Kultur
Tema: Colombia – en blodig kamp for rettigheder
I Danmark tager mange for givet, at man har en kontrakt, feriepenge og rettigheder på sit arbejde. Men i andre lande ser det anderledes ud.
I Colombia har fagforeningsfolk i årtier risikeret livet for at forbedre arbejdernes forhold. De er blevet truet, forfulgt og dræbt. Alligevel kæmper mange videre for retten til at organisere sig og få en ordentlig løn.
EU har indgået en aftale om handel med Colombia. I den står blandt andet, at arbejderne i Colombia skal have ordentlige rettigheder. Men bliver det overholdt? Og hvordan ser virkeligheden ud for de mennesker, som dyrker vores sukker, bananer og palmeolie?
I dette tema skal du undersøge, hvordan arbejdernes rettigheder er i Colombia.

Rejs til Colombia og undersøg forholdene for arbejderne
I den interaktive dokumentar har den danske stat sendt dig til Colombia. Din opgave er at undersøge, hvordan arbejderne har det i landet. Har de ordentlige arbejdsforhold og adgang til fagforeninger? Eller bliver de presset til tavshed?
Undervejs i rejsen møder du ambassadøren, arbejdere, en leder af en fagforening, arbejdsgivere og eksperter. Du skal lytte, tage noter og vurdere, om Colombia lever op til aftalen med EU.

