Kultur

Skam og sorg fylder hos voksne, der aldrig har haft sex

I Danmark er gennemsnitsalderen for den seksuelle debut 16 år.

Foto: Cassidy Dickens/Unsplash

Helena Fuur Hansen


5 februar, 2025



Forsker opfordrer til, at vi taler åbent om de udfordringer, der er relateret til en sen sexdebut.

Hvor gammel var du, da du havde sex første gang?

Det er et meget privat spørgsmål – men svaret kan have stor indflydelse på dit voksenliv.

Særligt hvis du ikke har haft sex endnu. For det kan være skamfuldt ikke at have debuteret seksuelt.

Det viser en undersøgelse, som lektor Birgitte Schantz Laursen fra Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet står bag i samarbejde med psykolog Anne-Katrine Hansen.

Sådan skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

Hvad er det for en undersøgelse?

Undersøgelsen bygger på interviews med 12 danskere i alderen alderen 24-53 år, der ikke har været seksuelt aktive. Her fortæller de dels om årsagerne til den manglende debut, men også om konsekvenserne. 

Resultaterne viser, hvor meget sex fylder i dagens Danmark:

“Selvom årsagerne er forskellige, er konsekvenserne ved ikke at have debuteret ofte de samme: Den enkelte skammer sig og får enormt dårligt selvværd, og det er desværre noget, de fleste kæmper med i forvejen. Flere nævner, at de ikke føler sig som “en del af klubben”. Det værste er, at det er noget, de ikke føler, de kan tale med andre om,” siger Birgitte Schantz Laursen.

Årsagerne til, at de adspurgte ikke er i gang med sexlivet, er som nævnt forskellige. Men forskerne konkluderer, at det ofte er rodfæstet allerede i barndommen. En del har en religiøs opvækst, hvor sex før ægteskab er bandlyst. Derudover fortæller flere, at de er vokset op i hjem, hvor man ikke talte om seksualitet.

Birgitte Schantz Laursen håber, at både den offentlige og private samtale i medier og mellem unge og forældre kan åbne for en anerkendelse af, at den seksuelle debutalder ikke har et facit.

“Der er stort spænd, og det er altså ikke unormalt ikke at have haft sex. Jo mere, vi taler om det, jo nemmere tror jeg også, at det bliver for de mange, der dagligt kæmper med de udfordringer, der er relateret til den situation,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Uge Sex 2025: Halvdelen af unge føler sig dømt på udseendet – for mange holdes udenfor