Eksperter fra Armenien og Aserbajdsjan om fredsprocessen i Nagorno-Karabakh

Artiklen er knyttet til temaet Konflikt uden ende som findes under fanebladet Temaer.

– Hvilke løsninger har været på bordet?

Tigran Gregoryan, Armenien:

“I 1990’erne var hovedideen at give Nagorno-Karabakh et højt niveau af politisk autonomi inden for den aserbajdsjanske lovgivning. Det indebar også flere indrømmelser fra Armeniens side: at aflevere de syv regioner rundt om Nagorno-Karabakh, håndtere flygtninge og internt fordrevne samt acceptere indsættelsen af en international fredsbevarende styrke. Det er en vigtig forskel mellem 1990’erne og 2020’erne. Dengang var det stadig realistisk at få en fredsbevarende styrke ind.

I slutningen af 1997 blev der fremlagt en fredsplan, som foreslog at udskyde det mest konfliktfyldte spørgsmål i fredsprocessen – nemlig Nagorno-Karabakhs endelige status – til et senere tidspunkt. Den plan blev dog ikke gennemført på grund af interne politiske uenigheder i Armenien.”

“I 1998 kom Rusland med et nyt forslag. Planen gik ud på at give Nagorno-Karabakh omfattende rettigheder inden for Aserbajdsjan. Området skulle formelt være en del af Aserbajdsjan, men have vetoret over landets udenrigspolitik. I praksis ville det have fungeret som en uafhængig stat. Det forslag blev afvist af Aserbajdsjan.”

“I 1999 begyndte Armenien og Aserbajdsjan at forhandle om en mulig territorial byttehandel. Tanken var, at Aserbajdsjan skulle anerkende Nagorno-Karabakh og Lachin-korridoren som en del af Armenien, mens Armenien til gengæld skulle afgive Meghri-regionen. Det ville give Aserbajdsjan en landforbindelse mellem fastlandet og Nakhchivan, som er aserbajdsjansk territorium, men adskilt fra resten af landet. Forbindelsen skulle være en korridor igennem Armenien.”

“Det var planen i 1999, hvor også vestlige lande deltog i forhandlingerne. Men i oktober samme år blev Armeniens parlament ramt af et terrorangreb, og forhandlingerne brød sammen. To år senere blev en lignende plan taget op igen. Her foreslog man at placere Nagorno-Karabakh og Lachin-regionen inden for de armenske grænser. Aserbajdsjan skulle anerkende området som en del af Armenien og til gengæld få et landområde, som forbandt Aserbajdsjan med Nakhchivan. Parterne var meget tæt på at underskrive aftalen, men Aserbajdsjans præsident Haidar Aliyev vendte tilbage til Baku uden at skrive under. Hans inderkreds overtalte ham til at vente, fordi de forventede store olieindtægter, som i fremtiden ville give Aserbajdsjan en stærkere strategisk position. Hvis man ventede, mente de, kunne man få en bedre aftale.”

Vasiliy Zeynov, Aserbajdsjan:

“Efter den første Karabakh-krig, som varede fra 1992 til våbenhvilen i maj 1994, begyndte en ny fase i konflikten, som vi kalder fredsforhandlingerne. Disse forhandlinger byggede på fire beslutninger fra FN’s Sikkerhedsråd fra 1993. Det var meget vigtigt for Aserbajdsjan, fordi FN fastslog, at de besatte områder var en del af Aserbajdsjan, og opfordrede til tilbagetrækning af armenske væbnede styrker. Disse beslutninger udgjorde hele grundlaget for fredsforhandlingerne.”

“I denne periode blev forhandlingerne formidlet af Minsk-gruppen under Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Minsk-gruppen blev ledet af Rusland, Frankrig og USA og havde til opgave at koordinere forhandlingerne mellem Armenien og Aserbajdsjan og bringe parterne til enighed.”

“Hele denne periode varede frem til september 2020. Fra 1994 til 2020 vurderede Armenien og Aserbajdsjan løbende forskellige fredsforslag, men det stod meget klart, at Armenien ikke var villig til at aflevere de besatte områder tilbage.”

“Efterhånden opstod der i Armenien en opfattelse af, at ikke kun Nagorno-Karabakh, men også de syv omkringliggende områder – som blev beskrevet som en bufferzone mellem Nagorno-Karabakh og resten af Aserbajdsjan – tilhørte det historiske Armenien. Derfor var der ingen armenske regeringer, som ønskede at afgive områderne tilbage til Aserbajdsjan.”

“Denne overbevisning gjorde fredsforhandlingerne meningsløse. Parterne mødtes fra tid til anden, men der var ingen gennembrud, og armenske præsidenter gav aldrig udtryk for nogen reel vilje til at aflevere de besatte områder.”

“I juli 2020 erklærede Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, at fredsforhandlingerne var blevet meningsløse, fordi alle fredsforslag – både dem fra Minsk-gruppen i OSCE og fra andre internationale institutioner – var blevet afvist af Armenien.”

“Aserbajdsjan havde under hele fredsprocessen aldrig udelukket brugen af militær magt, hvis forhandlingerne mislykkedes. Hvis det blev nødvendigt, ville vi bruge militær magt til at tage vores territorier tilbage, fordi man ifølge FN har ret til selvforsvar. Derfor var det legitimt, at Aserbajdsjan brugte militær magt til at generobre områderne.”

– Hvad er Madrid-principperne?

Tigran Gregoryan, Armenien:

“I 2007 blev Madrid-principperne lagt på bordet. De tre principper handlede om territorial integritet, retten til selvbestemmelse og afvisning af brug af vold. Et centralt element var, at spørgsmålet om regionens status skulle afgøres gennem en folkeafstemning i Nagorno-Karabakh. Mange af de senere fredsplaner byggede på disse Madrid-principper.”

“I 2011 var parterne igen meget tæt på at underskrive en aftale i Kazan. Ifølge aftalen skulle Armenien aflevere fem af de syv omkringliggende territorier tilbage til Aserbajdsjan. De sidste to skulle forblive under armensk kontrol og være knyttet til den kommende folkeafstemning. Hvis Aserbajdsjan accepterede at gennemføre en folkeafstemning i Nagorno-Karabakh, skulle også de sidste to områder afleveres tilbage. Armenien skulle bevare kontrollen over Lachin-korridoren.”

“Den aftale blev heller ikke til noget. Herefter fulgte flere år uden egentlige forhandlinger. I 2015 foreslog Rusland den såkaldte Lavrov-plan. Det var en ændret udgave af Kazan-aftalen, men byggede på de samme grundprincipper.”

“Set fra Armeniens side var denne plan dårligere end tidligere forslag, men stadig brugbar. Ideen var at udskyde spørgsmålet om den endelige status, skabe en ny status quo, hvor fem territorier blev returneret til Aserbajdsjan, to forblev under armensk kontrol, og Nagorno-Karabakh fik en form for de facto uafhængighed med en midlertidig status. Det ville blandt andet gøre det muligt for Nagorno-Karabakh at deltage i visse internationale organisationer som observatør. Men det fungerede ikke, og krigen i 2020 blev det sidste søm i fredsprocessens kiste.”

Vasiliy Zeynov, Aserbajdsjan:

“Der var en række forslag på bordet under fredsforhandlingerne mellem 1994 og 2020. Det vigtigste af disse forligsforslag blev kaldt Madrid-principperne.”

“Madrid-principperne blev vedtaget under fredsforhandlingerne mellem Armenien og Aserbajdsjan, som blev formidlet af Minsk-gruppen.”

“Idéen var, at de besatte områder gradvist skulle afleveres tilbage til Aserbajdsjan. Ifølge Madrid-principperne skulle først nogle af områderne omkring Nagorno-Karabakh afleveres. Derefter skulle der afholdes en folkeafstemning i Nagorno-Karabakh, som skulle afgøre områdets endelige status.”

“Madrid-principperne blev derfor hilst velkommen af den aserbajdsjanske side, fordi de gav en mulighed for at løse konflikten gennem fredelige forhandlinger.”

“Men den armenske side godkendte aldrig Madrid-principperne. De ville ikke aflevere en centimeter land, ikke engang én landsby. De afviste at afgive territorium og opbyggede i stedet militært forsvar i de besatte områder. Der blev også bragt store mængder militært udstyr ind fra Rusland.”

“Der var også andre forslag på bordet, som blev diskuteret fra tid til anden.”

“Nogle af disse forslag opfordrede til etableringen af en fælles stat i Nagorno-Karabakh, som både skulle være armensk og aserbajdsjansk.”

“Det blev afvist af den aserbajdsjanske side, fordi vi aldrig ville acceptere nogen form for afgivelse af Aserbajdsjans suverænitet over disse territorier.”

“Og vi har altid sagt det helt klart: De områder, som er anerkendt af FN’s Sikkerhedsråd som en del af Aserbajdsjan, skal være under Aserbajdsjans kontrol.”

En ny situation

Efter krigen i 2020 og Aserbajdsjans overtagelse af Nagorno-Karabakh i 2023 ændrede konflikten karakter. Hvor tidligere fredsforhandlinger i høj grad handlede om områdets status, kom fokus nu i stigende grad til at handle om grænser, sikkerhed og normalisering af forholdet mellem Armenien og Aserbajdsjan.

I 2025 underskrev Armeniens og Aserbajdsjans ledere en fredsaftale, som blev mæglet af USA’s præsident, Donald Trump. I aftalen forpligter landene sig blandt andet til ikke at angribe hinanden og til at arbejde videre med diplomatiske og politiske relationer.

Aftalen markerer et politisk gennembrud efter årtiers konflikt, men ændrer ikke ved, at parterne fortsat har meget forskellige opfattelser af konfliktens historie, ansvar og de fredsforsøg, der gik forud.