Eksperter fra Armenien og Aserbajdsjan om fredsprocessen i Nagorno-Karabakh

Artiklen er knyttet til temaet Konflikt uden ende som findes under fanebladet Temaer.

De to eksperter:

Tigran Gregoryan, Armenien:

Vasiliy Zeynov, Aserbajdsjan:

Forslag til løsninger

Efter den første krig i Nagorno-Karabakh fra 1991 til 1994 forsøgte flere lande – blandt andet Rusland, USA og Frankrig – at mægle mellem Armenien og Aserbajdsjan.

Et centralt forslag var, at Nagorno-Karabakh fortsat skulle være en del af Aserbajdsjan, men med en høj grad af selvstyre. Samtidig skulle Armenien aflevere de syv områder rundt om Nagorno-Karabakh, som de havde haft kontrol over siden krigen i 1994.

De syv områder ligger rundt om Nagorno-Karabakh og fungerede som en slags bufferzone mellem Armenien og Aserbajdsjan. De var kontrolleret af armenske styrker fra 1994 og frem til krigen i 2020, hvor Aserbajdsjan generobrede dem.

Ifølge den armenske ekspert indebar forslaget også, at der skulle indsættes en international fredsbevarende styrke, og at flygtninge skulle have mulighed for at vende tilbage. Det gjaldt især de mange aserbajdsjanere, som var flygtet fra områderne under krigen i 1990’erne.

Et af de største problemer i forhandlingerne var spørgsmålet om Nagorno-Karabakhs fremtidige status:
Skulle området være en del af Aserbajdsjan, være selvstændigt eller tilhøre Armenien?

Derfor kom der også forslag om at udskyde spørgsmålet om Nagorno-Karabakhs status til senere, så man først kunne blive enige om de andre dele af en aftale.

Ifølge den armenske ekspert var der flere gange fremskridt i forhandlingerne, og parterne var tæt på en aftale. Men aftalerne faldt fra hinanden af flere grunde. Han peger blandt andet på interne politiske uenigheder i Armenien og på et terrorangreb i Armeniens parlament i 1999, som stoppede forhandlingerne.

Han fremhæver også, at Aserbajdsjan i nogle tilfælde valgte ikke at underskrive en aftale. Ifølge ham skyldtes det blandt andet, at Aserbajdsjan forventede at stå stærkere senere gennem store indtægter fra olie. Det ville give dem flere penge, mere magt og en stærkere position i forhandlingerne. Derfor mente de, at de kunne få en bedre aftale, hvis de ventede.

Den aserbajdsjanske ekspert ser anderledes på det. Han mener, at fredsforhandlingerne ikke førte til noget, fordi Armenien ikke var villig til at afgive de områder, de havde kontrol over – både Nagorno-Karabakh og de syv omkringliggende områder.

Eksperterne giver altså to forskellige forklaringer på, hvorfor fredsforhandlingerne mislykkedes:
Den armenske ekspert peger på, at Aserbajdsjan trak tiden for at stå stærkere senere, mens den aserbajdsjanske ekspert mener, at Armenien var den part, der forhindrede en aftale.

Madrid-principperne

I 2007 blev et nyt forslag til en fredsaftale præsenteret. Det blev kaldt Madrid-principperne.

Forslaget gik ud på, at Armenien gradvist skulle aflevere de områder, de havde kontrol over rundt om Nagorno-Karabakh. Derefter skulle der holdes en folkeafstemning i Nagorno-Karabakh, hvor befolkningen skulle være med til at afgøre områdets fremtid.

Planen byggede på tre centrale idéer:

• at lande har ret til at bestemme over deres eget territorium
• at folk har ret til selvbestemmelse
• og at konflikter skal løses uden brug af vold

Men netop de principper gjorde det svært at blive enige.
Hvis Nagorno-Karabakh fik selvbestemmelse, kunne det gå imod Aserbajdsjans ret til territoriet.

Ifølge den armenske ekspert kunne løsningen fungere ved at udskyde spørgsmålet om områdets endelige status. I en periode ville Nagorno-Karabakh have en slags midlertidig status og i praksis fungere næsten som en selvstændig enhed.

Den aserbajdsjanske ekspert mener derimod, at Madrid-principperne var en reel mulighed for fred. Men han peger på, at Armenien ikke var villig til at afgive territorium – ikke engang små områder – og i stedet opbyggede militær i de besatte områder.

Det lykkedes ikke at nå frem til en aftale.

En ny situation

Efter krigen i 2020 og Aserbajdsjans overtagelse af Nagorno-Karabakh i 2023 har konflikten ændret sig.

Tidligere handlede forhandlingerne om, hvem der skulle kontrollere området. I dag handler det i højere grad om grænser, sikkerhed og forholdet mellem de to lande.

I 2025 underskrev Armenien og Aserbajdsjan en fredsaftale, hvor de blandt andet lovede ikke at angribe hinanden.

Men selvom der er indgået en aftale, er landene stadig uenige om, hvad der er sket, og hvem der har ansvaret for konflikten.