Politik

Video: Med Erasmus+ kan du læse i udlandet – hvad siger politikerne?

I 2019 var cirka 111.000 organisationer involveret i Erasmus+.

Foto: Priscilla Du Preez.

Julius Christiansen Tromholt


20 december, 2021



Politikere plejer ofte at være uenige. Men lige i forhold til Erasmus+, så er de fleste politikere i EU faktisk ret enige.

EU sender hvert år flere end 300.000 unge afsted med programmet Erasmus+. Måske kender du selv nogen, som har læst eller arbejdet i udlandet, som en del af programmet?

Siden 1987 har Erasmus+ været en del af EU’s tilbud til unge. Det forklarer Sonya Gospodinova. Hun er talsperson for EU-Kommissionen på ungeområdet.

”Det er et meget vigtigt program i EU. Næste år kan det fejre 35-års jubilæum. Det giver nogle muligheder til særligt unge mennesker. De kan rejse ud i Europa i forbindelse med sport, uddannelse og træning. De kan komme på udveksling på for eksempel et universitet eller tage et træningsprogram i forskellige lande i EU,” forklarer hun.

Politikere er ofte uenige, når der diskuteres politik. Men i forhold til Erasmus+ så er mange politikere faktisk enige. Vi har spurgt tre ud af de 14 danske medlemmer af EU-Parlamentet, hvad de mener om programmet.

Hvad siger politikerne?

Morten Løkkegaard sidder i EU-Parlamentet for partiet Venstre. Og han er ret begejstret for Erasmus+.

Foto: Andreas Hansen.

”Det er en super god ordning. Jeg har selv været med til at forhandle den og sørge for, at den får mange flere penge de næste syv år. Vi har næsten fordoblet budgettet. Det var der stor opbakning til fra højre til venstre i EU-Parlamentet. Alle var enige om, at det her skulle der flere penge til,” siger han.

Fra 2021-2027 vil EU bruge næsten 200 milliarder kroner på Erasmus+-projektet.

”At få unge til at bevæge sig rundt i Europa og læse og lære, det giver bare virkelig god mening. Så tager de hjem igen og bruger den viden og erfaring i forbindelse med jobs derhjemme. Og så får de i øvrigt også et mere nuanceret forhold til, hvad der foregår rundt omkring,” slutter Morten Løkkegaard.

Kira Marie Peter-Hansen sidder i EU-Parlamentet for partiet Socialistisk Folkeparti (SF). Hun mener også, at Erasmus+ er et godt program.

Foto: Andreas Hansen.

”Det giver jo mulighed for kulturudveksling og en anden måde at lære på. Og så kan man prøve at bo i en anden by. Jeg synes, at det er en af de største succeser i EU. Det fungerer så godt. Og det giver så mange muligheden for at komme ud uden, at deres forældre er nødt til at betale. Det er godt både menneskeligt, fagligt og kulturelt,” siger hun.

Kira Marie Peter-Hansen fortæller også, at selvom EU har nogle gode tilbud til unge, så kan man altid gøre det bedre.

”Hvis jeg skal sige noget generelt om de tilbud, som EU har til unge, så synes jeg, at de er gode. Men man kan altid gøre det bedre. Noget af den kritik, der er, handler om, at man kun rammer de ressourcestærke familier. Det er svært at komme ud som tømrer for eksempel,” siger hun.

Christel Schaldemose sidder i EU-Parlamentet for partiet Socialdemokratiet. Hun mener, at Erasmus+ er et godt program, fordi det ikke kun handler om politik.

Foto: Ditte Folkmann.

”Erasmus-programmerne har sendt rigtig mange ud. Og jeg er stor tilhænger af dem. Vi lærer så meget af at rejse. Og det er et klassisk møde mellem mennesker. Det har ikke de store tunge politiske ting over sig. Det er menneske til menneske, der møder hinanden. Unge til unge. Det tror jeg rigtig meget på. Jeg er stor tilhænger af dem. Jeg ville ønske, at vi kunne sende alle unge afsted,” siger hun.

”Med Erasmus+ lærer man, hvad der sker rundt omkring i EU’s medlemslande. Man oplever andre unge mennesker og kulturer i EU. Og så opdager de unge, at de faktisk har rigtig meget tilfælles med hinanden,” siger hun.

I videoen kan du lære mere om Erasmus+: