Identitet

5 fede events til Copenhagen Pride

På Rådhuset i København rejses et regnebueflag – symbolet for LGBTQ+-personer.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Freya Ea Bjørnlund


12 august, 2021



København bliver malet i alle regnbuens farver den næste uges tid, når der er Copenhagen Pride. Og programmet er fyldt med spændende debatter og sjove events.

Hvad er LGBTQ+?

  • LGBTQ+ står for “Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Queer”. Det betyder på dansk “lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner (transkønnede personer) og queer”.
  • Det lille plus til sidst betyder, at betegnelsen også dækker over alle mulige andre seksualiteter og kønsidentiteter.
  • LGBTQ+-personer har længe været undertrykt flere steder i verden. De har ikke de samme rettigheder som andre mennesker. I flere lande er det for eksempel ulovligt at være homoseksuel.

I dag den 12. august sparkes Copenhagen Pride i gang. Det er festivalen, som kæmper for, at alle i LGBTQ+-miljøet skal have de samme rettigheder som alle andre mennesker.

Det er en lille uge, hvor alle seksualiteter og kønsidentiteter bliver fejret. I år løber festivalen fra den 12. til 22. august. Og den bliver endnu større end normalt.

I år er Copenhagen Pride vært for World Pride – den internationale fejring af Pride, som flytter by hver gang.  

Ugen bliver fyldt med fester, debatter, koncerter og sjove events. Under nogle af dem skal der passes godt på for at undgå coronasmitte.

Men programmet er fyldt med spændende events. Her er 5 af dem.

1. World Pride march

Ingen Pride uden en stor, flot parade gennem byen. Paraden er fyldt med fest, musik og flotte kostumer.

I år ligger paraden lørdag den 21. august. Men på grund af corona bliver den delt op i seks mindre parader forskellige steder i byen. De mødes til sidst i Fælledparken.

2. Debat om rettigheder

Der er stadig meget at kæmpe for, før LGBTQ+-personer får lige rettigheder og muligheder over hele verden. Det er en menneskeret. Hvad der skal ske, for at det kan blive til virkelighed, skal debatteres over en uge med masser af diskussioner, idéer og tanker.

Det skal ske til 1:1 Democracy Festival, som er en del af Pride-festivalen. Den består af debatter fra 16.-21. august. De skal foregå i to store telte. Alle er velkomne til at lytte med – og alle debatter er gratis.

3. Drag Night

Ingen Pride-fest uden drag queens. Fredag den 20. august er der stillet op til et episk drag show i Fælledparken fra kl. 18.

En række drag-talenter vil lip-synce, danse, lave stand up og vise deres vilde gardarober frem. Hvis man har set Danmark har talent, vil man måske kende danske Mizz Privileze. Og man kan se gratis med.

4. Sea Pride

Man kan også se parade til vands. Sidste år blev der holdt en Pride parade i Københavns kanaler. Og i år vender den tilbage.

Både med fest og kostumer glider gennem vandet op langs havnekajen torsdag den 19. august fra kl 14.20.

5. Kønsdebat med Seismo

Hvornår er man gammel nok til at bestemme sit eget køn? Det store spørgsmål tager Seismo op til debat på Christiansborg.

Den 19. august vil politikere fra Folketinget diskutere, hvor gammel man skal være for at bestemme, om man vil kaldes hun, han, dem eller noget helt andet.

Tilmeld jeres klasse eller skole og modtag link til streaming af debatten, når den bliver afviklet den 19.8 i tidsrummet 12.30 til 13.00

Dyk selv ned i programmet ved Copenhagen Pride her.

LÆS OGSÅ: I denne uge er der Copenhagen Pride – hvordan startede kampen for lige rettigheder?




© Copyright - seismo 2019