Kultur

Muhammed-tegneren Lars Vilks er død

Lars Vilks er død i et trafikuheld i Sverige. Kunstneren er især kendt for at tegne profeten Muhammed som en hund.

Foto: Francois Campredon/AFP/Ritzau Scanpix

Mathilde Johannesen


4 oktober, 2021



Den svenske Muhammed-tegner, Lars Vilks, er blevet dræbt i et trafikuheld i Sverige.

I går søndag blev to politibetjente og den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks dræbt i et trafikuheld i Sverige. Ulykken skete på en svensk motorvej.

Vi ved endnu ikke, hvad der præcis gjorde, at den civile politibil kørte galt. Det tyder dog på, at bilen kørte over i den forkerte side af vejen. Herefter kørte den ind i en modkørende lastbil og brød i brand. Det skriver DR.

Hvem er Lars Vilks?

I 2005 bragte Jyllands-Posten 12 tegninger af profeten Muhammed, som gjorde mange muslimer rasende. I islam er det nemlig forbudt at tegne profeten. Tegningerne førte til det, som vi kalder Muhammed-krisen. Under Muhammed-krisen blev det danske flag brændt af i flere muslimske lande. Mange af landene nægtede også at købe danske produkter. Og tegnerne fik dødstrusler.

To år senere valgte den svenske kunstner Lars Vilks at tegne profeten Muhammed som en hund. Igen blev mange muslimer sure, og derfor begyndte Lars Vilks også at få dødstrusler. På grund af truslerne bestemte politiet, at han skulle beskyttes døgnet rundt. Derfor var der også to politibetjente i bilen, som kørte galt. Betjentene døde også.

Men det er ikke den eneste episode, hvor Lars Vilks har været i fare. I 2015 blev han inviteret til en debat om ytringsfrihed og blasfemi i kulturhuset Krudttønden på Østerbro.

I løbet af debatten skød gerningsmanden Omar Abdel Hamid El-Hussein mod deltagerne, som sad inde i Krudttønden. Den danske filmmager Finn Nørgaard blev dræbt, mens Lars Vilks overlevede.

Senere valgte Omar Abdel Hamid El-Hussein også at angribe synagogen i Krystalgade. Jødernes kirke kaldes en synagoge. Her blev sikkerhedsvagten Dan Uzan dræbt af skud.

Lars Vilks har senere fortalt, at han mener, at han var målet for terrorangrebet i Krudttønden.

Hvem mindes Lars Vilks?

Flere danske og svenske politikere har sat sig ved tasterne for at mindes Lars Vilks. En af dem er Inger Støjberg. Hun er Danmarks tidligere udlændinge- og integrationsminister.

”Den frie verden har mistet en stor forkæmper for ytringsfriheden. Hvor er det trist. Lars Vilks’ spidse (pen) vil blive savnet. Æret være både hans og de to politifolks minde”, skriver hun på Facebook.

Den svenske kultur- og demokratiminister, Amanda Lind, mindes også Lars Vilks.

”Lars Vilks, som siden 2010 måtte leve i ufrihed, på grund af at han gjorde brug af sin ytringsfrihed og sin kunstneriske frihed. Så ubeskriveligt sørgeligt, at det skulle slutte sådan her”, skriver hun på Twitter.

Lars Vilks og hans tegning har altså sat gang i mange debatter om ytringsfrihed. Nogle mennesker kunne lide hans tegninger og andre hadede dem. Og derfor måtte politiet passe på ham døgnet rundt.

LÆS OGSÅ: Politiker vil vise Muhammed-tegninger i danske aviser




© Copyright - seismo 2019