Ny asyl- og migrationsaftale i EU: Hvad betyder den – og hvorfor får den kritik?

Når man hører ordene asyl og migration, tænker nogle måske på farlige rejser i overfyldte både over Middelhavet. Eller på billederne fra 2015, hvor mennesker på flugt gik langs de danske motorveje.

Dengang blev EU ramt af en flygtningekrise. Over én million mennesker krydsede Middelhavet i forsøget på at nå Europa.

Men det fælles europæiske asylsystem kunne ikke følge med. Særligt Grækenland og Italien – de lande, hvor flest flygtninge og migranter ankom først – stod med en kæmpe opgave, som de ikke kunne løfte alene.

Siden da har EU forsøgt at blive enige om nye fælles regler for, hvordan man håndterer asyl og migration og fordeler ansvar. Det har været svært. Men efter mange års uenighed blev en ny aftale endelig stemt igennem i Europa-Parlamentet i april sidste år.

Men hvad betyder aftalen for dem, der kommer til Europa? Hvad betyder den for EU’s medlemslande – og for Danmark? Og hvorfor advarer både organisationer for menneskerettigheder, Dansk Folkeparti og Enhedslisten imod den – af vidt forskellige grunde?

Det får du overblik over her.

Hvad går den nye aftale ud på?

EU har fået en ny aftale om asyl og migration. Den blev stemt igennem i Europa-Parlamentet i foråret 2024 og er en reform af EU’s gamle regler på området. Det betyder, at politikerne har gennemgået og ændret den eksisterende lovgivning.

Det har taget næsten ti år for medlemslandene at blive enige om reformen, men nu er den altså vedtaget.

Aftalen består af en lang række ændringer. En af de mest omtalte er den såkaldte Forordning om asylforvaltning og migrationsstyring (AMMR), som erstatter den tidligere Dublinforordning.

De nye regler bygger videre på Dublinforordningen, som er en fælles EU-aftale, der fastslår, at personer som udgangspunkt skal søge asyl i det første EU-land, de ankommer til. Det princip gælder stadig. Men samtidig er der blevet tilføjet nye muligheder. For eksempel kan en asylansøgning nu blive overført til et andet EU-land, hvis personen har familie der eller har studeret i landet.

Et andet vigtigt element i aftalen er den såkaldte solidaritetsmekanisme. Den betyder, at alle EU-lande skal hjælpe, hvis et medlemsland bliver hårdt presset af mange migranter og flygtninge ved grænsen. Hvordan hjælpen skal se ud, kan landene dog selv bestemme. Hjælpen kan for eksempel være at tage imod nogle af flygtningene, at bidrage økonomisk eller at sende personale.

Ifølge forordningen skal mindst 30.000 personer hvert år omfordeles fra de mest belastede lande til andre EU-lande. Det er dog ikke et krav, at lande skal tage imod personer. De kan vælge andre former for hjælp – og hvis de ikke vil tage imod nogle, kan de i stedet betale sig fra det. Prisen for det er mindst 600 millioner euro.

Derudover indfører EU en ny screeningsprocedure ved grænserne og fælles regler for, hvordan man behandler og eventuelt afviser asylansøgninger. Det skal sikre, at personer uden ret til beskyttelse hurtigere bliver sendt hjem igen.

Samtidig er der nye krav om registrering af biometriske data – som fingeraftryk og ansigtsbilleder – og nye fælles standarder for, hvordan asylansøgere skal modtages.

En anden del af aftalen handler om, hvad EU skal gøre i en krisesituation. Det kan for eksempel være, hvis et land pludselig får rigtig mange migranter ind på én gang, eller hvis flygtninge bliver brugt som et politisk pres – som da Belarus i 2021 lod migranter rejse mod EU i protest mod økonomiske sanktioner.

I sådan en situation kan landet få lov til midlertidigt at se bort fra nogle af reglerne. Det kan betyde, at de får længere tid til at registrere asylansøgninger eller kan bruge en hurtigere måde til at afgøre sagerne. Landet kan også bede de andre EU-lande om hjælp.

Så handler en del af aftalen også om, at nogle asylansøgere skal opholde sig i lukkede centre ved EU’s grænser, mens deres sag bliver behandlet. De må ikke rejse ind i EU i mellemtiden og kan blive tilbageholdt i op til 12 uger, mens deres sag bliver behandlet, og de eventuelt sendes tilbage til deres hjemland.

Den nye aftale skal gælde i alle EU’s lande fra juni 2026.

Og hvad med Danmark?

Selvom EU har vedtaget en ny aftale om asyl og migration, gælder den ikke automatisk for Danmark. Det skyldes, at vi har et såkaldt retsforbehold. Det betyder, at Danmark som udgangspunkt står uden for det samarbejde i EU, der handler om asyl– og migrationspolitik. Når EU laver nye regler på området, er Danmark derfor ikke tvunget til at være med.

Danmark kan dog godt vælge at lave særaftaler med EU – også kaldet parallelaftaler. Det vil sige, at vi selv kan vælge at være med i dele af samarbejdet, men det kræver politisk opbakning og forhandlinger. Også i EU, hvor de andre medlemslande skal godkende en eventuel særaftale.

Danmark er med i flere dele af den nye aftale. Dog ikke den såkaldte solidaritetsmekanisme, hvor EU-landene forpligter sig til at hjælpe hinanden, hvis nogle af dem modtager mange flygtninge eller migranter på én gang.

Hvad siger kritikerne?

Flere organisationer og politikere er bekymrede for, hvad den nye aftale kommer til at betyde for mennesker, der søger asyl i Europa.

Dansk Flygtningehjælp advarer om, at det kan blive endnu sværere for flygtninge at komme ind i EU og få en fair behandling. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Med den nye aftale kan EU-landene nemlig vælge at afvise folk ved grænsen, hvis de mener, at flygtninge bliver brugt som en slags “våben” i politiske konflikter. Det skete for eksempel i 2021, hvor styret i Belarus åbnede grænserne for migranter som hævn mod EU’s økonomiske sanktioner.

Samtidig siger aftalen, at flere asylansøgere skal bo i lukkede lejre ved grænsen, mens deres sag bliver behandlet. Dansk Flygtningehjælp frygter, at det kan føre til dårlige forhold – og at nogle risikerer at blive sendt tilbage til farlige lande, uden at få en reel chance for at få asyl.

Per Clausen fra Enhedslisten, der sidder i Europa-Parlamentet, mener, at aftalen mest handler om at holde flygtninge ude – ikke om at hjælpe dem.

Han peger på, at EU allerede har aftaler med lande som Tyrkiet og Marokko om at stoppe flygtninge, før de når frem til EU.

“Det har vi allerede set føre til overgreb og brud på menneskerettighederne,” siger han.

Et eksempel er Tyrkiet, hvor EU har betalt for centre, hvor flygtninge bliver tilbageholdt. En stor international undersøgelse har vist, at nogle bliver fængslet uden grund, udsat for vold og tvunget tilbage til farlige lande. Nogle får ikke den hjælp, de har ret til – og nogle er endda døde.

Per Clausen mener, at EU-landene burde tage et fælles ansvar og dele de flygtninge, der kommer til EU’s ydre grænser.

“Men desværre kan man i den nye aftale vælge at betale penge i stedet for selv at tage imod flygtninge. Det synes jeg er usympatisk,” siger han.

Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti er også kritisk, men af andre grunde. Han er imod, at EU overhovedet skal blande sig i, hvem Danmark eller andre lande tager imod.

Han synes også, at EU gør for lidt for at holde ulovlige migranter ude. Samtidig kritiserer han, at EU betaler lande uden for unionen, som Tyrkiet, for at klare “det beskidte arbejde” – altså at stoppe flygtningestrømmen, før den når Europa.

“Man fralægger sig ansvaret,” siger han.