Kultur

Kvinder skal spille i bikini: Nu vil flere ministre ændre reglen

Hvis du er en kvinde, som spiller strandhåndbold, skal du have en bikini på. Nu skriver fem ministre et brev for at få lavet reglerne om.

Foto: Unsplash

Mathilde Johannesen


30 september, 2021



Kvinderne i strandhåndbold skal spille i bikini. Nu siger en minister fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island stop. Reglen skal droppes.

Hvis du som mand stiller op til strandhåndbold, skal du have shorts og undertrøje på. Hvis du er en kvinde, som stiller op til strandhåndbold, skal du have bikini på. Det er der ingen diskussion om. Men nu siger fem nordiske ministre stop. De vil have, at reglen bliver droppet.  

Det Internationale Håndboldforbund (IHF) bliver altså hårdt presset af fem ministre til at lave reglerne om. De har skrevet et brev til IHF, hvor de siger, at kvinderne i strandhåndbold ikke skal tvinges til at have bikini på.

De fem ministre er: Ane Halsboe-Jørgensen (Danmark), Abid Raja (Norge), Amanda Lind (Sverige), Antti Kurvinen (Finland) og Lilja Alfredsdottir (Island).

”Der skal ikke være et krav om, at kvindelige strandhåndboldspillere skal have bikini på, når de hellere vil spille i shorts. Der er ikke et lignende krav til mændene, og derfor skal der selvfølgelig heller ikke være et hos kvinderne. Kravet er forældet, og man skulle tro, det hørte et andet århundrede til. Og så har jeg også svært ved at se, hvilke sportslige grunde der skulle ligge bag, at kvindelige udøvere skal spille i bikini”, siger den danske kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen til TV 2.

Uden bikini får du en bøde

Det er ikke kun de fem ministre, som er imod, at kvinderne skal tvinges ned i en bikini til strandhåndbold. Både det norske og danske håndboldforbund har kæmpet for, at IHF skal droppe reglerne.

Og da det norske kvindelandshold stillede op i strandhåndbold uden bikinishorts, fik de en bøde. Faktisk var bøden på mere end 11.000 kroner. Det gjorde mange sure, blandt andre den amerikanske sangerinde Pink, som tilbød at betale bøden. Hun syntes simpelthen, at det var for meget, at kvinderne skulle straffes for at tage lange shorts på.

Og Dansk Håndbold Forbund forstår heller ikke, hvorfor der skal være regler for kvindernes kamptøj. De er derfor glade for, at ministrene også råber højt nu.

”Det er en god opbakning til den holdning, vi har givet udtryk for, og det er dejligt, at Norden nu står sammen politisk. Det er med til at understrege, at det er et emne, som vi tager meget seriøst i Norden. Og et emne som i bund og grund handler om ligeværdighed mellem kønnene,” siger Morten Stig Christensen til DR. Han er formand for Dansk Håndbold Forbund.

I det næste stykke tid må vi altså se, om ministrenes opråb kommer til at virke. Vil kvinderne i strandhåndbold få lov til selv at bestemme, hvad de vil have på? Eller skal de fortsat hoppe i bikinien, selvom de måske ikke har lyst?  

LÆS OGSÅ: Ny rapport: Kvinder og minoriteter har det svært i musikbranchen