Politik
Video: To venners idé blev til et tilbud til unge i EU
I 2018 startede EU et nyt program, som giver unge på 18 år muligheden for at rejse gratis rundt i EU i en måned. Idéen kom fra to tyske venner.
Har du nogensinde fået en idé, som du selv synes var så god, at du tænkte: ”Det her skal politikerne vide”?
Sådan en idé fik de to tyske venner Martin Speer og Vincent-Immanuel Herr i 2014. De to venner var på interrail sammen. De rejse altså sammen rundt i Europa med tog. Og de sad sammen på en restaurant i Wien, da de fik en god idé.
”Idéen er, at alle unge europæere skal have et gratis kort til interrail, når de fylder 18 år, så de kan rejse gratis rundt i Europa i en måned.”
I 2018 blev deres idé til virkelighed. EU introducerede DiscoverEU-programmet, hvor udvalgte unge på 18 år får gratis togbilletter, som de kan bruge til at rejse rundt i EU i en måned.
Vi har talt med Martin Speer om projektet, og om hvordan en idé blandt to venner kunne nå hele vejen til toppen af EU.
Fra idé til virkelighed
– Hvorfor er det så vigtigt, at unge kan rejse ud i Europa?
“Det er ikke alle, som kommer fra en familie, hvor det er normalt at rejse. Omkring 38 procent af borgerne i EU har aldrig forladt deres hjemland. Hvordan kan du blive en europæer, hvis du ikke rejser? Du kan ikke lære at blive en europæer fra en bog i skolen. Du skal ud og opleve forskellige kulturer, sprog og mennesker.”
– Hvordan blev jeres idé til et EU-program?
”Det var en lang proces. Vi havde idéen og begyndte at skrive artikler. Vi hev fat i aviser for at spørge, om de ville skrive om det. Vi fandt navne på medlemmer af EU-Parlamentet. Vi skrev e-mails til dem. Vi ringede til dem. Vi tog til Bruxelles og bankede på deres dør. Så vi gjorde mange ting for at få idéen ud til folk og politikerne,” siger han.
Det er EU-Kommissionen, som foreslår nye love og tiltag i EU. Derfor skulle Martin Speer og Vincent-Immanuel Herr have medlemmerne af EU-Parlamentet til at overbevise Kommissionen om, at det var en god idé.
”Vi blev ved og ved og ved. Langsomt blev flere og flere medlemmer af EU-Parlamentet overbevist om, at det var en god idé. Derefter gik de til Kommissionen, men uden held. De prøvede igen, men uden held. Til sidst sagde Kommissionen ja. Så det hele skete over en ret lang periode,” forklarer Martin Speer.
Målet er ikke nået endnu
Martin Speer forklarer, at deres historie fortæller meget om den magt og de muligheder, som den enkelte borger i EU har. Med DiscoverEU-programmet vil 60.000 18-årige europæere få muligheden for at rejse i EU i 2022. Men målet er ikke nået endnu.
”Målet på længere sigt er, at alle skal have en gratis togbillet, når de fylder 18. Man skal ikke spørge, det skal bare være en gave. Men der er vi ikke endnu. Vi arbejder stadig på at overbevise EU om det. Vi vil gerne nå ud til unge, som ikke kender særligt meget til EU. Unge på landet eller en lille landsby i Bulgarien,” siger han.
– Så målet er, at alle 18-årige europæere skal have tilbudt en gratis togbillet af EU. Det lyder dyrt.
”Ja, det kommer til at koste nogle penge, men det er en god investering. Hvis du ser på EU’s budget, så kan det godt lade sig gøre. Hvis alle unge europæere skal have et gratis kort til interrail, når de fylder 18 år, så kommer det til at koste mellem 800-1.000 millioner euro om året. Det lyder af meget, men i forhold til EU’s budget, så er det muligt,” siger han.
– Et interrail kort er ikke særligt dyrt. Hvis unge europæere har lyst til at rejse, kan de så ikke bare selv betale?
”Det kommer an på, hvem du er. Folk fra Danmark, Tyskland eller Luxembourg kan nok godt købe et interrail kort. Men hvis du er fra Portugal, Grækenland eller Slovakiet, så er et interrail kort en stor investering,” siger han. I videoen kan du lære mere om DiscoverEU-programmet: