Kultur

96-årig tiltalt for 11.000 drab, men flygtede fra retssag

Et billede af en koncentrationslejr.

Foto: Szymon Kaczmarczyk/Shutterstock.

Peter Hermann


1 oktober, 2021



Hun er tiltalt for at være med til at dræbe 11.000 jøder under 2. Verdenskrig. Men nu er hun flygtet i en taxa.

I Tyskland arbejder domstole stadig med at straffe krigsforbrydere fra 2. verdenskrig. For selv i krige er der regler for, hvad man må og ikke må. Bryder man dem, begår man en krigsforbrydelse.

Drab, der skete for over 75 år siden, bliver stadig straffet i dag. Seneste eksempel er en retssag mod en dame på 96 år. Hun har nemlig været med til at begå drab på over 11.000 jøder ifølge anklagerne. Men da dagen kom, hvor hun skulle i retten, flygtede hun i en taxa. Nu søger politiet efter hende. Det skriver JydskeVestkysten.

Damen hedder Irmgard Furchner. Hun bor til dagligt på et plejehjem. Hun bor lige syd for den danske grænse i byen Pinneberg.

”På grund af min fremskredne alder og fysiske skavanker vil jeg ikke møde op i retten, men overlade sagen til min forsvarer. Jeg vil ikke udsættes for det pinlige optrin og være til grin for hele verden”, skriver hun i et offentligt brev.

Hvad bliver hun straffet for?

Hun bliver straffet for at have været med til at dræbe over 11.000 jøder i en koncentrationslejr i 2. verdenskrig.

Det skulle være sket i en KZ-lejr for 77 år siden, hvor hun arbejdede som kontorassistent. Hun skulle ikke selv have slået nogen ihjel, men sendt bud efter gas til drab og været personlig assistent for chefen for KZ-lejren.

Man er nået frem til de 11.000 drab ved at se i arkiverne, hvornår hun har været på arbejde, og hvor mange der er blevet dræbt i den periode, siger Therkel Stræde til P1 Morgen.

Måske synes du, at det er længe siden. Men i jura har man et ordsprog, der siger, at straffen for mord aldrig forældes. Det siger Therkel Stræde til P1 Morgen:

“Selvom hun er 96 år eksisterer der stadig et princip i Tyskland, Danmark og mange andre steder. Nemlig at mord kan ikke forældes. Man skal ikke kunne gemme sig fra ansvaret. Det er det, de tyske domstole mener”.

Hvad er en kocentrationslejr?

Koncentrationslejre, eller KZ-lejre som de også bliver kaldt i dag, var tyske fangelejre under 2. verdenskrig. Det var der hvor de tyske nazister dræbte jøder. Mere end fire millioner jøder blev dræbt som et led i de tyske nazisters lejre.

De hedder koncentrationslejre, fordi lejrene var steder, hvor man koncentrerede bestemte grupper af mennesker – man samlede dem ét sted. Det skriver hjemmesiden Folkedrab.dk.

Lejrene var steder, hvor nazisterne kunne smide folk hen, som de gerne ville af med.

I begyndelsen af krigen blev lejrene brugt til politiske fanger. Det var altså et sted, hvor nazisterne kunne sende folk hen, som var uenige med deres politik.

Senere brugte nazisterne også lejrene til andre grupper i befolkningen. Det gik blandt andre ud over jøder, romaer, handicappe og homoseksuelle.

Flere lejre blev brugt som arbejdslejre. Fangerne skulle altså arbejde – blandt andet for at lave ting, som nazisterne skulle bruge under krigen. Fra 1941 blev flere lejre brugt som udryddelseslejre. Folk blev altså sendt til lejrene og straks myrdet. Det skriver Aldrigmere.dk.

Udryddelseslejrene blev på den måde brugt til at udføre folkedrab på jøder og romaer i Europa.

Den mest berømte koncentrationslejr er Auschwitz i det nuværende Polen.

Den er blevet særligt berømt, fordi nazisterne ikke nåede at tømme lejren og fjerne sporene efter sig, inden den blev befriet. Det nåede de med langt størstedelen af de andre lejre. Derfor har vi færre historiske spor fra disse og færre overlevende, der kan fortælle, hvad der skete i lejrene.

LÆS OGSÅ: Emirater dræber civile i Yemen. Samtidig sælger dansk firma dem militær-udstyr