72-årige Rosa Maria er tvungen til at bære tunge vanddunke op til sin 93-årige mors lejlighed: ”Jeg overbelaster min hofte virkelig meget, men jeg bliver nødt til at gøre det”
Rosa Maria Almaraz (til venstre) bor sammen med sin 93-årige mor, Maria Almaraz Matre (til højre)
Foto: Simon Johansen
Vandkrisen i Mexico City påvirker forskellige socialklasser og aldersgrupper på forskellige måder. Men hvad gør du, hvis du er gammel, bor alene og ikke har nogen hjælp at hente, når der ikke er noget vand dit hjem?
”Jeg kan ikke løfte vanddunkene, jeg er gammel og har en svag hofte.”
Det fortæller 72-årige Rosa Maria Almaraz.
Hun er pensioneret og bor i kvarteret Atlampa i Mexico City. Her bor hun og en gruppe ældre borgere i det samme lejlighedskompleks.
Vi er på besøg i Atlampa-kvarteret for at snakke med nogle fra den ældre befolkningsgruppe. Vi vil gerne blive klogere på, hvordan vandkrisen påvirker deres hverdag.
Da vi først ankom til området, havde vi en forventning om, at vi skulle bruge dagen på at banke på døre i lejlighedskomplekset. At vi skulle tigge de ældre beboere om at snakke med os.
Men da vi nåede frem, blev vi mødt af en stor overraskelse.
Foran lejlighedskompleksets fælles basketballbane bliver vi mødt af en gruppe forventningsfulde ældre beboere, der står klar til at tage imod os. De havde hørt om vores planlagte besøg i nabolaget.
Beboerne står med håbefulde blikke og store smil på læberne, når vi går dem i møde. De er trætte af at føle sig hjælpeløse, når det kommer til manglen på vand.
”Vi er meget skuffede, for vi har oplevet ekstrem tørke i området, men vores myndigheder har ikke reageret på situationen,” fortæller 56-årige Laura Maria Paredes.
Derfor har de set frem til at få muligheden for at tale om deres utilfredshed over manglen på vand.
”Vi har brug for mere vand. Det eneste, vi vil have, er, at vi får det vand, som vi har brug for,” fortæller 66-årige Flor del Carmen Utrera.
Beboerne var derfor velforberedte og mere end klar på at snakke med os om, hvordan vandmangelen påvirker deres liv og hverdag.
To timer om dagen er der dråber i hanen
Vi snakker med flere af de ældre beboere og falder blandt andet i snak med 72-årige Rosa Maria.
Rosa Maria forklarer, at hun og de andre beboere i nabolaget inden for det seneste år har oplevet, at de ofte står uden vand i hanerne.
Der kommer altså ikke noget vand ud, når de åbner for vandhanen i køkkenet, når de skyller ud på toilettet, eller når de skal i bad.
Der er kun vand i lejlighedernes vandhaner i to til tre timer om dagen. Derfor er beboerne nødt til at købe og hente vanddunke, for derefter at løfte de store dunke op til deres lejlighed.
”Nogle dage har vi kun vand i hanerne fra klokken fra 6 om morgenen til klokken 8,” fortæller 66-årige Flor del Carmen Avila Utrera.
Forstuvninger, fald og frustrationer
Størstedelen af beboerne i Atlampa-kvarteret er meget gamle. Mange af beboerne bor på tredje og fjerde sal, hvilket gør manglen på vand endnu mere vanskelig for dem:
”Hvis jeg skal løfte vand med op ad trapperne uden muligheden for at tage en elevator, kræver det virkelig meget af mig. Men der er mange gamle mennesker her, som overhovedet ikke har nogle kræfter tilbage til at tage trapperne.”
Det siger 69-årige Micheas Lobato Leal, som bor på fjerde sal.
Det er dog ikke kun den gamle og svagere aldersgruppe, som oplever problemer med at transportere de store vanddunke op til deres lejlighed:
”Jeg bor ikke i denne bygning, jeg repræsenterer min søster, der bor her på fjerde sal. Hun kan ikke gå op og ned ad trapperne på grund af sit handicap.”
Det fortæller 52-årige Leticia Rodriguez Garcia.
Manglen på vand sætter hendes søster i en vanskelig situation på grund af hendes handicap. Derfor bliver Leticia Garcia nødt til at komme forbi lejligheden og hjælpe sin søster.
Leticia Garcia fortæller, at selve processen med at transportere vanddunke har været skyld i flere ulykker for de gamle beboere:
”Der har faktisk været nogle ulykker med beboerne her, som har forsøgt at bære vand op til lejligheden, som er gledet i processen og derfor fået brud eller forstuvninger.”
Manglen på vand har aldrig været værre
”Min mor bor hos mig, hun er 93 år gammel. Hun er ikke i stand til at gøre noget selv mere.”
Vi bliver inviteret op i Rosa Maria Almaraz’ lejlighed på første sal, hvor vi får lov til at møde hendes 93-årige mor, Maria Almaraz Matre.
Maria Almaraz Matre fortæller os, at manglen på vand aldrig har været værre, end den har været det seneste år, og det påvirker deres hverdag meget. Især for den 93-årige:
”Når jeg skal på toilettet, skal jeg bære en balje vand med til badeværelset for at skylle ud i toilettet. Baljen kan være tung, så jeg spilder typisk noget af vandet på vejen mod toilettet. Det er noget af det hårdeste ved vores situation,” forklarer Maria Almaraz Matre.
Det påvirker 93-årige Maria Almaraz Matre og hendes datter Rosa Maria Almaraz, at der kun er rindende vand i hanerne få timer om dagen:
”Om morgenen bekymrer vi os om, hvorvidt vi skal skynde os at udnytte det, når der er vand,” fortæller Maria Almaraz Matre.
Det gør alle de huslige opgaver endnu sværere for den gamle mor og datter at udføre:
”Vi har kun et bestemt tidsrum til at lave det huslige arbejde, så enten vasker man op, tager et bad eller noget andet. Alt er svært,” uddyber hun.
Desperation fører til demonstration
Beboernes frustration over manglen på vand, samt den manglende hjælp fra magthaverne, har også fået dem til at gå på gaden og demonstrere.
Normalt plejer det at være nok for Maria Almaraz Matre og hendes datter Rosa Maria Almaraz at købe to 20-liters vanddunke med hjem om ugen.
”Men da vi også bruger vandet til madlavning, er to dunke ikke længere nok, så nu køber vi fire vanddunke,” fortæller Maria Almaraz Matre, som nu er nødt til at løfte fire 20-liters dunke.
Rosa Maria Almaraz’ egen datter på 39 år bliver nødt til at hjælpe med at købe og bære de tunge vanddunke op til deres lejlighed.
Datteren har dog allerede rigeligt at se til. Hun har et arbejde, hun skal passe, samt to børn på 7 og 19 år, der går i skole og studerer på universitetet.
Så når Rosa Maria Almaraz’ datter ikke har mulighed for at hjælpe til i lejligheden, er den 72-årige kvinde altså nødt til løfte dunkene op på første sal helt selv, og det piner hendes mor, Maria Almaraz Matre:
”Det er hårdt at skulle udføre det fysiske arbejde, men min datter er tvunget til at gøre det, både for sin egen, men også for min skyld. Jeg hjælper ikke til med noget, for jeg er ikke i stand til det,” fortæller Rosa Maria Almaraz’ mor.
‘Vand vil altid være en bekymring’
Rosa Maria Almaraz fortæller, at da hun fik en hofteerstatning for fire år siden, havde lægerne kraftigt rådet hende til at holde hoften i ro. Hun måtte derfor ikke løfte genstande, der var tungere end ét kilo i perioden efter operationen.
Det var dog ikke en mulighed for den 72-årige. Der er nemlig ikke nogen andre, der kan hjælpe hendes 94-årige mor med at løfte vand op til lejligheden:
”Jeg overbelaster min hofte virkelig meget, men jeg bliver nødt til at gøre det.”
Det er hårdt for den 94-årige mor at se sin datters fysiske smerte:
”Det er det, som er det hårdeste for mig. Jeg ser hende knokle, og jeg tænker bare ‘hvad kan jeg gøre?’. Hvis jeg ikke kan hjælpe, så bliver hun nødt til at gøre det for mig,” forklarer Maria Almaraz Matre, som er meget følelsesladet over situationen.
Rosa Maria Almaraz er bekymret for, at hendes datter og børnebørn kommer til at stå i samme situation, som hun gør nu, hvis vandkrisen ikke bliver taklet i fremtiden:
”Ja, jeg er bekymret for min datter og børnebørn. Bare se på, hvad vi går igennem lige nu, så bare prøv at forestille dig, hvordan det kommer til at stå til om nogle år,” fortæller hun.
”Vand vil altid være en bekymring. Altid,” siger Rosa Maria Almaraz.
De små ting, vi tager for givet i Danmark
Inden vi siger farvel til Maria Almaraz Matre og Rosa Maria Almaraz, låner jeg deres toilet. Jeg trykker på toilettets skylleknap, men fortryder straks min handling.
Jeg har lige brugt en time på at snakke om vandmangel med de ældre damer. Så jeg skulle have forudset, at der ikke ville ske noget, når jeg trykker på skylleknappen.
Men når man kommer fra et privilegeret land som Danmark, hvor det er en selvfølge, at man kan skylle ud, tager ens vaner over – og så trykker man automatisk på skylleknappen.
Derudover ser jeg også seks røde spande under badeværelsets bruser, der er fyldt til randen.
Når der er vand i bruseren om morgenen, går de to ældre kvinder nemlig i bad, mens spandene står under bruseren.
De udnytter vandet, når det endelig er der. Så kan de bruge det indsamlede vand til at vaske gulvet, vaske hænder eller vaske op.
Jeg kommer ud fra toilettet og stiller jeg mig ved håndvasken, som står midt i stuen.
Jeg åbner hanen. Selvom jeg allerede kender svaret, bliver jeg alligevel nødt til at teste, om der sker noget. Der kommer ikke en dråbe ud af hanen.
Man kan høre fnis fra Rosa Maria Almaraz og Maria Almaraz Matre, der har set min fejl.
Rosa Maria Almaraz rejser sig straks og går hen til den store spand i stuen, for at hente noget vand. Herefter giver hun mig en lille, lyserød balje med vand, som jeg kan vaske mine hænder i.
Det er altså ikke en overdrivelse, når beboerne siger, at det er de helt små ting i hverdagen, som vandkrisen har indflydelse på – tværtimod.
