Tema: Mexico Citys vandkrise: Et nyt venskab med vandet kan redde byen fra tørst, oversvømmelser og ulighed

Mexico City synker. Hurtigt. Du kan se det, når du går rundt i byens centrum. At kirkegulvet i katedralen buler. At skolebygningen synker.

Byen synker, fordi der bliver hentet for meget vand op fra undergrunden for hurtigt. Den underjordiske vandbeholdning kan ikke nå at fyldes op igen. Og det er på trods af, at det regner meget i Mexico City – mere end i våde London.

Arca Sanchez er mexicansk-amerikansk statsborger. Han har en helt stor kærlighed til Mexico City. Men byen har udfordringer, fortæller han. Blandt andet at byen synker under dem. Han maler et billede af, at byen er bygget på ‘jello’, en amerikansk dessert lavet af gelé:

”Jeg tror ikke, spanierne indså, at de ville skabe en by, der i bund og grund er bygget oven på noget, der minder om ’jello’. Hver gang vi har et jordskælv, vælter bygninger som aldrig før, fordi jorden under bygningerne bogstaveligt talt er som gelé, og alt smadrer ind i hinanden.”

Byen plejede nemlig at være en våd by. Som Venedig, København og Amsterdam. Med kanaler gennem byen, med udsigt over åbent vand.

Før Mexico City stod der en by, der hed Tenochtitlán, som var opført af et folk, der hed aztekerne. Byen bestod af flere kunstige øer, der lå midt i en stor sø. Gennem byen løb der kanaler, og der var bygget dæmninger, der adskilte salt- og ferskvand. Aztekerne oplevede mange oversvømmelser, men havde formået at få kontrol over det vand, som byen var omgivet af. Men sådan skulle det ikke fortsætte.

I 1521 blev byen overtaget af spaniere ledet af den opdagelsesrejsende Hernán Cortes. Spanierne overtog Tenochtitlán. I den overtagelse blev aztekernes vandsystemer ødelagt. De ødelagte vandsystemer skabte mange oversvømmelser. Løsningen på det blev at dræne søen, og Mexico City opstod på ruinerne af Tenochtitlán.

Byen er altså bygget på en drænet sø. Siden da er grundvandsmagasinerne – altså vandet under jorden, som man henter op til samfundet – blevet så groft udnyttet, at det ellers svampede ler under overfladen er blevet tørt, presser sig sammen og knækker.

Rovdrift på vandet

I Mexico City er der forskellige måder at få vand på. Nogle har vand i hanen, som vi har i Danmark. Det har de, hvis de underjordiske vandsystemer fungerer i deres område. Det afhænger ofte af, hvor velhavende området er.

Andre er afhængige af vandvognene, som mexicanerne kalder ‘pipas’ (rør på spansk), der kommer og fylder vand i en vandtank i folks huse eller boligområder.

Nogle har hverken mulighed for at få vand fra vandvognene eller de underjordiske rørsystemer. Det betyder, at de må finde dyrere eller mere besværlige måder at skaffe vand på.

Enten ved at købe store dunke med drikkevand, samle regnvand, få vand fra ulovlige forhandlere eller hente vand i brønde mange kilometer væk fra byen.

Ifølge vandmediet Aqua Tech bliver 40 procent af byens vand fragtet i vogne fra vandkilder over 100 kilometer væk.

Resten, altså 60 procent af Mexico Citys vand, kommer fra underjordiske brønde, der bliver ført rundt i de underjordiske vandsystemer af rør. Det kaldes for ‘infrastrukturen’. Dét system er gammelt og dårligt vedligeholdt, fortæller Kristian Almblad, DR’s korrespondent i Latinamerika:

“Det er et ret generelt problem i Latinamerika, at der ikke er blevet investeret særlig meget i vandsystemerne. Omkring 40 procent af vandet kommer ikke frem. Når der er vandmangel, er det jo helt vildt, at så meget vand bare forsvinder ud i rørsystemerne. Det løber simpelthen ned i jorden.”

Oven i det, bliver de underjordiske vandsystemer sat endnu mere under pres, fordi der står en tung storby på en jord, der er ved at synke.

Det fortæller Helene Balslev Clausen, der er lektor ved kultur- og globale studier på Aalborg Universitet:

“Det betyder også, at de rør, der ligger i undergrunden for at fragte vand rundt i byen, er ekstra udsatte. Der er en masse rør, der er sprunget eller gået i stykker under byens vægt, så der pibler vand ud. Og det er ikke pibler som i to eller tre dråber, det er simpelthen litervis af vand, der bare fosser ud.”

Rørene er altså for gamle og slidte. Og dét, at byen synker, lægger mere pres på rørene.

“Mexico City er en af verdens største byer. Og de mangler simpelthen vand, fordi de har drevet rovdrift på det i så mange år. De har ikke vedligeholdt deres infrastruktur, og så bor der for mange mennesker i den by i forhold til, hvilke ressourcer der er tilgængelige,” opsummerer Helene Balslev Clausen.

Regnvand er vejen frem

Elena Cruz López har fundet en løsning uden om de underjordiske rør og vandvogne. Hun bor i Mexico City i det lille Quiltepec-kvarter. Da hun bor oppe i bjergene, kan hun hverken få vand fra de underjordiske rør eller vandvognene. Flere gange har hun været nødt til at bestille en privat vandvogn, der kan fylde hendes vandtank op.

Ifølge Elena López koster en tankning fra den private vandvogn ca. 1400 pesos, svarende til 490 danske kroner. En tankning fra de offentlige vandvogne koster til sammenligning 64 pesos, altså 22 kroner.

Elena López’ løsning har været et vandsystem fra Isla Urbana. Det er en organisation, som laver systemer, der samler regnvand og renser det gennem filtre, så det kan bruges til husholdningen og endda til drikkevand.

Elena López har fået vandsystemet gratis af Isla Urbana, som har installeret et system i alle husstandene i nabolaget, fordi de desperat manglede vand.

Systemet fra Isla Urbana består af en stor blå plastikbeholder med et stort hul i midten. Der er et rør på taget af Elena López’ hus, der fører ned til beholderen og videre hen til en stor stentank malet med mønstre i blå nuancer. Når det regner, bliver regnvandet filtreret i Isla Urbana-beholderen og ryger derefter ned i stentanken. Elena López’ primære vandkilde er regnvand.

Hun fortæller: “Da jeg fik systemet fra Isla Urbana, gjorde det tingene meget lettere for mig. Lige nu har jeg tanken helt fyldt op. Jeg håber, at jeg kan få det her vand til at holde til marts, måske begyndelsen af april (vi var der i november). Jeg sparer tid og penge, masser af tid og penge.”

Elena López forklarer, at før hun fik sit vandsystem fra Isla Urbana, kunne hun kun få vand, når hun havde penge nok.

Hendes adresse er nemlig ikke registreret hos staten. Derfor kunne hun kun få vand fra de private og meget dyrere vandvogne, da hun oplevede vandmanglen.

Da hun ikke havde penge, måtte hun derfor låne vand af naboerne. Deres adresser er registreret hos staten, så de kan godt få vand fra de billigere vandvogne.

Nu rækker hendes vandbeholdning til mange flere ting, fortæller hun:

“Jeg kan gøre mange ting med det ekstra vand, jeg får fra systemerne. Når jeg vander mine træer, får jeg frugt derfra, jeg laver marmelade, jeg har høns, der lægger æg. Hønsene drikker virkelig meget vand, og hvis der ikke var vand, ville træerne ikke gro frugt, og så ville jeg ikke kunne lave marmelade. Så der har vi en ekstra indkomst uden at forlade huset.”

At arbejde med vandet

Et af de helt store temaer, der går igen i byens vandmangel, er opbygningen af byen. Den mexicanske miljøjournalist Juan Mayorga fortæller, at byen kunne have set helt anderledes ud, hvis det var danskere eller italienere, der koloniserede Tenochtitlán dengang:

”Spanierne kom fra en tør by, så de forstod ikke, og de respekterede ikke forholdet til vand. Mexico City kunne have lignet København eller Venedig, hvis de havde forstået vandet og arbejdet med det. Og så ville byen ikke mangle vand, som den gør nu.”

Det er Delfín Moltañana enig i. Han er direktør for uddannelsesområdet hos Isla Urbana. Han fortæller også, at byens udfordring fra start har været, at den er blevet bygget imod vandet og ikke med det. Men han fortæller også, at der er en løsning i at indrette moderne samfund efter naturen, så der kan rettes op på menneskets fejltrin:

”Vi har en by, der ikke tager hensyn til vandet, fordi menneskerne, der designede byen, ikke selv tog hensyn til vandet. Derfor er vi i fremtiden nødt til at indrette os bedre over for naturen for at kunne rette op på de fejl.”

Han fortsætter:

”Uanset om det er en park, et industriområde, en fabrik, et hus, en gade eller en bro, så bør menneskets byggeri generelt tage hensyn til vandet og naturen.”

Delfín Montañana mener, at Isla Urbanas vandsystemer kan være en moderne løsning til at hjælpe de mennesker, der mangler vand.

Mexico City har en regnsæson, der varer fra maj til oktober. Gennemsnitligt falder der 145 millimeter regn i regnsæsonen og 31 millimeter regn uden for regnsæsonen.

Systemerne har altså potentiale til at få indsamlet en masse vand i regnsæsonen, der kan lette presset på vandet i undergrunden.

Ifølge Delfín Montañana skal systemerne ikke ses som en løsning på byens vandkrise, men de kan være afgørende for nogle familier i de regnfulde måneder:

“Hvis en familie kæmper med vandmangel i 12 måneder, vil de i regnsæsonen kunne indsamle seks måneders regnvand med et Isla Urbana-system. På de fire timer, det tager for os at installere systemet, går de fra 12 måneders mangel til seks måneders overskud.”

Han uddyber:

“Hvis de har gode vandvaner, og vi skaber et rum, hvor kulturen om vandet bliver udviklet, så kan familierne spare seks af de månedlige omkostninger til vand med systemet.”

Han fortæller, at de hos Isla Urbana også bruger meget tid på at uddanne børn i skoler om systemerne og vandmanglen generelt. Det er organisationens håb, at undervisning i vandkrisen og indsamling af regnvand kan gøre de nye generationer fornuftige i deres håndtering af vand.

Klimaforandringer spøger

Mexico City har komplekse problemer, når det gælder vandmanglen. Selvom det regner meget i byen, mangler byen vand. Omkring halvdelen af året byder på regntid.

Det regner faktisk så meget, at der nogle gange er oversvømmelser i byen. Delfín Moltañana forklarer:

”Det kan virke absurd, at vi oplever en vandmangel, samtidig med at vi hvert år har oversvømmelser i vores by. Men det er interessant, fordi der er en sammenhæng mellem vandmangel og oversvømmelser.”

Han fortæller, at oversvømmelserne kommer fra de skrøbelige og gamle underjordiske vandsystemer. De kan simpelthen ikke klare presset fra de store mængder regnvand, der kan komme i regntiden:

”Når man presser et system til det ekstreme, har systemet en tendens til at blive udmattet. Byens infrastruktur er faktisk ikke i stand til at klare den mængde vand, der kommer under oversvømmelserne. Og det gør, at de knækker endnu mere. Vi er derfor nødt til at indrette vores systemer til at kunne håndtere både oversvømmelser, tørkeperioder og regn.

Og netop det bliver der brug for. Prognoser viser nemlig, at klimaforandringer kommer til at påvirke Mexico Citys klima. Det fortæller Fabiola S. Sosa Rodriquez, som er forskningsleder for enheden for vækst og bæredygtighed på universitet ’Metropolitan Autonomous University’, UAM, i Mexico City.

“På grund af klimaforandringerne forventer vi flere og kraftigere oversvømmelser, højere risiko for vandmangel, højere risiko for dårlig vandkvalitet og længere tørkeperioder,” fortæller hun.

Hun forklarer, at der er brug for flere handlinger til at rette op på de fejl, byen er bygget på:

“Vi har begået mange fejl gennem årene i håndteringen af vores vand. Siden den spanske kolonisering har vi haft en dårlig tilgang til at håndtere vandet. Vi besluttede os for at tørre alle vores floder og søer ud, hvilket påvirker balancen i økosystemet. I stedet for at have udnyttet al vandet fra søen, som byen stod på, er vi nu nødt til at pumpe vand fra fjerne kilder med store omkostninger – både i forhold til energi, miljø og socialt.”

Håb i vente

Situationen i Mexico City kan se sort og uoverskuelig ud, men Fabiola Rodriquez er håbefuld. Hun kan nemlig se, at den nye regering, der kom til i juli, er villig til at gå ind i samtalen om nogle af de problematikker, der er ved vandmanglen.

Fabiola Rodriquez fortæller, at universitetet og regeringen har gang i projekter, der skal genoprette biodiversiteten i områder omkring byen.

Hun har tillid til, at Mexico City med fokus på at vedligeholde infrastrukturen, indsamle regnvand og spare på ressourcerne, kan genoprette venskabet med vandet.