Hadforbrydelser

Hvorfor tør nogle ikke holde deres kæreste i hånden?

Susanne Branner Jespersen fra LGBT+ Danmark

Foto: John Præstegaard

Seismo News


3 marts, 2026



Had kan ændre små valg i hverdagen. Susanne Branner Jespersen fra LGBT+ Danmark fortæller, hvorfor nogle skjuler sider af sig selv.

To kærester går gennem byen. De har lyst til at holde hinanden i hånden, men lader være. Ikke fordi de er uvenner. De er usikre på, hvordan andre vil reagere.

Det er et af de eksempler, Susanne Branner Jespersen giver i interviewet til temaet om hadforbrydelser. Hun er forperson i LGBT+ Danmark og fortæller om mennesker, der møder tilråb, grove beskeder og i nogle tilfælde overfald.

Ifølge hende begynder nogle derfor at ændre deres adfærd. De tænker over, hvad de skriver offentligt på sociale medier. Nogle vælger ikke at fortælle på deres arbejdsplads, at de er LGBT+-personer. Andre undgår at vise, at de er kærester, når de er ude sammen.

Det er en særlig konsekvens af frygt for had: Man kan komme til at begrænse sig selv, selv på dage hvor ingen siger noget.

Susanne skelner også mellem at opleve noget som hadefuldt og at få det behandlet som en hadforbrydelse i retten. Det sidste kræver, at der er begået noget strafbart, og at det relevante motiv kan bevises. Det kan være svært. Hun opfordrer alligevel mennesker, der bliver udsat for overgreb, til at anmelde dem.

Spørgsmålet er altså ikke kun, hvor mange overfald der sker. Det er også, hvor meget plads mennesker føler, de har til at leve åbent og trygt.

Hvad tænker du?

  1. Hvordan ville det påvirke dig at skulle tænke over, om du turde holde din kæreste i hånden?
  2. Hvorfor kan nogen undlade at anmelde en oplevelse?
  3. Hvad kan gøre et fælles rum tryggere for flere?

Stil spørgsmål til LGBT+ Danmark

Du kan stille Susanne følgende spørgsmål og høre hvad hun svarer i videoen.

  • Hvilken former for had oplever LGBT+personer
  • Hvad har det af konsekvenser i hverdagen?
  • Hvorfor bliver så få anmeldelser indgivet?
  • Hvorfor skal man alligevel anmelde?
  • Hvornår er noget juridisk en hadforbrydelse?