Online

Det danskerne frygter mest er cyber-angreb

Over halvdelen af danskerne af bange for cyber-angreb fra hackere.

Foto: Pexels

Julius Christiansen Tromholt


27 december, 2019



Danskere er mere bange for cyber-angreb end for terror. Det viser en ny undersøgelse. Forsvarsministeren vil bruge flere penge på it-sikkerhed.

Hvad er du mest bange for? At Danmark bliver angrebet? En oversvømmelse? Eller måske at skulle vise dine forældre dine karakterer?

Et cyberangreb er et angreb, hvor nogle trænger ind i et it-system som for eksempel din computer eller telefon. Her kan folk stjæle personlige oplysninger. Det kan være dine billeder, penge, koder og hvad du ellers har liggende.

Kilde. DR.dk

Lidt under halvdelen af den danske befolkning føler sig mere utryg i dag end for fem år siden. Og dét som danskerne frygter mest, er cyber-angreb.

Dermed overhaler frygten for cyberangreb frygten for terror, som tidligere har været det, som danskerne frygtede mest. Det viser en undersøgelse lavet af Beredskabsstyrelsen.

54 procent svarer nemlig i undersøgelsen, af de frygter et cyber-angreb. 49 procent frygter, at vi bliver udsat for terror. I 2017 var 58 procent bange for et terrorangreb.

Hvorfor er undersøgelsen lavet?

Undersøgelsen blev lavet for at se, om det som borgerne frygter mest, er det samme, som det Beredskabsstyrelsen vurderer til at være de største trusler.

Og det er det. Det fortæller Henning Thiesen, som er direktør i Beredskabsstyrelsen.

”Hvis vi maler med den brede pensel, så viser undersøgelsen, at vores og borgernes opfattelse af det farlige i vores samfund stemmer godt overens med hinanden,” siger Henning Thiesen til DR.

Han forklarer også, at han godt kan forstå, at folk frygter cyberangreb. Det er nemlig meget svært at forsvare sig mod i forhold til eksempelvis brande, storme og storm-floder, som Beredskabsstyrelsen har stor erfaring med at bekæmpe.

Minister: Vi skal bruge flere penge på at bekæmpe hacker-angreb

I 2018 blev politikerne enige om, at der frem mod år 2023 skal bruges 1,4 milliarder kroner på it-sikkerhed og i kampen mod hackere. Men forsvarsminister Trine Bramsen fra Socialdemokratiet siger, at der skal bruges flere penge.

”Set fra en politisk vinkel er der ingen tvivl om, at vi kommer til at skulle bruge flere penge på det her område, og vi kommer til at kigge på lovgivning, hvis vi fortsat skal beskytte danskerne. Og det er jo det, der er vores opgave. Det er hele tiden at sikre, at vi er på forkant med truslerne,” siger Trine Bramsen til DR.

Hun fortæller dog, at der først kan komme nye penge, når den nye aftale skal forhandles. Det skal den senest i 2023. Her skal partierne blive enige om, hvilke områder af forsvaret der skal have penge.

De Radikale vil gerne have, at der skal bruges flere penge allerede nu. Hos Venstre vil man hellere bruge flere penge på at hjælpe dem, som har været udsat for et hackerangreb.

Er du også bange for cyber-angreb?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...