Politik

Fra på søndag åbner Danmark mere op – skal du en tur i biografen?

Fra på søndag åbner Danmark lidt mere op.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mathilde Johannesen


13 januar, 2022



Fra på søndag kan du blandt andet smutte en tur i biografen, på museum eller til koncert. Nogle af restriktionerne slutter nemlig, og derfor åbner Danmark mere op.

Savner du de ekstra saltede popcorn, som du kan købe i biograferne? Eller måske savner du at synge med på dit yndlingsnummer til en koncert? I så fald er der gode nyheder til dig.

Fra på søndag åbner dele af kulturlivet nemlig op igen. Det blev fortalt på et pressemøde i går onsdag.

Store dele af kulturlivet har ellers været lukket siden den 19. december 2021. Det har altså ikke været muligt at få fingrene i de saltede popcorn i biograferne. Lukningen af blandt andet biograferne og museerne var for at mindske smitten med corona herhjemme.

Men nu åbner blandt andet biograferne, museerne, spillestederne og de indendørs sportsarrangementer op igen. Det skriver DR.

Hvorfor åbner kulturlivet op?

Den 19. december 2021 lukkede store dele af kulturlivet ned. Smittetallene blev nemlig højere og højere. Men på søndag åbner dele af kulturlivet op igen – og det er selvom, at smittetallene faktisk er meget højere nu end den 19. december 2021.

Så tænker du måske: Hvordan kan det lade sig gøre?

Det kan det, fordi eksperter har fundet ud af, at den nyeste variant af corona – som hedder omikron – ikke giver lige så alvorlig sygdom, som tidligere varianter af corona-virusset.

Derfor er der lav risiko for, at man bliver indlagt på et af landets hospitaler, hvis man har omikron. Hospitalerne er altså ikke lige så pressede, som man ellers frygtede.

Og det gør, at danskerne kan blive sluppet mere fri. Indtil videre kommer de nye regler eller restriktioner til at gælde indtil den 31. januar 2022.

Hvad åbner op?

Folketingets Epidemiudvalg har besluttet, hvad der må åbne op, og hvad der skal forblive lukket.

I Epidemiudvalget sidder 21 medlemmer. Hvis en minister vil indføre restriktioner, lukke landet ned eller andet i kampen mod en sygdom, så skal det godkendes i Epidemiudvalget.

Og nu er det besluttet, at du fra på søndag kan komme i blandt andet Zoologisk Have og i forlystelsesparker. Du kan også komme til eksempelvis en udendørs fodboldkamp – hvis du altså sidder ned. Det skriver Berlingske.

Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm var også med til pressemødet i går onsdag (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix).

Men måske synes du, at det er lidt for koldt til aktiviteter, som foregår udendørs? Det er intet problem. En del aktiviteter indendørs åbner nemlig også op.

Fra på søndag kan du både komme i biografen, teatret og til koncert. Man regner dog med, at man maksimalt må være 500 mennesker samlet. Det præcise tal er myndighederne dog stadig i gang med at finde frem til.

Coronapasset skal du også huske. Det skal vise, at du er vaccineret, tidligere har været smittet, eller at du lige er blevet testet negativ for corona.

Og så skal du sidde ned. Du får altså ikke mulighed for at stå op og svinge hofterne til en koncert. I stedet skal du sidde på din stol og have mundbind på under alle sangene.

Hvis du godt kan lide at tage et smut på museum, så bliver det også en mulighed fra på søndag. Her skal du også huske mundbind og coronapas. Det samme gælder, hvis du skal til idrætsarrangementer, som er indendørs.

Hvis du gerne vil til et foredrag for at blive endnu klogere, så kan du også pakke tasken fra på søndag. Kirkerne slipper også for arealkravet. Det gør, at flere kan komme i kirke. Mundbind, coronapas og sandsynligvis maksimalt 500 gæster gælder dog også her.

Hvad må du vente med?

Du skal se langt efter en tur på dansegulvet. Nattelivet får nemlig ikke lov til at åbne dørene for de festglade danskere.

Og restauranterne skal stadig stoppe med at servere alkohol fra klokken 22:00. Og de lukker, når klokken bliver 23.00.

Badelande, forsamlingshuse og spillehaller bliver også ved med at være lukket.

Og så kommer coronapasset ikke til at være gyldigt i lige så lang tid som før. Hvis du kun har fået to stik med vaccinen, er dit pas kun gyldigt i fem måneder, efter du har fået andet stik med nålen.

Når de fem måneder er gået, skal du enten have et skud mere med vaccinen eller have en negativ coronatest. Ellers er dit coronapas ikke gyldigt. Denne regel træder også i kraft fra på søndag.

LÆS OGSÅ: Grisehjerte opereret ind i en mand for første gang nogensinde




© Copyright - seismo 2019