socialdemokratiet: Vil bekæmpe deres politik indefra