Politik

Her er de nye corona-regler: 200.000 unge bør testes

På pressemødet deltog blandt andre Magnus Heunicke, sundhedsministeren. Han havde naturligvis mundbind på.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Julius Christiansen Tromholt


2 december, 2020



I går tirsdag kom de nye corona-regler. Nu skal alle gå i den samme retning i stor-centre. Og 200.000 unge bør testes i området omkring København.

I går tirsdag kom der nye og strengere corona-regler i Danmark. Tallene for corona-smitte er nemlig for høje lige nu.

Nogle af de nye regler gælder i hele Danmark. Andre regler gælder i 17 kommuner i området omkring København.

Nogle af de nye regler er anbefalinger. Andre er krav.

Fælles for alle de nye regler er, at de gælder fra den 7. december til den 2. januar – indtil videre.

Vi giver dig overblikket over de nye regler.

Hvilke gælder i hele landet?

Du bør købe dine julegaver alene – og ikke sammen med andre. Det er en anbefaling. Selvom det kan være hyggeligt at gå rundt og shoppe med en ven eller et familie-medlem, så kommer der for mange mennesker i forretningerne, hvis alle går sammen med andre.

Så mange må man være i butikkerne

  • Hvis butikken er mellem 2.000-4.999 kvadratmeter, må der være én person per 10 kvadratmeter.
  • Hvis butikken er mellem 5.000-9.999 kvadratmeter, må der være én person per 12 kvadratmeter.
  • Hvis butikken er større end 10.000 kvadratmeter, må der være én person per 25 kvadratmeter.

Nu må man kun være et bestemt antal personer i forretning. Det er et krav. Hvor mange der må være i en forretning på samme tid, kommer an på, hvor stor forretningen er.

I alle forretninger på over 2.000 kvadratmeter skal alle gå i den samme retning. Det er et krav. Det kan for eksempel være i et stor-center. På den måde går man ikke ansigt til ansigt. Du kan nemlig blive smittet via dråber fra nys, host, spyt og så videre.

Til enkelte arrangementer må man være 500 mennesker samlet. Men det kræver, at man sidder ned. Det gælder for eksempel sports-arrangementer, religiøse forsamlinger, foredrag og kurser.

Hvad gælder omkring København?

I de 17 kommuner i området omkring København er det særligt de unge, som er smittet. Derfor handler mange af de nye regler om unge.

I disse kommuner gælder de nye regler

  • Brøndby
  • Gladsaxe
  • Glostrup
  • Herlev
  • Hvidovre
  • Høje-Taastrup
  • Ishøj
  • Rødovre
  • Vallensbæk
  • Dragør
  • Frederiksberg
  • Gentofte
  • København
  • Lyngby-Taarbæk
  • Tårnby

Hvis det er muligt, bør al undervisning og eksaminer på videregående uddannelser foregå digitalt. Det gælder for eksempel på universiteter. Det er en anbefaling.

I folkeskoler, gymnasier og andre ungdoms-uddannelser bør man kun spise i klasse-lokalet, og altså ikke i fælles-områderne. Det er en anbefaling.

På ungdomsuddannelserne må man ikke undervise flere klasser på samme tid. Man må altså ikke rykke to klasser sammen. Det er krav.

Man bør droppe fag som musik og idræt, hvor der er stor risiko for at smitte hinanden med dråber. For eksempel når man sveder, synger eller bruger et instrument, som en anden har haft i munden. Det er en anbefaling. Det gælder ikke, hvis faget afsluttes i år.

Børn og unge under 21 år må lige nu deltage i fritids-aktiviteter. Det kan være til spejder, fodbold eller lignende. Før måtte man være under 50. Nu må man ikke være samlet flere end 10. Det er et krav.

Og så bør alle 15-25-årige lade sig teste inden jul. Det gælder cirka 200.000 unge. Det er en anbefaling.

For at gøre det lettere kan du muligvis blive testet på skolen. Det fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke på presse-mødet.

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan – og vi kommer gerne ud til jeres uddannelses-steder,” sagde Magnus Heunicke.

Der vil også komme nye test-centre, hvor man bare kan møde op uden at have bestilt tid.

LÆS OGSÅ: Se videoerne: Nye sjove film skal få unge til at huske corona-reglerne.