Politik

Se videoen: I 2017 blev en journalist dræbt på Malta – nu vil EU beskytte journalister

På øen Malta blev en journalist dræbt i 2017. I hovedstaden Valletta er der stadig lys og blomster for at mindes hende.

Foto: Julius Tromholt-Richter

Julius Christiansen Tromholt


26 november, 2021



De seneste fem år er flere journalister blevet angrebet i lande i EU. Derfor har EU nu besluttet, at der skal gøres noget for at beskytte journalister.

Prøv at forestil dig, at du skal være bange for at udføre dit job. At nogen er så utilfredse med det arbejde, som du laver, at de vil angribe dig. Måske endda slå dig ihjel.

Det kan være svært at forestille sig. Men sådan er der nogle journalister, der har det. De seneste par år er flere journalister i et af de 27 lande i EU blevet dræbt – bare fordi de lavede deres arbejde.

I 2017 blev journalisten Daphne Caruana Galizia dræbt af en bombe i en bil på den lille europæiske ø Malta. Efter hendes død har flere medlemmer af hendes familie startet en organisation i hendes navn. Blandt andre hendes søster, Corinne Vella. Organisationen kæmper for frie medier og journalisters sikkerhed i hele verden.

”Daphne sagde farvel til sin søn. Hun satte sig ind i sin bil på vej til banken. Bilen blev sprunget i luften, og hun blev dræbt. Vi er sikre på, at hun blev slået ihjel på grund af hendes arbejde. Hun var en journalist, som blandt andet afslørede korrupte politikere,” siger Corinna Vella.

Siden Daphnes Caruana Galizia død er flere andre journalister også blevet dræbt i EU. Det er sket i blandt andet Grækenland, Holland og Tjekkiet.

Derfor har EU nu besluttet, at der skal gøres noget.

I Maltas hovedstad, Valletta, findes der både billeder, blomster og tændte lys, til minde om Daphne Caruana Galizia:

Foto: Julius Tromholt-Richter.

Hvad vil EU gøre?

En af de mest magtfulde mennesker i EU hedder Ursula von der Leyen. Hun er formand for EU-Kommissionen. Hvert år holder hun en stor tale, hvor hun fortæller, hvad EU vil have fokus på i fremtiden.

I hendes tale fra 2021 talte hun blandt andet om journalisters sikkerhed.

”Journalister bliver overfaldet udelukkende for at udføre deres arbejde. Nogle bliver truet og tævet, andre myrdet på tragisk vis midt i EU. I dag har vi lavet et nyt forslag, som skal beskytte journalister,” sagde hun.

I 2022 vil EU præsentere en ny medielov. Den skal indeholde en række forslag, som skal gøre livet som journalist i EU mere sikkert. Vi må altså vente lidt endnu med at finde ud af, hvad EU præcist vil gøre.

At EU nu vil gøre noget, er gode nyheder. Det mener Corinna Vella, som er søster til Daphne Caruana Galizia, som blev dræbt af en bilbombe på Malta.

”Det er gode nyheder, at EU nu vil gøre noget. Det er et skridt i den rigtige retning, men det er ikke nok. Vi skal holde øje med de lande, som ikke selv kan finde ud af at passe på deres journalister. Og dem som skader journalister skal ikke fritages for straf,” siger hun.

I videoen kan du høre Corinne Vella fortælle Daphnes historie. Du kan også høre, hvad de danske EU-politikere siger om at beskytte journalister:

LÆS OGSÅ: Fire pirater dræbt af danske soldater