Online

Dick-picks og seksuelle beskeder: Flere unge bliver krænket på socialt medie

På F3 kan du skrive og stille spørgsmål anonymt.

Foto: Tim Mossholder/Unplash

Nanna Hein


20 september, 2021



Det sociale medie F3 skulle være det ærligeste sted på internettet. Men appen bruges i stedet af voksne til at sende krænkende beskeder til unge.

Har du nogensinde modtaget et nøgenbillede eller seksuelle beskeder fra en fremmed voksen uden, at du havde bedt om det? Så er du langt fra alene. På de sociale medier bliver rigtig mange unge inviteret til sexchats, og de bliver også spurgt om nøgenbilleder. 

Et af de medier, hvor det meget ofte sker, er F3. F3 er et socialt medie, hvor man opretter en anonym bruger og skriver med andre. Man ved altså ikke, hvem hinanden er. Børnetelefonen har fået flere opkald fra børn og unge, der fortæller, at en fremmed har skrevet seksuelle beskeder til dem. Sådan skriver Berlingske

Mindreårige på sociale medier

F3

  • F3 er oprettet i 2019. 
  • Du skal være 13 år for at oprette en profil.
  • Det er et socialt medie, hvor man anonymt kan stille spørgsmål og sende beskeder til hinanden.
  • Producenterne bag appen kalder den det ærligste sted på internettet. Det er fordi, du kan stille og svare på spørgsmål, som du måske ellers ikke turde spørge om eller svare på. 
  • Appen har mange problemer med digitale krænkelser og online mobning. 

Kilde: Red Barnet

På de sociale medier som TikTok, Instagram og Snapchat skal du være 13 år, før du må oprette din egen profil. Men faktisk har mange under 13 år allerede deres egen profil. Det viser en undersøgelse fra 2020 lavet af Telenor. Undersøgelsen viser, at 94 procent af forældrene har godkendt de sociale medier, deres børn bruger – også selvom de ikke er gamle nok. 

På F3 skal du også være 13 år for at have en profil. Men ligesom med andre sociale medier, så har F3 også en del brugere, der ikke er gamle nok. Hos Red Barnet har de blandt andet fået henvendelser om F3 fra børn, der var 11-12 år. 

Fordi profilerne på F3 er anonyme, kan du ikke vide, hvem du skriver med, eller hvor gammel den person er – medmindre han eller hun selv fortæller det. Det gør, at mange børn og unge oplever, at fremmede voksne kontakter dem, og det er et problem. 

”Børn kan ikke genkende de faresignaler, der kan være, hvis de taler med en voksen, der har en seksuel interesse i børn og udsætter dem for grooming. Det er en sofistikeret manipulationsproces, som børn ikke har alderen eller modenheden til at gennemskue.” Sådan fortæller Ane Lemche til Berlingske. Hun er psykolog hos Red Barnet og arbejder med digitale overgreb

Undgå seksuelle krænkelser online

På F3 skal du skrive dine interesser. På den måde finder du samtaler, som handler om de emner, du interesser dig for. De samtaler kan du så deltage i. Du skriver dine interesser med hashtags. Du kan for eksempel skrive #heste #fodbold og #makeup. Men du kan også skrive #frækt. Hvis du ikke skriver seksuelle ting som interesser, er der mindre risiko for, at du kan ende i en samtale, hvor du får nogle beskeder, du ikke kan lide. 

Hvis du er på et socialt medie, og er under 18 år, er det en god idé at tale med dine forældre om det. Fortæl dem, hvilke sociale medier du bruger, og hvem du skriver med derinde. 

Hvis du er blevet seksuelt krænket digitalt, så tal med nogen. Du kan ringe til BørneTelefonen på telefon 116111. Du kan også skrive til dem via brevkassen på deres hjemmeside. Fortæl også dine forældre, hvad der er sket.

Hvis du har modtaget billeder mod din vilje – for eksempel et dick-pick fra en fremmed voksen – kan du anmelde det. Det er nemlig ulovligt at krænke andre ved at sende seksuelt indhold, du ikke har bedt om.

Hvis du vil slette noget, du har delt, kan du læse mere om, hvordan du gør det her. Via linket kan du også anmelde en profil på F3.

LÆS OGSÅ: Digital selvskade spreder sig til flere sociale medier




© Copyright - seismo 2019