Kultur

Flere anmelder digitale sex-krænkelser: ”Skoler bør tage emnet op”

Flere oplever at få stjålet nøgenbilleder, som ligger gemt i skyen.

Foto: Unsplash

Julius Christiansen Tromholt


6 august, 2020



Flere og flere unge anmelder sager, hvor de er blevet krænket seksuelt digitalt. Det fortæller Syd- og Sønderjyllands politi.

Forestil dig, at du har taget et nøgen-billede af dig selv. Måske til en kæreste? Forestil dig så, at det billede havner i de forkerte hænder.

At en fremmed lige pludselig har fået fat på dine nøgenbilleder, som var gemt i skyen. Nu bliver du afpresset til at sende flere nøgenbilleder og videoer. Ellers vil den fremmede vise dine nøgenbilleder til alle.

Det lyder som manges værste mareridt. Men desværre hører man ofte om den type digitale sex-krænkelser.

I Syd-og Sønderjylland oplever politiet, at flere og flere anmelder digitale sex-krænkelser. Det er særligt piger og yngre kvinder, at det går ud over. Det skriver Syd- og Sønderjyllands politi.

Politiet: Skoler bør tage emnet op

Politiets råd

  • Send eller del aldrig krænkende billeder.
  • Slet krænkende billeder.
  • Stop spredning.
  • Sig fra!
  • Søg rådgivning.

    Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet i området vil gerne have hjælp til at løse problemet. For selvom politiet kan undersøge sager og få de skyldige dømt, så er der brug for alle i samfundet, for at få stoppet de digitale sex-krænkelser. Det fortæller Christian Østergård, som er vice-politiinsspektør fra Syd- og Sønderjyllands Forebyggelsesenhed.

”Men skal vi reelt dette problem til livs, kræver det en adfærdsændring. Alle skal være klar over, at det på ingen måde er okay at begå digitale sexkrænkelser,” forklarer han i en presse-meddelelse.

Han foreslår derfor, at man bør få forældre, skoler, foreninger og så videre til sammen at bekæmpe problemet.

Man bør blandt andet tage problemet op i de ældste klasser i skolen. Derudover foreslår han, at steder som fritidsklubber og foreninger laver nogle regler på området. Det kan være regler for brug af mobil-kameraer.

To typer af anmeldelser

Politiet fortæller, at de modtager to typer af anmeldelser.

1) Den første type handler om sager, hvor nogle har fået fat i nøgenbilleder, som de bruger til at afpresse piger til at udlevere flere. Det kan være en ekskæreste, der sender billeder rundt til folk på sociale medier, eller at en telefon er blevet hacket. Her bliver der handlet i ond tro. Det betyder, at nogen gør noget ondt mod andre med vilje.

2) Den anden type handler om sager, hvor nogle sender nøgenbilleder, som de har modtaget, videre til andre, uden at tænke over, at det er ulovligt eller at det krænker pigen på billedet, når man deler hendes nøgenbilleder. Her handler det ikke om ond tro, men mere om kådhed.