Videnskab

224 nye arter opdaget i Sydøstasien – blandt andet en slange og abe

Forskere har blandt opdaget en ny slange.

Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix.

Julius Christiansen Tromholt


27 januar, 2022



Flere hundrede forskere har opdaget 224 nye arter omkring Mekong-floden i Sydøstasien. Derfor er det vigtigt at passe på området, mener forskere.

Når du hører om naturen i medierne, så er det ofte dårlige nyheder. Regnskoven bliver mindre. Isen smelter. Kloden bliver varmere. Og dyr og planter forsvinder.

Men faktisk bliver der også opdaget nye arter hele tiden. Det er ikke fordi, at der lige pludselig dukker en lilla elefant med vinger op. De nye arter ligner nemlig ofte nogle, som vi kender til i forvejen. Nogle gange er der bare lige en lille prik til forskel.

I Sydøstasien løber floden Mekong igennem lande som Myanmar, Laos, Thailand, Vietnam og Cambodia. Store dele af området omkring floden er stort set ikke blevet udforsket. Men området vrimler med liv. Og nye arter, som er klar til at blive opdaget af forskerne.

Faktisk har forskere bare i 2020 fundet 224 nye arter i området. Det skriver Verdensnaturfonden (WWF).

Hvad har man fundet?

Forskerne har opdaget 155 nye plantearter, 35 krybdyr, 17 padder, 16 fiskearter og et enkelt pattedyr.

Man har blandt andet opdaget en orange slange, som spiser snegle. Den har man opdaget i flere lande.

Det nye pattedyr, som man har opdaget, er en abe. Den nye art hedder Popa langur.

Det kan ofte være svært at afgøre, om noget er en ny art. For eksempel kan to frøer, som ser ens ud, være forskellige arter. Den eneste forskel er, at de laver lidt forskellige lyde, når de kvækker.

Den nye abe ligner en abe, som man kender i forvejen. Men den nye art af aben har hvide ringe rundt om øjnene. Og så har den knurhår, som peger fremad.

Det er ikke kun dybt inde i junglen, at man har opdaget nye arter. Forskerne har også opdaget en ny plante i en lille planteshop i Thailand.

I området omkring Mekong-floden lever der i forvejen dyr som tigre og den asiatiske elefant. Det skriver mediet The Guardian.

Her er den nye abeart:

Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix.

Er det et vigtigt område?

I området omkring Mekong-floden har man siden 1997 opdaget 3.007 nye dyre- og plantearter. Det er derfor et af de vigtigste steder i naturen, når det handler om at opdage nye arter.

Derfor skal vi gøre alt for at passe godt på naturen og de økosystemer, som findes i området. Det fortæller Stefan Ziegler, som står for kommunikationen omkring Sydøstasien for WWF i Tyskland. Det skriver TV2.

”Hvis vi mister Mekong-regionen som et biologisk hotspot, så mister vi en væsentlig del af den globale biodiversitet,” siger han.

Der lever helt sikkert en masse andre nye og spændende dyr og planter i området, som bare venter på at blive opdaget.

LÆS OGSÅ: Forskere i Mexico opdager en ny hval: ”Vi har opnået noget, som de fleste ville sige, var umuligt”