Kultur

Den første transkønnede kvinde vinder pris til Golden Globe

Golden Globe prisuddelingen blev afholdt natten mellem den 9 og 10. januar 2022 - dansk tid.

Foto: Joe Seer/Shutterstock

Nanna Hein


10 januar, 2022



Prisen for bedste kvindelige skuespiller i en dramaserie gik for første gang i år til en transkønnet kvinde.

Natten til i dag mandag løb det årlige Golden Globe show af stablen. Golden Globe er et prisshow, hvor man kårer de bedste amerikanske film, serier og skuespillere.

Men aftenens prisuddeling var lidt anderledes end normalt. I år var der nemlig ikke inviteret nogle gæster, ligesom at showet heller ikke blev vist i TV.

Men bare fordi showet var anderledes i år, ændrer det ikke på, at en lang række personer kunne kalde sig for vindere af den gyldne pris. Og en af dem var altså skuespiller Michaela Jaé Rodriguez. Hun blev den første transkønnede kvinde nogensinde til at vinde en Golden Globe. Det gjorde hun for sin rolle i serien ’Pose’. Sådan skriver Politiken.

Et anderledes show

Vindere af Golden Globe 2022

Nogle af årets vindere var:

  • Bedste film: ‘The Power of Dog’
  • Bedste kvindelige skuespiller (film): Nicole Kidman i ’Being the Richardos’
  • Bedste mandlige skuespiller (film): Will Smith i ’King Richard’
  • Bedste serie: ’Succesion’
  • Bedste kvindelige skuespiller (serie): Michaela Jaé Rodriguez i ’Pose’
  • Bedste mandlige skuespiller (serie): Jeremy Strong, ‘Succession’

Kilde: Goldenglobe.com

Som nævnt var årets Golden Globe show anderledes end ellers. Normalt er showet en af de største fester i Hollywood, men i år var det uden gæster.

Det anderledes show i år skyldes den massive kritik, der ramte organisationen, som står bag prisuddelingen. Organisationen hedder Hollywood Foreign Press Association eller HFPA i daglig tale. Den består af 87 medlemmer, som alle er journalister.

Kritikken er blandt andet gået på manglende diversitet i organisationen – det skyldes især, at ingen ud af de 87 medlemmer er sorte.

HFPA er også blevet beskyldt for at komme med racistiske og sexistiske kommentarer, samt at flere medlemmer af organisationen har udnyttet deres plads i HFPA til at bede skuespillere og filmselskaber om forskellige tjenester. Sådan skriver TV2.

Al kritikken fik sidste år skuespilleren Tom Cruise til at aflevere sine Golden Globe priser tilbage, fordi han ikke ville forbindes med organisationen bag. Det kan du læse mere om her.

LÆS OGSÅ: NFL-spillere får strengere regler, når de skal interviewe mulige unge stjerner